Artikel
Uklare eksamensregler får hård kritik
eksamen_forberedelse_0

Uklare eksamensregler får hård kritik

Kritikken hagler ned over de nye regler for brug af internet til eksamen. De er uklare og vil blive fortolket forskelligt fra skole til skole, mener lederforeningerne og GL.

Når landets 1.g’ere skal til eksamen til sommer, må de som udgangspunkt ikke bruge internettet. Det har undervisningsminister Merete Riisager (LA) besluttet. I enkelte tilfælde er det dog lovligt.

Men de nye regler er uklare. De sætter skolerne og ikke mindst eksamensvagterne i en håbløs situation. Sådan lyder kritikken nu fra flere sider.

”Formuleringerne i bekendtgørelsen er uklare og rejser mange spørgsmål,” siger Birgitte Vedersø, formand for Danske Gymnasier.

Samme melding lyder fra Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne.

”Skolerne bliver sat i en frygtelig situation. Reglerne bliver meget svære at administrere, siger René van Laer, der er formand for foreningens gymnasieudvalg.

Også i Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) er tonen hård.

”Formuleringerne er pivåbne for fortolkninger,” siger GL’s formand Annette Nordstrøm Hansen.

Forbud – med undtagelser
Ifølge den nye bekendtgørelse må eleverne godt bruge internettet til at få adgang til undervisningsmateriale, der er blevet brugt i undervisningen, hvis det ”ikke kan medbringes og opbevares lokalt”.

Elevernes noter og arbejder skal ”medbringes og opbevares lokalt under prøven”. Men hvis det har en sådan karakter, at det ”ikke kan opbevares lokalt”, må eleverne godt ”tilgå materialet via internettet under prøven”.

Lederforeningerne og GL frygter, at reglerne vil blive tolket forskelligt fra skole til skole.

”Vi skal hele tiden vurdere, hvad der kan downloades, så eleverne kan have det med på deres computer, og hvornår de godt må bruge internettet. Men eksamen er en statskontrolleret prøve. Reglerne må ikke være op til den enkelte skoleleders fortolkning,” siger René van Laer og tilføjer:

”Og får eleverne adgang til eksempelvis deres noter via internettet, hvordan begrænser vi så, at de ikke har adgang til andet?” 

Hvem skal vurdere det?
Allerede i de høringssvar til bekendtgørelsen, som de tre foreninger i efteråret sendte til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) under Undervisningsministeriet, efterlyste de præciseringer. Men altså uden resultat.

”Vi er usikre på, hvem der skal vurdere det, og hvordan den vurdering i det hele taget skal foretages. Desuden savner vi svar på, hvilket ansvar skolerne har i forhold til at instruere eleverne i reglerne,” siger Birgitte Vedersø.

Annette Nordstrøm Hansen er enig:

”Hvem skal i det konkrete tilfælde afgøre, hvornår eleven for eksempel må få adgang til sine noter via internettet?”

Hun ryster på hovedet af, at eleverne nu inden eksamen som hovedregel skal printe alle deres noter ud eller gemme dem på deres computer og downloade de e-bøger, de har brugt i undervisningen.

”Det er både utidssvarende og spild af ressourcer,” siger GL-formanden.  

Brug for it-specialister
Bekendtgørelsen vil også sætte eksamensvagterne på en vanskelig opgave, påpeger lederforeningerne og GL.

”I dag bruger vi i de fleste tilfælde pensionister som eksamensvagter. Men med de nye regler kræver det jo nærmest, at vi ansætter it-specialister til opgaven,” siger René van Laer.

Fordi det bliver langt sværere at se, hvad der er hvad, vil nogle elever blive uretfærdigt mistænkt for at snyde, forudser han.

”Det handler i sidste ende om elevernes retssikkerhed,” siger René van Laer.

Birgitte Vedersø frygter, at der kan opstå flere situationer, hvor elever, der bliver mistænkt for snyd, får medhold, fordi ministeriet vurderer sagen anderledes end den pågældende skole.

Vejledningen er ikke god nok
Merete Riisager ønsker ikke at forholde sig konkret til kritikken. I en mail til gymnasieskolen.dk skriver hun:

”Det er rigtig godt, at organisationerne råber op. Og jeg håber, at de også får kritikken og spørgsmålene med i deres tilbagemeldinger på det udkast til vejledningen, som de fik i høring inden jul. Kun på den måde kan vi sikre, at vejledningen indeholder svar på de tvivlsspørgsmål, der måtte dukke op, og at elever går til prøver under samme forhold over alt i landet.”

Og kritiske tilbagemeldinger på vejledningen til eksamensbekendtgørelsen skal ministeren nok få.

”Vi synes stadig, at der er for mange uklarheder – vejledningen til trods,” siger Birgitte Vedersø.

Hun har et klart krav til vejledningen:

”Den skal tydeligt sige, hvad der kan ’opbevares lokalt’, og hvad der ikke kan, og hvem der skal foretage vurderingen.”

Vejledningen ventes ifølge Undervisningsministeriet at være klar i løbet af januar.

Gymnasieskolen.dk har bedt Undervisningsministeriet om at uddybe bekendtgørelsen:

Ifølge ministeriet må eleverne godt bruge internettet for at få adgang til digitale ordbøger og i-bøger, som har været brugt i undervisningen, men ikke til e-bøger, da de kan downloades og opbevares lokalt.

Eleverne må heller ikke gå på nettet for at hente konkrete opslag i databaser, opslag i Wikipedia, opslag i Infomedia og lignende, der er blevet brugt i undervisningen, fordi de også kan opbevares lokalt.

Det er heller ikke tilladt at tilgå interaktive programmer (for eksempel Wolfram Alpha, Google Translate, Google Earth og Grammarly), databaser, leksika, verbebøjere og lignende.

Det er ledelsen på den enkelte skole, der skal afgøre, om det i praksis er muligt for eleverne at opbevare noter og egne arbejder på computeren.

Materiale, der ikke kan opbevares lokalt, kan eksempelvis være tv-klip og animationer fra nettet eller tilsvarende, der indgår i eksaminationsgrundlaget for en prøve, for eksempel i en portfolio eller som en del af et selvstændigt projekt.

Regler om brug af internet

  • Forbuddet mod brug af internettet til eksamen gælder for elever, der er begyndt i gymnasiet efter 1. august 2017.
  • Forbuddet gælder ved alle mundtlige og skriftlige eksamener i gymnasiet – på nær eksamenerne i programmering B og informatik B.
  • I enkelte andre situationer må eleverne dog godt bruge internettet. Det fremgår af Bekendtgørelse om visse regler om prøver og eksamen i de gymnasiale uddannelser.

Kilde: Undervisningsministeriet

Det står der i bekendtgørelsen

  • Ifølge § 6, stk. 4 må eleverne anvende internettet for at få adgang til digitalt undervisningsmateriale, der er blevet anvendt i undervisningen ”såfremt det ikke kan medbringes og opbevares lokalt”.
  • Ifølge § 6, stk. 5 skal elevernes egne notater og egne arbejder medbringes og opbevares lokalt under prøven. Eleverne har dog i tilfælde, hvor ”materialet har en sådan karakter, at det ikke kan opbevares lokalt, adgang til at tilgå materialet via internettet under prøven”.

Kilde: Bekendtgørelse om visse regler om prøver og eksamen i de gymnasiale uddannelser

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater