Udbuddet af hf-uddannelse til varetægtsfængslede ligger langt under efterspørgslen. Det er en af konklusionerne i en rapport, som den uddannelsespolitiske tænketank Perspektiv præsenterede torsdag.
Tænketanken har gennemført omfattende interviews og en spørgeskemaundersøgelse med mere end 1300 indsatte. Omdrejningspunktet er de fængsledes oplevelse af uddannelsesmulighederne bag tremmer, og med resocialiseringsbriller er det ikke munter læsning.
Et centralt fund i kortlægningen er nemlig, at de indsatte, der venter på at få deres sag afgjort, i vid udstrækning ikke har mulighed for at tage en gymnasial uddannelse. Det til trods for, at indsatte med en afsluttet folkeskole som højeste uddannelsesniveau udgør den største gruppe i fængsler og arresthuse.
Fire ud af ti vil være studenter
Varetægtsfængslede er indsatte, der er sigtet eller tiltalt for en forbrydelse, men hvis sag endnu ikke er afgjort i retten. Selvom de som udgangspunkt skal sidde så kort tid som muligt, sidder mange indsatte varetægtsfængslet i mere end et år, visse mere end to år.
De nyeste tal fra Domstolsstyrelsen viser, at domsmandssager og nævningesager i gennemsnit er ni måneder undervejs, før de bliver behandlet i byretten – det er dobbelt så lang tid som i 2018.
Mange af de varetægtsfængslede vil gerne have en gymnasial uddannelse, viser kortlægningen fra tænketanken Perspektiv. Faktisk er det hele 40,5 procent af dem, der gerne ville starte arbejdet for at få en studenterhue. Det er især hf, der er eftertragtet bag tremmerne, men også de resterende gymnasiale uddannelser står på ønskelisten hos de varetægtsfængslede.
Der er to løsninger: Enten at ansætte lærere, som kan undervise i hf-fag, eller muliggøre fjernundervisning gennem adgang til computere.
Desværre lever virkeligheden ikke op til celledrømmene: Blandt de varetægtsfængslede, der pt. er i gang med en uddannelse, er det kun 14,6 procent, der er i gang med en gymnasial uddannelse.
Og det er der tilsyneladende flere årsager til.
Ansættelse af lærere en mulighed
Hvorfor er så mange indsatte i arresthuse, der ellers gerne vil, ikke i gang med gymnasiale uddannelser?
“Udbuddet mangler. Alt for få arrestanter får muligheden for at tage en gymnasial uddannelse på trods af stor efterspørgsel og på trods af, at mange har uddannelsesniveauet hertil,” fortæller projektkonsulent Anna Thomsen fra tænketanken Perspektiv.
Hvorfor er det problematisk, at de indsatte i arresthuse har begrænset adgang til at tage gymnasiale uddannelser?
“Uddannelsesindsatser er generelt underprioriterede i arrester ud fra en idé om, at indsatte skal være der i kort tid. Dog er sagsbehandlingstiden længere og længere, og arrestanter kan være indsatte i måneder, endda år. Derfor giver det mening helt generelt at opprioritere uddannelsesindsatsen i arresterne – også på gymnasialt niveau – ikke mindst hvis Kriminalforsorgen har en agenda om at mindske recidiv (tilbagefald, red.) blandt indsatte.”
Hvad skal der til for at løse problemet?
“Først og fremmest bør der i højere grad udbydes hf til arrestanter. Dernæst er der to løsninger: Enten at ansætte lærere, som kan underviser i hf-fag, eller muliggøre fjernundervisning gennem adgang til computere. Det ville være begyndelsen på bedre gymnasiale muligheder for arrestanter,” lyder buddene fra Anna Thomsen.
I undersøgelsen svarer 44 procent af de indsatte i arresterne, der ikke er i gang med en uddannelse, at det skyldes mangel på uddannelsestilbud, der passer til dem.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode