Unge savner hverdagen

Skab rammer for uformelle møder, spis frokost sammen og sørg for, at alle får sagt noget i timen. Sådan lyder nogle af de råd, man blandt andet kan få ud af at læse forskningsrapporten om unge gymnasieelevers oplevelser af at være hjemsendt fra gymnasiet i foråret 2020.

126 unge gymnasieelever på tværs af Danmark har gennem podcasts, videoer eller tekster berettet om, hvordan de oplevede det at være hjemsendt og isoleret under den første nedlukning af Danmark.

Foråret 2020 bød dag efter dag på nyhedsindslag, hvor de unge gang på gang blev fremstillet som uansvarlige og ligeglade med corona-smitten med rubrikker som: ”Trods løftet pegefinger fester de unge videre” eller ”Nyt højt smittetal; Unge fester som om coronaen ikke fandtes” eller ”WHO sender advarsel til unge; Behøver I feste hele tiden”.

Medierne mødte danskerne med en overvejende ensidig negativ fremstilling af den unge generation. Men dykker man lidt dybere ned i de unges hverdag i foråret, er det et noget andet billede, der viser sig. En langt mere nuanceret virkelighed, der for langt de fleste er fyldt med store savn, men bygger på en klar beslutning om, at man vil være med til at hjælpe Danmark bedst muligt gennem pandemien.

Det nye studie fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole DMJX giver et indblik i, hvad det betød for de unge at blive udelukket fra det fysiske fællesskab. Et studie der blandt andet peger på mulige tiltag, der kan hjælpe de unge bedre gennem endnu en omgang hjemsendelse.

De unge savner de uformelle møder
Ligesom det var nyt for eleverne, var det nyt for underviserne, og der blev udviklet, afprøvet og testet en lang række nye måder at mødes på digitalt. Nye platforme blev taget i brug og nye måder at indgå i et fællesskab blev opfundet og forankret. For gymnasieeleverne betød det helt konkret, at de ikke skulle møde ind i et fysisk rum med nogen, der så dem. Men det betød samtidig også, at det blev muligt at gemme sig eller at blive overset på et helt nyt niveau. Studiet fra DMJX peger på vigtigheden af, at man som underviser har særligt fokus på de uformelle møder i denne tid.

En 17-årig gymnasieelev fra Thisted Gymnasium beskriver det sådan her:

”Fællesskab betyder meget for mange af os. Men for mig kan det godt være et problem, når man ikke er sammen på de samme faconer mere. Det er ikke den samme skoledag, når man nu i stedet for at cykle i skole og have sjov med vennerne, bare skal sidde foran en skærm hvor vi elever ender med at snakke i munden på hinanden og ikke udnytter de pauser, vi har på fx at spille bordfodbold eller at spise frokost sammen. Som så herefter resulterer i, at jeg ikke får snakket så meget med de mennesker, jeg går i skole med.”

Den uformelle tid, de unge bruger sammen, er typisk definerende for deres oplevelse af at være en del af et fællesskab. At spise frokost sammen gør, at følelsen af at være en del af klassens fællesskab er stærkere, end når eleverne sidder hver for sig og kun mødes til undervisningen.

De digitale fællesskaber er stærke men kan ikke stå alene
Gennem elevernes beretninger er det tydeligt at se, at det at være en del af fællesskaber er afgørende for de unges trivsel og dannelse af identitet. Derfor er følelsen af at være udenfor fællesskabet noget, som de fleste frygter. Til gengæld eksisterer meningsfyldte fællesskaber i et utal af former. Om fællesskaberne er nære eller fjerne, digitale eller fysiske er ikke afgørende for, om de opleves som meningsfyldte. De unge mødes på tværs af platforme. Det er ikke definerende for kvaliteten af samværet, om det udspiller sig digitalt eller fysisk. Til gengæld er det, i lighed med tidligere studier af unges fællesskaber, gennemgående, at de nære relationer oftest udspringer af møder i fysiske arenaer. Familien, klassen, gymnasiet, fritidsklubben eller sportsklubben er de steder, de stærke relationer typisk opstår. En 18-årig gymnasieelev fra Odense beskriver det sådan her:

”Jeg skriver selvfølgelig lidt med mine klassekammerater og venner, men det er bare ikke det samme som at sidde sammen med dem i frokostpausen, ude på gangen eller i aulaen, og snakke sammen.”

Oplevelsen af at være alene eller udenfor er stærk, når det fysiske rum ikke giver adgang til at mødes og bare være sammen. Det er både i skolen og i fritiden, det gør sig gældende.

I beretningerne går det igen, hvor meget de unge savner at være sammen med andre unge i skolen, til fester, i sportshallen eller i klubben. De digitale muligheder giver adgang til en lang række fællesskaber. Men det er tydeligt, at det er de fællesskaber, der allerede er etableret, der fungerer bedst i denne periode.

Savnet af de fysiske møder er stort, og de unge er tydelige i deres beskrivelse af, hvordan det, at muligheden for at mødes er forsvundet, spiller ind på hele deres tilværelse.

En gymnasieelev fra Ingrid Jespersens Gymnasieskole i København skriver således:

”Jeg savner mine venners smil, latter og kærligheden. En morgenkrammer – jeg savner lærerne og deres formidling af viden, afbrudt af frikvarter. Jeg savner tidlige morgenalarmer, kl.05:50 – at halvsove i bus 70. Jeg savner at gå til stamstedet, arm i arm. At kysse og dele samme ølflaske. Jeg savner at se mine elskede, se dem i øjnene -sikre mig, at de har det godt.  Jeg savner aftensmad hos farmor og farfar og eftermiddage med lektier. Jeg savner mødet med kloge og gode mennesker efter skole og spontane biografture og mandags-gymnastik.”

Mest af alt savner vi hverdagen
De digitale platforme har generelt fået meget kritik for at afskære de unge fra at deltage i fællesskaber. Men gennem studiet her er det tydeligt, at de digitale platforme er en helt central del af fællesskaberne. Digitale møder kan have lige så stor betydning for de unge som de fysiske. Dog er det tydeligt, at de unge savner de fysiske møder. Det opleves som et meget stort tab at være afskåret fra fysiske møder, og det er gennemgående, at de digitale møder ikke kan løfte den rolle, de fysiske indtager.

Gennem de unges beretninger er det tydeligt at se, at de mest af alt ønsker sig tilbage til hverdagen. De savner de daglige rutiner og møder som ramme om deres liv. Og de savner at være sammen. Men derudover er der også i de unges beretninger en stærk tro på fremtiden og på, at danskerne sammen vil tage gode erfaringer med fra denne svære periode med ind i fremtidens fællesskaber, som en gymnasieelev fra København beskriver det her:

”Jeg håber, at mine fællesskaber fremover vil gro og bliver stærkere. Jeg håber, mit bånd med min familie vil styrkes, og at vi som land og samfund vil lære. At det samfundssind, som vi udviser lige nu under coronakrisen, har en stor betydning for vores fremtidige fællesskaber.”