Det populistiske manifest

Forsvar for populismen

I denne spalte har vi i flere bøger set på begrebet populisme. Først lagde Jan-Werner Müller (Hvad er populisme?) alen til definitionen af begrebet, og Anna Libak (Forstå populisme) gav en god forståelse af årsagerne til den omsiggribende populisme. Nu er Det populistiske manifest (med hilsen til Marx og Engels), skrevet af to svenske, progressive journalister, på banen. Hvor populisme hidtil har ­været betragtet som et skældsord, sætter forfatterne ordet i et positivt lys – dog med den tilføjelse, at de advokerer for en venstrepopulisme.

Bogen består af 123 teser, der ­ikke er sammenhængende, men på forskellig måde afslører venstrefløjens fejl og mangler og går i rette med højre­populismen.

Heldigvis har forfatterne skrevet en indledning, som sætter teserne i perspektiv. Her analyseres højrepopulismens fremmarch, og årsagen hertil finder de to forfattere som en reaktion på de seneste 30 års markedsliberale æra. Deregulering, privatisering og stramningspolitik har revet sociale bånd over, kombineret med en stigende islamofobi.

Kernen i populismen er modsætningen mellem folket og eliten. For højrepopulismen er folket et mytisk, historisk væsen, som populisten repræsenterer, men for venstrepopulismen er folket alle dem, der taber i det nuværende klassesamfund, og det er 90 procent af befolkningen (bogens undertitel er “for hårdtarbejdende, arbejdsløse, tandløse og 90 procent af alle andre”). Venstrepopulismen beskæftiger sig med fordelingspolitik, højrepopulismen primært med værdi­politik.

På denne plads er der ikke plads til en nøjere omtale af de 123 teser, men her er en række af dem: Det modsatte af populisme er ikke demokrati, det er elitisme. I spørgsmålet om klimaet er man nødt til at være populister og stille folket op over for de globale eliter. Populismens dybeste rødder finder man altid  øverst oppe i samfundets top. Populismen, både den til højre og den til venstre, signalerer et opbrud fra det markedsliberale ­paradigme.