Artikel
Tillidsrepræsentant gik ind i ledelsen: “Mange var sure over mit skift”
Lasse komp

Tillidsrepræsentant gik ind i ledelsen: “Mange var sure over mit skift”

Fra tillidsrepræsentant til uddannelsesleder. Lasse Hartmann Svendsen har taget turen – og den har ikke været problemfri. Men efter et år er det som om, tingene er faldet på plads.

”Pludselig blev der helt stille, når jeg kom ind på lærerværelset.”

Lasse Hartmann Svendsen husker et år tilbage. Kollegernes tavshed var en af de største og mest mærkbare forandringer, han oplevede, da han gik fra at være tillidsrepræsentant og i stedet blev en del af skolens ledelse.

Når han gik på gangene, var det som om, at nogle af lærerne prøvede at undgå ham.

”Mange var sure over mit skift. De skulle forståeligt nok lige sunde sig,” fortæller Lasse Hartmann Svendsen.

Vi er på hans kontor på Aurehøj Gymnasium i Gentofte. Opslagstavlen over hans skrivebord er næsten dækket af papirer. Han kommenterer selv det lidt rodede indtryk.

”Det er et meget godt billede på, hvordan mit første år i ledelsen har været,” siger han og smiler.

Dårlig samvittighed
Lasse Hartmann Svendsen havde været tillidsrepræsentant i tre år, da han 1. september 2018 blev uddannelsesleder.

I et stykke tid havde han haft lyst til at få en ny rolle på skolen. Han ville gerne ind i skolens maskinrum, være med til at træffe beslutninger og tage et ansvar for at realisere dem. En sygemelding i ledelsen gav ham muligheden – i første omgang i et vikariat, som siden er blevet forlænget.

Jeg fik en del stikpiller. Mange syntes, at timingen var elendig. 

Lasse Hartmann Svendsen, uddannelsesleder
Aurehøj Gymnasium

Han indrømmer, at skiftet fra at være lærernes talsmand til at blive en del af ledelsen ikke kom på det bedste tidspunkt. Aurehøj Gymnasium var ligesom landets øvrige gymnasier presset af nedskæringer på grund af omprioriteringsbidraget, der trådte i kraft i 2016, og der var udsigt til fyringer. Det forstærkede reaktionen på lærerværelset, vurderer han.

”Det var i forvejen en tid med meget uro på lærerværelset. Folk er jo generelt høflige, men jeg fik en del stikpiller. Mange syntes, at timingen var virkelig uheldig,” siger Lasse Hartmann Svendsen.  

Det gjorde det ikke bedre, at posten som tillidsrepræsentant efterfølgende stod tom i tre måneder, før den atter blev besat.

”I den periode fik jeg dårlig samvittighed. Jeg ville have ønsket, at skiftet var sket under mere ordnede forhold. Men der kommer ikke så mange muligheder for at blive leder på ens egen skole, så det var svært ikke at sige ja.”

Savner den tætte kontakt
Først efter et halvt år følte Lasse Hartmann Svendsen, at lærerkollegiet helt accepterede ham som leder. 

”Jeg har for eksempel sendt afslag på efteruddannelse til nogle og bedt andre om at tage med på introtur, hvor reaktionen har været: ’Kan det virkelig passe, at han skal bestemme det?’”

Han kan godt savne den tætte kontakt, han som tillidsrepræsentant havde til lærerkollegiet. Men han ved også godt, at det er nødt til at være anderledes, fordi hans position nu er en anden. 

”Jeg har ikke det samme forhold til folk, som jeg havde før. Snakken er ikke så fri. Og sådan skal det være. Som leder træffer man indimellem beslutninger, folk er uenige i og bliver sure over. Det kan ikke nytte noget, at man er personligt ’biased’,” siger Lasse Hartmann Svendsen.

Vant til mange meninger
Han har stor gavn af de erfaringer, han har med sig fra posten som tillidsrepræsentant. Tillidsrepræsentantkurser og arbejdet i bestyrelsen og samarbejdsudvalget har givet ham indsigt i overenskomster, økonomi og jura. Og så er det også en fordel, at han ved, hvor forskellige ønsker, holdninger og forventninger et lærerkollegium rummer. 

”Der var mange meninger om, hvordan jeg skulle være tillidsrepræsentant. På samme måde er der nu masser af forskellige meninger om, hvad god ledelse er,” siger Lasse Hartmann Svendsen og fortsætter:

”Nogle vil have at vide direkte, hvad de skal, og så bliver det gjort. Andre kan ikke forestille sig noget værre. Det kan være meget svært som leder at finde en middelvej, hvor begge grupper er tilfredse. Dér er det en fordel, at jeg er vant til at kommunikere med folk og ved, hvordan man får en god dialog.”

Jeg har ikke det samme forhold til folk, som jeg havde før. 

Lasse Hartmann Svendsen, uddannelsesleder
Aurehøj Gymnasium

I august gik han i gang med en master i gymnasiepædagogik (ledelseslinjen). Han vil gerne være en realistisk, pragmatisk og lydhør uddannelsesleder.

”Især i forhold til pædagogik og didaktik vil jeg gerne være meget lydhør overfor folks meninger. Generelt synes jeg, at vi har et fladt hierarki på skolen. Lærerne har indflydelse i rigtig mange udvalg. Og det er ikke en holdning, jeg har fået, fordi jeg nu er en del af ledelsen – sådan har jeg altid haft det.”

Elevfravær og MUS-koncept
Det var ikke kun lærerne, der skulle vænne sig til hans nye rolle. Det skulle han også selv.

Lasse Hartmann Svendsen har blandt andet ansvaret for efteruddannelse, elevfravær og det skriftlige arbejde i studieretningerne, inklusiv SRP. Han er også nærmeste leder for en række lærere, står for kommunikationen på skolens hjemmeside og sociale medier og har fået til opgave at udvikle et nyt koncept til medarbejderudviklingssamtaler.

”Nogle opgaver er meget konkrete, andre er mere løst defineret. Her har jeg selv skullet finde ud af, hvordan jeg vil gribe opgaven an, søge viden og finde ud af, hvor meget tid jeg skal bruge på det. Det er lidt som dengang, jeg var ny lærer og skulle finde en grænse for, hvor lang tid jeg skulle bruge på at forberede mig,” siger han.

Det har overrasket ham, hvor mange ting der skal tages stilling til i løbet af en dag, og hvor mange lærere der lige stikker hovedet ind ad døren og forventer at få svar på deres spørgsmål her og nu: Hvem skal stå for det tværfaglige forløb i næste måned? Hvad skal der ske til festen om tre uger? Er det o.k. at sige sådan og sådan til eleverne om eksamen?

”Spørgsmålene er kommet efterhånden. Sådan var det ikke i starten. Der havde de ikke tiltro til, at jeg kunne svare,” siger Lasse Hartmann Svendsen og griner.   

Lasse Hartmann Svendsen

  • Cand.mag. i dansk og samfundsfag fra Københavns Universitet i 2005. Har også læst på Uppsala Universitet og Aalborg Universitet. 
  • I pædagogikum på Midtfyns Gymnasium 2005-2007 og ansat på HTX Hansenberg i Kolding 2007-2008. 
  • Ansat på Aurehøj Gymnasium 1. august 2008. Har været formand for pædagogisk råd og medlem af skolens bestyrelse.
  • Har været tillidsrepræsentant i 2015-2018.
  • Uddannelsesleder siden 1. september 2018.

Artikelserie: Ny

Man kan være den helt nye og uerfarne lærer. Man kan bytte den velkendte skoleform ud med en ny. Eller man kan påtage sig en ny funktion. 

Som gymnasielærer har man mange muligheder for at lave en forandring i arbejdslivet. I en række interview sætter gymnasieskolen.dk fokus på det at være 'ny'.

Er du selv ny på den ene eller anden måde, eller har du en idé til en historie om at være ny, så kontakt redaktionen på gymnasieskolen@gl.org.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater