”Det første år er modbydeligt hårdt”

Flere nyuddannede udvekslede erfaringer til GL seminar for nye lærere.

Den første tid som ny lærer er meget stressende, fortæller to nyuddannede til gymnasieskolen.dk. Men erfaringen har gjort, at de nu hviler mere i sig selv og tør sætte grænser for deres arbejde.

Jeg skal gøre det godt. Det skylder jeg eleverne.
Jeg må heller ikke mangle undervisningsmateriale i morgen – så hellere forberede lidt ekstra. Og jeg kan lige så godt bruge hele aftenen på det, for jeg sover ikke i nat, hvis ikke jeg er ordentligt forberedt.

Det første år som ny lærer kan være sejt at komme igennem, og det kan være svært at sætte grænser.
Det kunne flere, der var til GL seminar for nye lærere, genkende. Mange har haft svært ved at jonglere med flere bolde i luften. Og hvad gør man så, når man taber dem på gulvet?

For to lærere har det været vigtigt at sige fra og søge hjælp blandt kolleger. Og så hjælper det at komme igennem det første år, så man er bedre rustet til det næste.

Ligger vandret
Lasse Hillgaard underviser på Nordvestsjællands HF og VUC og har nu været i arbejde i cirka et år. Det år har ikke været let at komme igennem.

”Der er så mange skrækhistorier fra andre gymnasier, hvor nyuddannede går ned med stress. Jeg kan godt forstå hvorfor. Man ligger vandret det første år, for det er modbydeligt hårdt,” siger han.

Lasse Hillgaard fik sit første job på et lille gymnasium, hvor han vikarierede. Han sagde ja til alle de timer, han kunne få.

”I starten vidste jeg ikke, hvornår jeg skulle sige fra, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg gik ind til. Jeg manglede noget at støtte mig op af,” siger han.

Vigtigt at sige fra
For Lasse Hillgaard er forberedelsen den største stressfaktor. At være inde ved kursisterne er hans frirum, for der er han på hjemmebane. 

”Jeg har svært ved at sige stop. Hele aftenen bliver alligevel ødelagt, når jeg ikke føler mig ordentligt forberedt. Det værste ville være, hvis jeg stod foran nogle kursister, og der pludselig var en halv time i overskud,” siger han.

Men på et tidspunkt blev han nødt til at sige fra, da hans arbejdsuge kom op over 50 timer. Han kontaktede sin tillidsrepræsentant og fik tildelt en mentor.

”Jeg ved ikke, hvornår man går ned med stress, men jeg kunne bare mærke, at jeg havde mistet alt overskuddet, da jeg kom hjem om aftenen. Så det betød alverden at vide, at jeg ikke var alene i verden,” siger Lasse Hillgaard.

Vil have lov til at være ny
Maria Mølgaard har været ansat på Rødovre Gymnasium siden august. Hun var også nødt til at tage fat i sin tillidsrepræsentant, da hun i efteråret druknede i naturvidenskabelige forløb og endte med at blive fysisk syg af det. Hun har en lille datter og begyndte at overveje, om det var den rigtige karriere, hun havde valgt.

”Jeg kunne ikke få idealerne om familielivet til at hænge sammen med idealerne om mit arbejdsliv. Jeg kunne ikke nogen af delene 100 procent. Den første tid var pure survival. Til gengæld tror jeg, det har reddet mig, at jeg har et barn, fordi jeg ikke har mulighed for at sidde på skolen til langt ud på natten,” siger hun.

Maria Mølgaard har også svært ved at afgrænse forberedelsen. Men da hun blev syg, var hun nødt til at give slip på noget af kontrollen.  

”Jeg besluttede mig for, at jeg ville have lov til at være ny. Det tog tid, men jeg tillod mig selv at begå fejl og måtte acceptere, at jeg ikke kunne blive den bedste lærer fra dag ét. Det er også en læringsproces,” siger hun.

Erfaring skaber ro
Maria Mølgaard kan nu trække på sin erfaring og er ikke bange for at gå næste efterår i møde, selvom de naturvidenskabelige forløb ligger og lurer.

”Jeg har været igennem det før, og jeg ved, hvad det handler om, så jeg har bedre overskud til at klare det. Jeg bliver ikke lige så nervøs, hvis ikke jeg har planlagt undervisningen ned til minuttet, fordi jeg er mere sikker på mig selv nu,” siger hun.

Lasse Hillgaard har også lært at begrænse sig. Det er lettere at trække en grænse nu, fordi han har erfaring i bagagen.

”Nu føler jeg ikke den samme angst for at komme ind i en klasse, hvor jeg ikke har overforberedt mig. Erfaringen gør, at jeg nogenlunde ved, hvad der er realistisk at nå, så jeg er fri for at planlægge det dobbelte."