Du er her
| 06. okt 2017

Bedste lærebog til skriftlig engelsk

Af: Flemming Ravn

Write on til både A- og B-niveau er bygget logisk op af 13 kapitler med et passende layout. Bogen træner eleverne i viden og opgavetyper, som de møder til delprøve II til eksamen, hvor de testes i genreviden, teksters opbygning, evne til at analysere, dokumentere og så videre. En rød tråd er derfor skriveprocessen i et ”analytical essay”, som vi jo kultiverer i engelskfaget, og der er nyttige referencer til eksamenstekster, vi arbejder med.

Write on er professionelt lavet af kyndige fagfolk og skrevet på et velformuleret og behageligt engelsk med fokus på den terminologi, eleverne skal tilegne sig. Den er didaktisk velfunderet med refleksioner over, hvordan eleven får det bedste ud af sin analyse og skrivning, hvilket stimulerer hans/hendes metalæring og faglige forståelse.

Bogen er politisk korrekt med en hilsen til de pilgrimsrejsende til Mekka; og blandt få personbilleder er der et billede af en sort mand. Sidstnævnte er en hyldest til Martin Luther King, der – helt berettiget – er ”considered one of the greatest American speakers”. Dermed får bogen samtidig cementeret, at taler er en vigtig nonfictiongenre. Ovenstående viser også engelskfagets bredde og diversitet.

Skulle jeg pege på et par mangler, er det i kapitel 2 og på side 87, hvor jeg savner begrebet ”evaluative” i forhold til ”reviews” – samt savner undergenrer som politisk kampagnemateriale og reklamer. ”Ethos” er godt nok nævnt, men jeg mangler noget mere substantielt om nonfiction­teksters ”credibility” samt deres ”bias”. Til gengæld er der begreber fra retorik- og argumentationsanalyse.

Alt i alt måske den bedste lærebog, jeg længe har set, til skriftlig engelsk for gymnasiet/hf/vuc. Derfor får den samfulde seks stjerner. Det er en fordel, at den er indbundet; så holder den længere.