Tesfayes reform – en moderne molbohistorie?

Efter præsentationen af udspillet Flere i gymnasiet står det klart, hvad der skal ske med ungdomsuddannelserne, hvis det står til regeringen. Fra 2030 får vi en slanket stx og hhx, hvor adgangskravet er på 6 mod nu 5. Samtidig oprettes der en ny toårig uddannelse, epx, med retning mod erhvervs- og professionsuddannelser, hvor adgangskravet er O2. Skal man ind på visse mellemlange videregående uddannelse, skal man tage yderligere et år efter de to år på epx. Hf, htx og EUX nedlægges, og den nye epx bliver en uddannelse, som deler campus med stx- og hhx-skoler, så de unge kan have ungdomskulturen tilfælles.

Regeringens udspil ser først og fremmest ud til at være en brik i en omfattende reform af velfærdssystemet. Unge mennesker skal på planøkonomisk vis flyttes derhen, hvor regeringen mener, de hører hjemme på fremtidens arbejdsmarked, som det ser ud om cirka 10 år. Der tales indimellem om, at reformerne iværksættes for de unges skyld, ikke mindst for dem, der tidligere kom i klemme i et uddannelsessystem, hvor det almene gymnasium fyldte alt for meget. Det virker dog mere, som om der er tale om en benhård styring af ungdomsuddannelserne, som skal sikre flere varme hænder og håndværkere. Med tanke på, hvor svært det er at lave prognoser i forhold til fremtiden, kan man derfor frygte, at situationen på arbejdsmarkedet er helt anderledes i 2030, hvor Tesfayes reform ser dagens lys i den virkelige verden.

Børne- og ungdomsministerens stærke fokus på erhvervsuddannelserne er både en styrke og en svaghed. Siden 1970’erne har eud-området haft store problemer med rekruttering og fastholdelse, og i den forstand har han bestemt en pointe. De unge vil ikke vælge videreuddannelse så tidligt, og mange vil forståeligt nok have del i den pulserende ungdomskultur på gymnasierne. Problemet er imidlertid, at ministeren med sin iver efter at reducere det klassiske gymnasiums tiltrækningskraft og få en mere specifik forberedelse til professions- og erhvervsuddannelser med ind i det gymnasiale system meget vel kan komme til at ende som bønderne i den gode gamle molbohistorie: De ville fjerne storken, som spankulerede rundt på marken, og derfor anbragte de en mand på en planke, som de herefter bar ud til storken, alt imens de trådte markens korn sønder og sammen.

Med andre ord: Tesfaye kan med sin reform nå at ødelægge rigtig meget i forsøget på at redde erhvervsuddannelserne.

Gymnasiet er kun et ord
Fra 2030 skal stort set alle unge gå i gymnasiet, siger Tesfaye. Man skulle næsten tro, at den gamle socialdemokratiske drøm om en 12-årig enhedsskole er inden for rækkevidde. Kigger man nærmere på projektet, er det dog snarere det modsatte af en enhedsskole, der bliver resultatet, nemlig en stærkere sortering af de unge, end man har set de seneste 50 år. Det er noget af en sproglig manøvre, som specielt socialdemokraterne har været ude i, og bevægelsen fra en sorteringsdiskurs til en slags gymnasial enhedsskolediskurs kan iagttages helt med i detaljen hen over det seneste års tid.

I en folketingsdebat om gymnasiet i december 2023 udtalte Frederik Vad, socialdemokrat, næstformand for Børne og Undervisningsudvalget og en politiker med sans for hard core-udsagn: “Hvad bilder vi os ind at lade unge, som ikke kan læse og skrive, henslæbe på en gymnasieuddannelse. Gymnasiet er en kæmpe succes, men den store udfordring er, at flere med lave karakterer fra folkeskolen vælger at gå i gymnasiet”. Ligesom de fleste borgerlige partier argumenterede Vad for at hæve gennemsnitskravet for unge, der ville i gymnasiet, og så måtte man finde på noget til resten.

Få måneder senere ændrede Tesfaye og socialdemokraterne imidlertid retorisk kurs. På Sorø-mødet i august 2024 proklamerede ministeren, at 90 procent af en ungdomsårgang, altså stort set revl og krat, i fremtiden skulle gå i gymnasiet. Det skulle så at sige både gælde dem, der var bogligt dygtige, og dem, der ifølge Frederik Vad hverken kunne læse eller skrive.

Det er ikke svært at se, hvilket problem Tesfaye vil tackle med sin ide om et gymnasium for alle. Hvis man samler stort set alle unge i store uddannelsescampusser, hvor der både er en boglig og en praktisk linje, kan man jo godt sige, at de alle sammen er gymnasieelever. Hermed har man umiddelbart fundet en løsning på den udfordring, der handler om, at de fleste unge gerne vil være en del af en attraktiv ungdomskultur, som gymnasiet i årtier har stået som garant for. Den slags skal man på ingen måde kimse ad i det intensiverede identitetsarbejdes epoke.

I et andet perspektiv skal man slå mange krøller på sproget for at kalde det alt sammen gymnasium: Epx bliver en uddannelse, hvor alle, der har bestået folkeskolens afgangseksamen, kan gå, og de faglige krav til eleverne bliver derfor mindre end på det nuværende hf. På den baggrund kan man spørge, om ordet gymnasium længere vil give mening. Om ikke andet skal det for den historiske sanddrueligheds skyld konstateres, at den stærke professionsorientering er et markant brud med den ide om et gymnasium, som vi hidtil har kendt. Man kan argumentere for, at det nuværende massegymnasium og et hf, der ikke længere kvalificerer til længere videregående uddannelse, allerede har udhulet en mere klassisk forestilling om gymnasiets mission, men Tesfayes skridt forekommer ikke desto mindre at være endnu et nøk i retning af et gymnasium, som har sluppet sin forbindelse til fortidens definitioner og tænkninger.

Derfor kan børne- og undervisningsministeren jo godt have nogle pointer i ærmet, men hans ide om, at det er et gymnasium, hvis bare epx-studenterne får en hue og går til samme fester som stx-eleverne, rummer i hvert fald ét stort problem: De unge gennemskuer sandsynligvis al den double-bind-retorik, som præger den ministerielle argumentation. Man siger, at folkeskoleeleven skal være dygtig og have gode karakterer for at komme på det ’klassiske’ gymnasium, men man siger også, at man kan være dygtig på andre måder, nemlig epx-måderne, som dog i første omgang markeres ved det, man ikke kan – og så må det hen ad vejen vise sig, hvad man så evner. Den køber de unge ikke – de ser derimod, at der dannes et A- og et B-hold, som er mere markant end nogensinde. Med ideen om, at alle nu skal gå i gymnasiet, har Tesfaye lavet en trylleformular, som i sprogets taknemmelige verden fjerner den simple kendsgerning, at de unge udmærket ved, hvor den ene og den anden uddannelse hører til i ungdomshierarkiet. Fint nok, at Tesfaye gerne ser, at der kysses og krammes til festerne på tværs af uddannelserne, men de ’gymnasieelever’, der går på erhvervs- og professionssporene, ved jo godt, hvad de reelle forskelle midt i al lighedsdiskursen er, og de forskellige slags ’gymnasieelever’ vil måske hurtigt samle sig i hver sin gruppe, hvorfra de ser med mistroiske øjne på de andre. Den slags ved vi allerede en del om, for undersøgelser viser, at hf- og VUC-kursister ofte har andre forestillinger om det gode ungdomsliv end gymnasieeleverne og priser sig lykkelige over at slippe for det, de opfatter som en smånarcissistisk kultur blandt gymnasieeleverne.

Forventelige udfordringer
Man kan, hvis man træder ud af den ministerielle double-bind-diskurs’ skygge, se problemerne hobe sig op på såvel det nu slankede ’gymnasium classic’ som på den nye uddannelse for dem, der skal være mere praktiske.

På de gymnasielinjer, hvor man skal have højere karakterer og være boglig og sikkert også stolt af, at man kom igennem et nåleøje, som er blevet mindre, vil visse af stx’ problemer (som lige nu ikke er ubetydelige, det er jeg enig med Tesfaye i) utvivlsomt blive løst med et højere karakterkrav. Det siger sig selv, at differentieringsbehovet på stx bliver lidt mindre, når den faglige bund løftes. Tesfaye har imidlertid gjort regning uden vært, når han hævder, at en elev med et gennemsnit på 6, som jo ikke kvalificerer til elitestemplet, vil være parat til at læse bøger, hænge over lektierne i fritiden og skrive rapporter. Det mest markante ved ministerens elite-retorik er i virkeligheden, at han kan komme til at lægge brænde på bålet i forhold til tidens præstations- og perfekthedskultur, som man kan frygte får en frodig muld at vokse i på den indskrænkede stx.

Med den manglende lyst til at diskutere mulige svagheder i reformprojekter, som i en vis forstand altid præger moderniseringsfortalere, hævder Tesfaye godt nok, at der ikke bliver noget karakterræs i folkeskolen, for han har jo udryddet problemerne med sin trylleformular om, at det alt sammen er gymnasium. Men lur mig, om ikke tingene vil udvikle sig anderledes, også hvad angår kampen om karakterer i folkeskolen.

Det kan i forbifarten noteres, at der er noget decideret forstemmende over ministerens retorik i forhold til den nuværende stx. Tesfaye definerer igen og igen gymnasiet som middelklassens og det bedre borgerskabs reservat, som jævnt hen virker en smule anakronistisk. I DR’s Deadline sagde han for nylig, at i fremtiden kan de elever, der interesserer sig for litteratur, tage ”Karen Blixen på højniveau”. Det er en interessant udtalelse. Hvad nu hvis han havde sagt, at de kunne læse Martin Andersen Nexø, Jeppe Aakjær og de mange forfattere nu om stunder, som skriver om socialt udsatte på højt niveau? Det gjorde han selvfølgelig ikke, for så ville han vedkende sig en socialdemokratisk historie i forhold til at løfte den brede befolknings dannelsesniveau, som er noget mere interessant end den, han med sit småironiske blik på gymnasiet lader se dagens lys. I samme spor kan man konstatere, at når ministeren skal forklare, hvorfor gymnasiet er så lidet tiltrækkende for så mange unge, behøver han blot at sige, at det jo ikke er alle, der synes, at oldtidskundskab er interessant. Helt isoleret er det jo sandt nok, men tænk hvis vi havde en undervisningsminister, som talte europæisk kulturhistorie op og ikke ned under gulvbrædderne. Lægger man hertil de aktuelle angreb på de småmønter, der hidtil har holdt hånden under klassiske fag på visse gymnasier, viser der sig desværre et billede af en regering, der med en pudsig blanding af socialdemokratisk arbejderisme og konkurrencestatstænkning har øjnene stift rettet mod arbejdsmarkedspolitik, og som er indstillet på at lade den særlige gymnasiale dannelsestradition med dens iboende evne til at forny sig visne lige så stille og roligt.

Hertil kommer ministerens mildest talt mistænkelige omgang med begreber som teori og praksis, som må få det til at gibbe i enhver lærer og elev, der faktisk ved noget om undervisning i nutidens gymnasium. Det er simpelthen ikke rigtigt, at stx er ’teoretisk’: Hvad med biologi- og kemiforsøg? Hvad med skriftlighed i dansk og sprogfagene? Hvad med musik og billedkunst? Tesfayes falske dikotomier mellem teoretisk og praktisk er fortegnede, og de tjener kun det formål at definere stx som en smule irrelevant og ud fra et faktuelt misvisende begreb om teori og praksis på uddannelsen.

På epx, hvor man skal være praktisk og altså kun have 02 for at kunne komme ind, må der også imødeses betydelige udfordringer. Her vil der sandsynligvis være en stor gruppe elever, som er godt og grundigt skoletrætte og har svært ved at læse og skrive, selv på de C-niveauer, den almendannende undervisning ser ud til at skulle foregå på en stor del af tiden. Svagheden i Tesfayes retorik i forhold til denne gruppe unge er, at mange af dem sandsynligvis ikke er parate til mere skolegang – i hvert fald ikke ’lige nu’. Hvad skulle lige være det specielle ved den nye uddannelse, som tilgodeser det almendannende element på en måde, som får skoletrætte elever op på dupperne? Hvorfor skulle de lige pludselig synes, at det er attraktivt med almendannende fag som dansk, historie, engelsk og biologi, når den slags er noget, de ikke brød sig om i deres folkeskoletid? Og kan vi være sikre på, at murerske og skruetrækker er vejen til deres motivation? Man kan frygte, at de mest skoletrætte hurtigt vil markere deres utilfredshed med hele konceptet med store frafaldsprocenter og passivitet i timerne.

Der er også en stor fare for, at de fagligt mest motiverede i flokken, for eksempel de såkaldte late bloomers, der pludselig vågner op til dåd, vil mistrives på grund af det lave faglige niveau, der kan blive resultatet i epx-klasserne. Det er dog et godt element i reformforslaget, at de unge, der vil fortsætte fra epx til for eksempel læreruddannelsen, skal tage endnu et års tillægsuddannelse, hvor det faglige niveau løftes. Det løser dog ikke det problem, at de kommende lærere har gået på en ungdomsuddannelse, hvor de faglige krav var relativt lave, og klasserumskulturen sandsynligvis havde svære vilkår. Hvad vil der mon være sket med de kommende lærerstuderendes faglige og kognitive udvikling og motivation i løbet af de to år? Vi skal med andre ord slet ikke regne med, at indgangsniveauet til lærer- og pædagoguddannelserne bliver løftet via denne reform, som i den ene ende skaber en fagligt svagere ungdomsuddannelse end den, nutidens lærerstuderende har været igennem på stx og hf, og i den anden ende rummer en forkortelse på tre måneder.

De gamle og de nye lærere
Den nye campusordning med op til tre uddannelser på samme matrikel suppleret med spritnye værksteder vil resultere i store fysiske enheder. Det kan skabe nye muligheder for pressede skoler og måske også for eleverne i forhold til den fælles ungdomskultur. Bygningen af værksteder vil helt sikkert føje et element til, som gør det muligt at tænke praksislæring i forhold til erhvervsskoler og professionsuddannelser mere konkret.

Der vil også blive tale om en ny verden, der kommer til at kræve nytænkning. Det kan nemlig i værste fald ende med organisationsstrukturer med direktører, direktioner, uddannelsesledere på de enkelte uddannelser og al den slags, som skaber stor magtdistance og bureaukrati. Udfordringen bliver her, hvordan man skaber den atmosfæriske tæthed, som udmærker mindre enheder.

Organisatorisk vil der også blive nok at tage stilling til. Gymnasierne bliver, som Tesfaye selv understreger, fuld af nye typer gymnasielærere, såsom politifolk, farmaceuter, sygeplejersker og så videre. Det er selvfølgelig professionsperspektivet, som sender disse nye lærere ind på gymnasierne. Hertil kommer, at obligatoriske fag som dansk og engelsk på epx skal foregå på C-niveau, og hvem siger, at det bliver universitetsuddannede undervisere, der skal stå for det? Har disse lærere overhovedet de pædagogiske kvalifikationer til at løfte opgaven, og vil det ikke i højere grad blive en sag for folkeskolelærere, som har fået ekstra kurser i epx-pædagogik? Samlet set bliver det sandsynligvis lærere med meget forskellige faglige og uddannelsesmæssige forudsætninger (og lønforhold), der kommer til at befolke de nye gymnasie-campusser. Det bliver derfor noget af en opgave, men en uhyre vigtig én af slagsen, at skabe en organisationskultur på dette grundlag.

En anden vej?
Man kan og skal stille mange kritiske spørgsmål til regeringens reformforslag. Det bliver man simpelthen nødt til, for som det altid er med politiske udspil, kan regeringen selv kun levere en glat retorik, der fremhæver det positive og skubber det problematiske og modsætningsfulde væk. Nogle af ovennævnte spørgsmål finder man forhåbentlig gode løsninger på, men det gør man jo kun ved at adressere dem. Andre spørgsmål har mere karakter af en advarsel om, at den nye reform, som præsenteres som løsningen på tingene, kan gå hen og blive problematisk. Toget er sandsynligvis allerede kørt – men der kommer jo nok et utal af justeringer af Tesfayes reform i årene efter 2030, hvor der bliver lejlighed til at vende tilbage til kritikpunkterne.

Måske kunne ministeren have gjort det mere overskueligt for sig selv. Man kunne have lavet et reformudspil, hvor der blev lagt op til flere studieretninger med en yderligere blanding af teori og praksis på stx. Her ville der – og det bliver der måske også i hans konstruktion – være fin plads til flere linjer inden for det htx, der nu skal nedlægges. Man kunne i denne forbindelse se nærmere på elevernes afslutningskarakterer fra folkeskolen som adgangsbillet til forskellige studieretninger. For som mange af os, der engang har gået i gymnasiet, ved, så er det jo ikke sådan, at fordi man er god til nogle fag, så er man det nødvendigvis i alle. Man kunne på stx have design-, teknologi- og miljø-retninger med en høj grad af praksisfaglighed, for værksteder kunne også være sundt for stx-skoler, hvor et ’højt’ teoretisk niveau som sagt kun står i modsætning til praksis for den, der tænker forbindelsen mellem at vide og at gøre på en forkortet måde.

Hf, som allerede er gearet i forhold til de mellemlange videregående uddannelser, kunne videreudvikles, så den rummede fagpakker rettet mod erhvervsuddannelserne, og her ville bygningen af værksteder og så videre som rum for praksislæring også være vigtig. På den måde kunne man videreudvikle et gymnasium med plads til en yderligere differentiering i forhold til faglige niveauer, som der rigtignok er brug for. For jeg er enig med Tesfaye i, at det skal være muligt for dem, der elsker for eksempel fysik eller litteratur, at gå på mere homogene hold, ligesom jeg er enig i, at et mere tydeligt professionsperspektiv er vigtigt for andre unge. Hvad angår den gruppe af unge, som er skoletrætte og i det hele taget trætte af pædagogiske institutioner og hjælpsomme lærere, skal der måske en endnu mere radikal pædagogik til end den, der foresvæver Tesfaye i det elevkludetæppe, der kommer til at hedde epx.

Måske er der en bedre måde at fjerne storken på end ved at trampe hele kornmarken i stykker.