Artikel
Vindere og tabere i uddannelsens bingospil
foto

Vindere og tabere i uddannelsens bingospil

Der blev bidt negle, jublet og fældet tårer, da 3. g’erne på Gefion Gymnasium gik til eksamensbingo. Især pigerne havde noget på højkant i spillet om eksamen.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

En pige hviner højlydt, da faget Italiensk bliver råbt op i festsalen på Gefion Gymnasium. Hun bruger et stykke papir som vifte for at få frisk luft i ansigtet oven på beskeden om, at hun skal hjem og læse op på italiensk.

På Gefion Gymnasium i København er det en tradition, at elevernes eksamensfag bliver trukket op af en høj hat og råbt op et efter et. Eksamensbingo er sidste skoledags nervepirrende højdepunkt.   

”Spansk A,” gjalder det ud af højttalerne, og uvist af hvilken grund lyder dagens højeste jubelbrøl flere steder i salen. Overalt i salen snakker eleverne med sidemanden, men de venter på det næste fag. De fleste elever er glade, mange hviner og griner som så de en god gyserfilm med chokeffekter.

Andre elever sidder og stirrer stift ned i et hvidt stykke papir med tal på, mens vicerektor Jacob Stubgaard med hatten i hånden afslører om læseferien bliver værre eller bedre end forventet. Først nævnes tallet, og derefter faget.

Er gennemsnittet højt nok
Liv Panholm fra 3. Y sidder i blomstret kjole og kigger i tallene og håber på, at matematik A og idræt B bliver trukket op af hatten. Det vil ifølge hende selv give de bedste muligheder for at hæve sit karaktergennemsnit. Hun tager sig til brystet, da hun tror, hun skal op i mundtlig kemi – det viser sig dog at det er skriftligt. Hun puster ud igen.

Hun vil efter sommerferien i gang med at læse veterinærmedicin – eller på godt dansk dyrlæge. Hun har allerede været til optagelsesprøve på uddannelsen, som hun bestod, og er klar til at søge ind på kvote 2, hvis karaktererne ikke rækker til direkte optagelse. Målet er et snit på 10,7, og lige nu står der 9,0 på hendes eksamensbevis. Men hvis hun går i gang med at læse inden for to år efter studentereksamen ganges gennemsnittet med 1,08.

“Jeg har søgt ind nu, fordi jeg er bange for at gennemsnittet stiger endnu mere, hvis jeg venter,” forklarer hun kort før bingoet begynder.

Høje krav til sig selv
Eksamensbingo er bestemt ikke bare et spil. De små tal, som kommer op ad hatten, kan potentielt være med til at afgøre om drømmeuddannelsen skal forblive en drøm.

Eksamen er især for mange piger en ganske alvorlig sag. Flere undersøgelser viser, at pigerne populært sagt tager ungdomsuddannelsen mere alvorligt end drengene. Præstationspresset fra omgivelserne og måske ikke mindst fra pigerne selv er større end hos drengene.

Ifølge en rundspørge foretaget af Politiken oplever 64 procent af landets studievejledere, at de fagligt dygtige piger stiller for høje krav til sig selv og får stress.

En undersøgelse fra gymnasieelevernes egen organisation DGS viste tidligere på året, at pigerne i gymnasiet føler sig mere presset end drengene. Mere end hver femte føler sig dagligt presset, og blandt dem lider mange af søvnløshed og koncentrationsbevær.

Eksamensangst
På Gefion Gymnasium har 12 af eleverne i salen været til kursus i forebyggelse af eksamensangst. Studievejleder Maria Berg Jacobsen bekræfter, at det mest er pigerne, som benytter sig af kurserne. Det er både 12-tals-pigerne, som frygter at gå i sort til eksamen, og de lidt mere stille piger, som kan blive nervøse bare ved tanken om at skulle sige noget foran en censor, som de aldrig har mødt.

Studievejleder Maria Berg Jacobsen har været med til at holde årets kurser. Hun har dog også i løbet af året haft samtaler med især piger på studievejlederkontoret.

”Nogle får den tankegang, at hvis de ikke får meget høje karakterer, kan de ikke bruge deres eksamen til noget. Nogle af pigerne pisker lidt en stemning op,” siger hun på sit kontor, hvor stilheden står som en skærende kontrast til eksamensbingo i festsalen.

På kontoret har hun haft samtaler med piger, som overvejer at stoppe i 3. g, fordi de i løbet af året kan se, at de ikke kan opnå et gennemsnit, der rækker til at komme ind på medicinstudiet. Maria Berg Jacobsen gør så opmærksom på, at der er mange studier, som ikke kræver et højt eksamensgennemsnit.

Blomsterkranse og ukulele
Tidligere på dagen spiste 3. Y morgenmad med deres dansklærer Rebecca Natasha Albinus og deres matematiklærer Petur Petersen. Nu går de op ad trapperne til festsalen, hvor eksamensbingoen skydes i gang efter overrækkelsen af priserne til årets lektor Blomme, årets mor og de andre mere eller mindre ærefulde priser, lærerne kan vinde i år.

3. Y er en naturvidenskabelig studieretning. Ifølge deres dansklærer er de fleste af eleverne dygtige til næsten alle fag også dansk. I klassen er der 22 piger og 4 drenge – flere af dem har i dagens anledning en blomsterkrans om halsen, og en enkelt spiller på ukulele.

Dansklærer Rebecca Natasha Albinus fortæller på vej op ad trappen, at hun mærker, at mange elever er meget ambitiøse.

”Hvis de har fået et 10-tal, er der flere, der spørger, hvordan de kan få et 12-tal,” fortæller hun.

Mange ved allerede nu, at de vil læse medicin eller andre uddannelser, som kræver et højt karaktergennemsnit.

Først et sabbatår
Sådan er det ikke med Sigurd Alexander Danneskov. Han er en af de fire drenge i 3. Y, men han ved endnu ikke, hvad han vil læse. Hans nærmeste fremtidsplaner er et sabbatår, og han håber, han bliver mere afklaret med, hvilken videregående uddannelse han vil søge ind på. Han har i omegnen af 9 i karaktergennemsnit, så mulighederne er mange.

”Jeg har ikke været så seriøs, som jeg gerne ville have været, ” siger han umiddelbart inden vicerektor Jacob Stubgaard hiver første fag op ad hatten.

Temperaturen stiger
En lille halv time efter er eksamensbingoen overstået. Eleverne rejser sig fra det lyse trægulv. Nogle omfavner hinanden, enkelte tørrer øjnene. Temperaturen er steget et par grader i den fyldte sal.

”Hvor meget skal jeg lægge vægt på i min diskursanalyse,” lyder et af flere spørgsmål til dansklærer Rebecca Natasha Albinus. Hun står omringet af otte piger, som har fået at vide, at de skal op i mundtlig dansk. Drengene har forladt salen.

Og så er der årskaraktererne
Efter eksamensbingoen følger en noget mindre festlig, men måske endnu mere afgørende begivenhed. Afsløringen af årskaraktererne på Lectio.

Tilbage i klasselokalet åbner Liv Panholm sin smartphone to minutter efter årskaraktererne er offentliggjort. Pålægschokolade og skiver af franskbrød ligger på et bord fra morgenmaden tidligere på dagen.

Hun trak ikke de fag, hun håbede på til eksamensbingoet. Nu skal årskaraktererne vise, om eksamensgennemsnittet har flyttet sig. På det lille display står en række 10- og 12-taller og to 7-taller. Hun havde håbet på 12 i skriftligt dansk og idræt, men på telefonen står der to 10-taller.

”Hvorfor har de givet mig 10 i idræt B, og 12 i idræt C, når det er idræt B, som tæller,” spørger hun med rolig stemme ud i klasselokalet, som de fleste elever nu har forladt.

”Du kommer ind på kvote 2,” siger en klassekammerat opmuntrende, inden eleverne cykler i Fælledparken for at nyde den sidste skoledag.

I morgen begynder læseferien.  

 

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater