Den danske model om igen

Det er ikke for at trætte Gymnasieskolens læsere, at jeg nu for tredje gang indenfor kort tid forholder mig kritisk til den danske model. Som det fremgår af nedenstående, er jeg overvejende glad for de danske spilleregler på arbejdsmarkedet, men der er plads til forbedring.

Jeg oplever, at især de offentligt ansatte mangler redskaber for at tydeliggøre deres krav, så modparten forstår, at lønmodtagernes solidaritet kan have vidtrækkende konsekvenser for det danske samfund. Så længe politikerne sidder med nøglen der hedder regeringsindgreb, så længe er det stort set umuligt for os at udøve pression. Jeg har ikke løsningen, men vil sørge for, at mine tanker, blandt andet via denne artikel, kommer videre til vores chefforhandlere Flemming Vinther og Lars Qvistgaard, når fagbevægelsen i ugen efter pinse tager hul på evalueringen.

Her kommer den tale, som jeg holdt på repræsentantskabsmødet den 8. maj:

”Jeg har på det seneste i Gymnasieskolen skrevet to indlæg om den danske model. Første artikel kom til mig, da det gik op for mig at mottoet for efterårets Repræsentantskabsmøde var ”Respekt om den danske model”. Jeg må have sovet i timen, fordi det åbenbart var en fælles Hovedbestyrelsesbeslutning, som bare var gået min næse forbi.

Jeg indrømmer, at jeg har en smule svært ved modellen, men jeg tænker pragmatisk. Modellen er den vi har, og alternativet er svært at få øje på. Der bliver i debatten henvist til de andre nordiske lande, og det er helt fint med mig, hvis man henter inspiration der og finpudser systemet, blandt andet med armslængdeprincippet, der skal give en bedre balance mellem parterne og deres muligheder for at manøvrere.

Det danske arbejdsmarked har et lavt konfliktniveau, og det sætter jeg pris på, især hvis jeg tænker konkret på mit lærerværelse. Folk vil mest af alt bare udføre deres job, uden at blive snydt. Kan man overlade de store spørgsmål til GL eller vores AC-forhandlere, så er lærerne lykkelige.

Derfor er jeg heller ikke et sekund i tvivl om, at mine kollegaer vil stemme ja til denne overenskomst. Selvfølgelig anbefaler jeg også at stemme ja.

Men sikke dog et forløb!

I månedsvis har det bølget frem og tilbage, og liste 3’s konfliktbarometer, som vi i parentes bemærket ikke måtte bruge for de andre i Hovedbestyrelsen, men som BT sidenhen huggede fra os, svingede lystigt op og ned, alt efter hvilke nye meldinger, der nu var blevet lækket fra forligsen.

Vi mangler fortsat en opgørelse over, hvad denne konflikt har kostet fagbevægelsen i kroner og ører og i mandetimer, dels af de mange frivillige, dels af vores dygtige sekretariat. Det er ikke i småtingsafdelingen, skal jeg hilse og sige. Det bliver en udfordring at få næste års budget til at balancere.

Vi er tilfredse med resultatet, selvom vi dybest set kun har stillet krav om fornuftig ledelse og bevarelse af status quo i øvrigt. Åbenbart var det allerede for meget for modparten, der på glimrende vis forstod at sætte dagsorden i mange landsdækkende medier, herunder tv. I offentligheden kunne man få indtrykket af, at fagbevægelsens musketéred var det der ville sende landet ud i kaos. Og jeg er pessimist nok til at tro, at det faktisk forholdt sig således. Uden Dennis Kristensens usolidariske enegang havde vi måske ikke opnået et resultat, som vi, ikke folkeskolelærerne, kan være udmærket tilfredse med.

Jeg har nævnt min skepsis overfor modellen, og jeg har henvist til det øvrige Skandinavien. Men som de fleste ved, ser jeg ofte også mod syd, når jeg vil sætte tingene i relief. Der kommer ikke en hyldest til det tyske arbejdsmarked, eller for den sags skyld det tyske gymnasium. Jeg havde i 1990 valget og var ikke et sekund i tvivl om, at det danske system var at foretrække. Men derfor er det alligevel tilladt at holde sig orienteret.

Og her kan jeg ikke andet end at være imponeret. Samtidig med vores forhandlinger foregik den samme øvelse syd for grænsen – hele det offentlige arbejdsmarked skulle have ny overenskomst for de kommende 30 måneder. Man startede i januar og var færdig den 18.4., godt en uge før os.

Reelt var der tre forhandlingsrunder, i januar, februar og til sidst i april. Pressen bemærkede det usædvanligt hårde forløb til sidst, hvor forhandlerne sad sammen i otte (!) timer, før man nåede til enighed. Det kan man i DK kun grine over, hvis man tænker på natteroderiet i forligsen!

Resultatet i Tyskland blev bedre for fagforeningerne end vores resultat. I 2018 stiger lønnen for alle med godt 3 procent, ligeledes lidt mere end 3 procent i 2019, og godt én procent i 2020 (kun for et halvt år, da løbetiden er 30 måneder).

Alle ansatte i det offentlige er garanteret en lønstigning på ca. 1500 kroner i perioden, mange grupper får væsentligt mere.

Hvad er forskellen? Der er to væsentlige. Overenskomstsystemerne ligner i grove træk hinanden, men i Tyskland er der mulighed for at understrege fagforeningens krav med såkaldte advarselsstrejker af én dags varighed. Dem var der en hel del af i forløbet. Således blev den offentlige transport flere steder lammet, daginstitutioner var lukket, enkelte sygehuse var lukket, bortset fra nødberedskabet, og et par steder strejkede lærerne også.

Da arbejdsgiverne ikke havde lagt et konkret tilbud på bordet i anden forhandlingsrunde i slutningen af februar, reagerede fagforeningerne resolut ved at sætte deres nålestiksstrategi i værk – og den virker!

Jeg tænkte flere gange undervejs i vores forløb, hvor frustrerende det var at se modpartens højlydte og urokkelige ”Njet” og ikke at kunne reagere anderledes end at demonstrere med balloner og studenterhuer.

Og så er der en afgørende forskel mere. I Tyskland forhandler arbejdsmarkedets parter – helt uden indblanding af det politiske system. Selvom der også i Tyskland sidder politikere som repræsentanter for de offentlige arbejdsgivere med til forhandlingsbordet, så har de ikke mulighed for efterfølgende at komme med et indgreb. Den varslede konflikt vil køre indtil parterne bliver enige om et resultat!

Så Ziegler måtte godt sidde med korslagte arme et stykke tid, men når mange af landets vitale funktioner var lammet, blev han nødt til at rykke sig. Smilet, hans varemærke, ville stivne!

Jeg har som sagt ingen intention om at afskaffe den danske model. Men det er tankevækkende, at fagforeningerne i Tyskland, der har en betydelig lavere organiseringsgrad sammenlignet med os, kan opnå så fordelagtige resultater. Det er værd at tænke med, når det endelige resultat er gjort op evalueringens tid begynder.

I Tyskland blev der med aftalen den 18.4. afværget en storkonflikt – i Frankrig er der vist en på trapperne. Men da man i Danmark som alle ved ikke kender til andre fremmedsprog end engelsk, får vi jo nok ikke meget at vide om situationen i Frankrig. Der var ellers en ekspert i Deadline forleden dag – han kom vist fra Instituttet for engelsk, germansk og romansk på Københavns Universitet. Ligesom vores fagkonsulent i matematik og oldtidskundskab – men der er en anden historie. Tak for jeres tålmodighed.”