Trivselsmålingen for gymnasieeleverne bliver helt droppet dette skoleår.
Undervisningsminister Merete Riisager (LA) har netop besluttet, at den nationale trivselsmåling på gymnasierne udskydes til næste skoleår.
Trivselsmålingerne for gymnasierne og folkeskolen blev for få måneder siden voldsomt kritiseret, blandt andet da der blev stillet spørgsmålstegn ved, om håndteringen af data foregik efter reglerne.
For eksempel opstod der tvivl om, hvorvidt elevernes svar reelt er anonyme, når de er tilknyttet til den enkeltes cpr-nummer i mange år frem.
Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) og Danske Gymnasier var også bekymrede for datahåndteringen.
Men begge organisationer har også kritiseret selve spørgerammen for den nationale trivselsundersøgelse og har opfordret til, at undersøgelsen udsættes og får en kritisk gennemgang.
GL: Meget positivt
GL og Danske Gymnasier har blandt andet været til møde med politikerne i forligskredsen for gymnasierne for at redegøre for deres syn på trivselsundersøgelsen, og hvordan den kan blive bedre.
“Det er meget positivt, at undervisningsministeren og forligskredsen har lyttet til os og taget vores kritik til sig. Det er blandt andet vigtigt, at en trivselsundersøgelse indrettes som et værktøj, som skolerne kan bruge lokalt, og som man kan handle på,” siger Annette Nordstrøm Hansen, som er formand for GL.
GL og Danske Gymnasier har blandt andet anført, at det er nødvendigt, at spørgerammen er udarbejdet på en måde, så det er mere tydeligt for eleverne, hvad skolerne reelt kan gøre noget ved, og hvad der mere handler om eksistentiel trivsel.
“Eleverne har en forventning om, at vi agerer på deres svar, når de deltager i en undersøgelse, men det kan nogle gange være svært, hvis der er tale om mere eksistentiel trivsel, som ikke direkte har noget med gymnasiet at gøre,” siger Birgitte Vedersø, formand for Danske Gymnasier.
Hun mener, det kan være en god idé at indsamle viden om de unges eksistentielle trivsel til forskningsbrug, men det skal være muligt for eleverne at vide, hvad deres svar skal bruges til. De skal også kunne regne med, at skolerne reelt set kan bruge svarene til at handle lokalt.
Riisager: Skal ses efter i sømmene
I en pressemeddelelse forklarer undervisningsminister Merete Riisager, hvorfor hun har besluttet at udskyde trivselsmålingen.
”Den nationale trivselsmåling på gymnasieområdet skal gerne komme godt i gang og indeholde de rigtige spørgsmål. Derfor er jeg tilfreds med, at vi nu udskyder den første trivselsmåling til næste skoleår, så vi kan se trivselsmålingen efter i sømmene. Vi skal være sikre på, at vi spørger eleverne om de rigtige ting i den første måling, så målingen ikke skal ændres fra år til år,” skriver hun blandt andet.
Hun skriver også, at hun også vil tage diskussionen om, hvordan og til hvilke formål, man indsamler data om borgerne.
Det forventes, at den nationale trivselsmåling gennemføres i efteråret 2018 parallelt med den nationale trivselsmåling på erhvervsuddannelserne, skriver Undervisningsministeriet.
I forbindelse med den nye gymnasiereform vedtog politikerne også, at der skulle udarbejdes en national trivselsmåling.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode