Artikel
Vollsmose-gymnasium kede af uroligheder
mulerne 9

Vollsmose-gymnasium kede af uroligheder

Vollsmose i Odense er igen kommet i medierne på grund af vold og uro. Lærere og elever på Mulernes legatskole i Vollsmose bliver påvirket af urolighederne.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Da en flok vrede unge mænd fra Vollsmose raserede skadestuen på Odense Universitetshospital, blev bydelen igen sat på landkortet for det negative.

Gymnasiet Mulernes Legatskole i Vollsmose ligger under en kilometer fra stedet, hvor en skudepisode udløste de voldsomme uroligheder i kvarteret.

Studievejleder og lærer Hanne-Grete Lund fortæller, at urolighederne især påvirker eleverne med anden etnisk baggrund end dansk.

”De har en ansvarsfølelse, og nogle får dårlig samvittighed, fordi det sker i deres kvarter. De føler de bliver inddraget, selv om de ikke har noget med episoden at gøre. Der bor flere tusinde mennesker i Vollsmose, og ganske få laver ballade,” siger Hanne-Grete Lund, som har arbejdet på Mulernes Legatskole siden 1989 og været studievejleder siden 1993.

Skolemiljøet på Mulernes Legatskole og skudepisoden i Vollsmose og angrebet på skadestuen i Odense kommer til at virke som to forskellige verdener, selv om afstanden ikke er stor.

Frustration
Hanne-Grete Lund er også frustreret over, at nogle få personer i den grad kan tegne er negativt offentligt billede af bydelen.

”Når jeg møder andre mennesker, kan de finde på at spørge mig, hvordan jeg tør at være der, og hvordan vi tør at holde fester på skolen? Vi har dog en skole med et godt miljø, og vi har aldrig haft problemer til festerne,” siger hun.

Hun bekræfter, at nogle få af de mandlige elever har haft en lidt belastet fortid, og at de kender nogle af dem, som laver ballade i Vollsmose, men det er på ingen måde noget, som præger skolen.

Cirka 20 procent af eleverne på Mulernes Legatskole har en anden etnisk baggrund end dansk. Det bliver på skolen defineret ved, at de kommer fra familier, hvor der i hjemmet bliver talt et andet sprog end dansk.

Flittige elever
Ifølge Hanne-Grete Lund er frafaldet ikke større for eleverne med anden etnisk baggrund, mens karaktergennemsnittet er lidt lavere.

Især mange piger med anden etnisk baggrund er meget flittige og studiecafeen, som er åben fra 15 til 17 er flittigt besøgt af eleverne.

Hanne-Grete Lund har nogle gange samtaler med de tosprogede elever, som siger, at det er sværere for dem, fordi de kommer fra en familie, som ikke taler dansk.

”Jeg siger til dem, ja, det er sværere for dig, men det kan du ikke bruge til noget. Vil du have en studentereksamen, er der kun en ting at gøre, og det er at arbejde for det. Er du indstillet på det, vil du også få hjælp til dit projekt.” siger Hanne-Grete Lund, som ønsker, at disse elever kan være ambassadører for Vollsmose, så bydelen også bliver kendt for de gode ting.  

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater