“Statistikken lyver ikke”

Klokken er præcis ni om morgenen, da alarmen hyler. Alle mand i produktionen slipper, hvad de har i hænderne, og går til pause. En enkelt kollega har taget forskud på glæderne og kører ivrigt rundt på sin elektriske palleløfter med en termokande. Der er ikke mange firmaer tilbage, der bruger den gamle sirene til at signalere kaffe­pause.

Vi er på Morsø Jernstøberi i udkanten af Nykøbing Mors. Her laver de cirka 70 ansatte high-end-brændeovne under brandet Morsø. I tre produktionshaller lakerer, samler og pakker de ovnene. Selve støbeprocessen røg udenlands for år tilbage.

I en hal monterer en kvinde sirligt de solide glas i brændeovnslågerne med en skruemaskine. I det tilstødende lokale kører de færdigsamlede ovne på et samlebånd forbi en mand, der, iført noget, der ligner en røgdykkerdragt, overfladebehandler støbejernet. På den anden side af en skydedør er to andre ansatte i gang med at hænge ovndele op på et elektrisk transportbånd med kødkroge. En efter en kører delene, der senere skal blive til bunden i en pizzaovn, forbi maleren, der giver metallet sin karakteristiske matsorte farve.

Den hjemvendte datter
Morsø Jernstøberi er i dag leverandør til Det Kongelige Danske Hof, har aftagere i 33 lande og har kørt med millionoverskud fire af de seneste fem regnskabsår. Der er således tale om en af egnens store og solide arbejdspladser, der både har ufaglærte, faglærte og akademikere på lønningslisten.

En af dem er Ellen Philipsen Dahl. Hun er 57 år gammel, uddannet arkitekt og arbejder i marketingafdelingen, hvor hun har ansvaret for virksomhedens grafiske identitet.

Hun er en af de rigtig mange, der efter en studentereksamen på Morsø Gymnasium flyttede fra øen. Men hun er også en af dem, der vendte tilbage efter at have taget en videregående uddannelse.

”Det var et tilfælde, at jeg vendte tilbage. Det skyldtes, at det var her, at min mand og jeg kunne få arbejde. Der var nemlig krise i byggebranchen, så vi kunne ikke få job i Aarhus, hvor vi boede. Tanken var, at vi ville flytte videre, når situationen blev bedre, men da vi kom herop, havde vi slet ikke lyst til at flytte væk igen,” fortæller Ellen Philipsen Dahl.

Hun uddyber:

”Når man vokser op på Mors, har man som barn og ung en opfattelse af, at der ikke sker noget som helst. Man har en udlængsel og vil gerne have, at der skal ske noget andet.

Det sad stadig i mig, da vi vendte tilbage.”

Ellen Philipsen Dahl og hendes to børn er blevet studenter på Morsø Gymnasium. Og netop muligheden for, at hendes børn kunne gå i gymnasiet i byen, spillede en central rolle, da hun igen slog sig ned på fødeøen.

”Hvis ikke de primære uddannelsesmuligheder ligger tæt på, så vinder vi ikke kampen mod fraflytningen. Hvis handelsskolen og gymnasiet forsvinder, så trækker det tæppet væk under byen. Vi var simpelthen aldrig flyttet herop,” siger arkitekten, der i to omgange har siddet i byrådet for lokale borgerlister.

Udfordret udkant
I dag flytter der faktisk 608 nye indbyggere til Morsø Kommune hvert år. Det er meget for en kommune, der kun har omkring 21.000 borgere. Til gengæld flytter 799 morsingboere fra øen. Samtidig dør der flere øboere, end der bliver født. Samlet set mister Mors dermed én procent af sine indbyggere om året.

Og fraflytningen er øens ubetinget største udfordring. På tværs af partier i byrådet er der enighed om, at den negative kurve skal vendes. Det mener de også på øens eneste almene gymnasium, Morsø Gymnasium. Og det er derfor, at Gymnasieskolen er taget på besøg på Limfjordens største ø.

De små gymnasier i udkantsområderne er nemlig mere udfordrede end de større storbygymnasier. Kombinationen af fraflytning og dermed et mindre kundegrundlag, de frygtede toprocentsbesparelser frem mod 2019 og en varslet gymnasiereform, der formentligt medfører adgangskrav og ændring af studieretningerne, er tilsammen en cocktail, der kan blive giftig.

Rektor Kurt Sonne Thomsen siger:

”Demografien er imod os. Vi kender jo tallene. Vi kan ikke kæmpe imod, men gør, hvad vi kan for at trække elever herop fra andre dele af landet, så vi fortsat kan have fem klasser per årgang.”

Det har skolen haft de seneste fem år.

Han mener, at de annoncerede toprocentsbesparelser i år og tre år frem først kommer til at gøre rigtig ondt i 2018.

”I år er vi næsten holdt fri, da grundtilskuddet er blevet omstruktureret, og det kommer os til gode. Vi har også en plan for næste år, hvor vi kan klare os uden fyringer, såfremt søgetallet bliver som forventet. Men vi render altså ikke rundt med armene over hovedet,” understreger han og tilføjer:

”Derefter bliver det ikke sjovt. Det bliver rigtig træls. Vi vil ikke male fanden på væggen, men store besparelser vil jo gå ud over antallet af ansatte.”

Risikabel reform
Folketingsvalget i juni udskød forhandlingerne om en ny gymnasiereform, men alt tyder på, at der ikke går længe, før tiden er inde. Det betyder, at der efter alt at dømme kommer et karakterkrav. Også det har betydning for morsingboerne.

”Hvis der kommer krav om et gennemsnit på fire på alle karakterer, så tror jeg næsten ikke, at nogen af vores elever vil få problemer. Hvis det derimod bliver specifikt på dansk og matematik, så vil nogle falde igennem. Vi har nogle elever med udenlandsk baggrund, der får en dårlig karakter i dansk, selv om de er meget gymnasieegnede. Vi har set, at de klarer sig rigtig godt. Det samme gælder de meget sproglige elever, der ikke er så gode til matematik,” fortæller Kurt Sonne Thomsen.

Det er dog først og fremmest de ændrede studieretninger, der får rektoren til at se frem mod reformen med en vis ængstelse.

”Vi har i høj grad ABB-studieretninger. Derfor vil AA-kombinationer ramme os hårdt. Jeg håber, at vi får lov til at have ABB,” siger han.

Samlet set er der således rigeligt med udfordringer for Morsø Gymnasium.

”Det stiller os i en markant vanskeligere situation. Det presser os. Vi skal finde ud af, hvordan vi kan have et godt udbud, selv om vi presses på elever og økonomi. Vi skal være en attraktiv skole og bevare den indre dynamik på skolen. Vi kan jo ikke undgå, at der kommer forringelser, men vi må lave dem dér, hvor vi bedst kan leve med det. Vi skal tænke os om,” konstaterer Kurt Sonne Thomsen.

Han peger på, at der for eksempel skal tænkes kreativt med valgfagsoprettelsen, ligesom lærerne kan komme til at løse flere opgaver. Som han selv siger:

”Kunsten er at være så innovativ, at selv om vi objektivt set laver nedskæringer, så bevarer vi kvaliteten.”

Selv tror han på, at der også i fremtiden vil være et gymnasium på Mors.

”Vi kommer til at gå ned på fire klasser i stedet for fem på et tidspunkt. Men hvis vi kan øge gymnasiefrekvensen, så har vi en chance. I dag får cirka hver anden ung nemlig en erhvervsuddannelse.”

Mange vil gerne hjem
Lauge Larsen på 68 år er ulasteligt klædt i skjorte og jakke, da han tager imod i sin villa med 180 graders panorama­udsigt over byen, bugten og Sallingsund.

”Ja, den havde jo nok kostet 10 gange så meget på Strandvejen i København. Der er altså mange fordele ved at bo her,” griner han. Neden for hans hus triller en af byens unge rundt i køreskolens firhjulstrækker.

Men den tidligere borgmester vil ikke bo på Strandvejen. Dagen inden har han været til møde i København, hvor han er en del af Danmarks Vækstråd som en af repræsentanterne for Udkantsdanmark – eller Produktionsdanmark, som han selv kalder det. Trafikken i København var ikke noget at råbe hurra for, synes han.

Den tidligere borgmester insisterer derimod på, at Mors har en fremtid, og er stærkt kritisk over for centraliseringen af flere og flere områder af samfundet.

Han har igennem 31 år været geografi- og samfundsfagslærer på Morsø Gymnasium, hvorefter han blev valgt som borgmester for Socialdemokraterne. Han bar kæden i 2010-2014. I dag er han menigt byrådsmedlem og formand for Børne- og Kulturudvalget, ligesom han sidder i en række bestyrelser ved siden af sin pensionisttilværelse. Han er en af de morsingboere, der kender de fleste, og som de fleste kender.

I sin tid på gymnasiet fungerede han desuden som studievejleder. Igennem mere end 30 år har han gennemført over 1.200 udslusningssamtaler med 3.g-elever, fortæller han.

Lauge Larsen spurgte dem blandt andet om, hvad der kunne få dem til at vende hjem til Mors, hvis de flyttede væk efter gymnasiet.

”Mange af dem vil faktisk gerne tilbage. Det handler især om, at der skal være de rette job. Her er jo mange fordele som lav kriminalitet, en god opvækst for børnene og billige huse,” siger han.

Han henviser til en undersøgelse, som Aalborg Universitet gennemførte blandt førsteårsstuderende med baggrund på Mors og i Thisted. Den viste, at hele 42 procent gerne ville flytte retur til hjemegnen, hvis de kunne få et godt job.

Men de job hænger ikke på træerne, og det er kernen i Mors’ – og mange andre tyndtbefolkede områders – problemer.

Middelklassen forsvandt
Den tidligere borgmester giver en kort historielektion.

”Vi har mistet en del industrielle arbejdspladser her i området samt på Nordsalling. Højttalerfabrikken Jamo havde for eksempel 400-500 ansatte, og Royal Greenland havde lige så mange. De er begge flyttet. Møbelfabrikken Bodilsen med 1.200 ansatte gik konkurs. Finanskrisen ramte især virksomheder med meget ufaglært arbejdskraft,” fortæller han.

”Vi har også mistet en del af vores middelklasse. Sygehuset er lukket, så lægerne og overlægerne flyttede. Det var jo deres børn, der gik på gymnasiet. Advokatvirksomhederne er også lukket eller flyttet, fordi de ikke har så mange erhvervskunder tilbage på øen, og fordi byretten i dag ligger i Holstebro. Samtidig har konkurserne jo også betydet, at en del virksomhedsejere er flyttet væk. Man kan godt mærke, at nogle af dem, hvis børn ellers ville gå i gymnasiet, er flyttet.”

Vigtigere end et sygehus
Skal udviklingen vendes, skal det ifølge den tidligere borgmester sikres, at der både er job til tilflytterne og et ”velordnet samfund”. Det indbefatter blandt andet caféen på havnen, der serverer otte forskellige slags hjemmelavede flødeboller, og byens kunstforening, der holder til i nabobygningen sammen med slagteren.

”Der skal være et godt skolesystem og ungdomsuddannelser som for eksempel gymnasiet. Der skal være kulturelle tilbud, caféliv og spisesteder. I mine øjne er det vigtigere med et gymnasium end med et sygehus. Hvis man som ung vil flytte til Mors, så tænker man jo på forholdene, ens børn skal vokse op under, og dér er gymnasiet vigtigt, så børnene ikke skal flytte hjemmefra for tidligt. Man tænker nok ikke på sygehuset på samme måde,” konstaterer Lauge Larsen.

Morsø Gymnasium deler i dag bygninger med lokale satelitter af både VUC og hhx i Thisted på den anden side af Limfjorden. Det betyder, at der færdes 800 mennesker på skolen hver dag.

”Det er jo slet ikke til at holde ud at tænke på, hvis det forsvandt, og de mennesker i stedet skulle til Skive eller Thisted,” siger børne- og kulturudvalgsformanden.

En anden slags dannelse
At arbejde på et gymnasium på en ø midt i Limfjorden er på mange måder meget anderledes end at arbejde på et i storbyerne. Det fortæller Olivier Cointe, der er fysik- og naturgeografilærer på Morsø Gymnasium.

”I en storby bor der så mange mennesker, at man kun ser eleven i skolen. Derfor er magtforholdet mellem elev og lærer altid det samme. Herovre har vi ét magtforhold i skolen, men så snart vi har fri, så er det jo vores elever, der betjener mig i supermarkedet,” siger han og uddyber:

”Den ene time har jeg siddet og forklaret en elev om relativitetsteorien. Senere lærer den samme elev min søn, hvordan man spiller håndbold. Eleven har dér en helt anden funktion, og det giver ham en anden social status end blot at være elev.”

Olivier Cointe fortsætter:

”Hvis man ser på, hvem der er aktive i lokalsamfundet, så er mange af dem vores elever. Man møder dem overalt. Det giver et helt andet forhold mellem elev og lærer. Det giver i bund og grund respekt.”

Ved siden af undervisningen har han de seneste tre år været tillidsrepræsentant for de 40 lærere på skolen. Selv om han har boet i Danmark i 16 år, heraf de seneste otte på

Mors, afslører den franske accent hans opvækst i Paris.

I det store geografilokale forklarer han energisk sine elever om vulkanologi og tektoniske plader. Armene flyver rundt, og hans hestehale følger med, mens han skifter mellem kridttavlen, e-tavlen og det store verdenskort på den ene langside af klasselokalet. Hans entusiasme smitter så meget, at Gymnasieskolens fotograf bagefter udbryder, at han helst ville være blevet og have hørt Olivier Cointes lektion efter frokostpausen.

Klemmer ballerne sammen
Den 39-årige lærer flyttede til Mors med sin kæreste, der har familie på øen. Han kender ligesom sin rektor alt til de udfordringer, som både egnen og gymnasiet står over for.

”Mors affolkes lige så stille, og de unge mennesker søger væk. Det gør noget ved kulturen og ved den livsstil, vi har herude. Lad os sige det, som det er: Det er et problem. Det er synd, for gymnasiet har på grund af sin størrelse og geografiske placering meget kontakt med eleverne og gør en forskel i lokalmiljøet.”

Han ved godt, at fremtiden ikke bliver en dans på roser.

”Vi er alle sammen bevidste om det. Vi klemmer ballerne sammen hvert år, når vi skal høre, hvad det kommende års elevtal bliver. Vi kan jo godt se, hvad vej det går.

Statistikken lyver ikke,” siger Olivier og skærer det ud i pap:

”Besparelser og nye krav i forhold til adgang og fagniveauer er et kæmpeproblem for os på de små gymnasier.”

Eud-paradokset
I 2015 søgte kun 41,9 procent af 9.- og 10.-klasseeleverne i Morsø Kommune ind på gymnasiet. Det var et fald på 5,6 procentpoint i forhold til året inden. Til sammenligning søgte 73,9 procent af de unge på landsplan ind på en gymnasial uddannelse.

”Vi har den udfordring, at der ikke er så mange børn fra akademiske familier. Derfor skal vi hjælpe eleverne med at knække den sociale og kulturelle arv, så de lærer at gå i gymnasiet,” mener Olivier Cointe.

Han og flere andre påpeger det paradoksale i, at Christiansborg-politikerne vil have flere unge til at tage en erhvervsuddannelse, når problemet på Mors er, at for få unge vil have en studenterhue.

Som hans tidligere kollega, eksborgmester Lauge Larsen, formulerer det:

”Tendensen fra oven er jo, at de unge skal flyttes fra det almene gymnasium til erhvervsuddannelserne. Det hører vores unge jo også. Det kan vi også blive ramt af.

Håndværkerne kan jo ikke blive ved med at leve af hinanden.”

Svævefly på A-niveau
Lærerne på Morsø Gymnasium gør, ligesom lærerne på mange andre gymnasier, en indsats for at binde eleverne sammen med det lokale erhvervsliv.

”Mit fysikhold skal snart på besøg hos en fabrik i Glyngøre, der blandt andet producerer klimastyring til for eksempel stalde. Vi arbejder med aerodynamik og luft, så vi skal se, om vi kan få lov at løse nogle bittesmå opgaver som led i deres produktion. På den måde kan eleverne se, hvordan en ingeniør eller en tekniker arbejder,” fortæller Olivier Cointe.

I samme boldgade kan de elever, der har fysik på A-niveau, bruge deres faglige viden til at komme op at flyve. Skolen har nemlig et samarbejde med den lokale svæveflyvestation på Mors.

”Deres instruktører stiller gratis op, og så får eleverne flyvetimer til halv pris. På den måde får eleverne deres tillærte viden med ud i virkeligheden, og bagefter kan de tage deres erfaringer fra flyveturene med tilbage til klasselokalet. Det er en fantastisk mulighed for os. For flyveklubben er håbet jo at hverve nye medlemmer, hvis eleverne fatter interesse for flyvningen,” siger fysik- og naturgeografilæreren.

Han understreger, at de to samarbejder langtfra er unikke for skolen.

Og den slags er vigtigt, mener kommunens nuværende borgmester, Hans Ejner Bertelsen (V).

”Vi har en god forbindelse mellem erhvervslivet og gymnasiet. Det giver en opfattelse af, at vi agerer sammen, og at vi er sammen om at løse opgaven. Der tror jeg, at vi adskiller os fra de større byer. Vi får ingenting forærende,” siger han.

Som de andre understreger han vigtigheden af at have et lokalt gymnasium.
”Hvis gymnasiet ikke var der, så ville det være et stort tab. De unge ville jo trække til Skive i stedet.

Det er min oplevelse, at erhvervslivet er glad for gymnasiet. Når man skal bosætte sig et sted, så tænker man jo på, om der er ordentlige dagtilbud, skoler og gymnasiale tilbud.

Det er vigtigt.”

Tages låger skuffer ikke

Et stenkast fra Morsø Jernstøberi ligger Frontego, der producerer dele til køkkener; først og fremmest køkkenlåger.

I den ene hal står en af snedkerne og betjener en CNC-maskine. Den fræser kanterne på en køkkenlåge, fabrikkens kerneprodukt. Snedkeren har høreværn på, som han rutineret vipper af, hver gang maskinen stopper sin brummen.

Scenariet er identisk i den anden produktionshal. Her er det bare tynde kantlister, der skæres til, så de kan monteres på lågerne, før der sættes laminat på ydersiden.

Skæremønstrene på begge maskiner bestemmes af de programmer, snedkerne har tastet ind i de store maskiner.

Klokken er lidt over tre om eftermiddagen, så de fleste af de 22 medarbejdere er gået hjem. I virkeligheden burde virksomheden være tom, men ”the business is a booming”, som Brad Pitt siger i Tarantino-hittet Inglourious Basterds. Derfor er der overarbejde, og administrerende direktør Tage Odgaard Nielsen har ovenikøbet været tvunget til at takke nej til opgaver.

Ud over at være chef i familieforetagendet, hvor hans hustru sidder på pengekassen, og sønnen – også han student fra Morsø Gymnasium – leder produktionen, er Tage Odgaard Nielsen formand for Dansk Industris (DI) lokalafdeling på egnen. Den 57-årige tømrer har drevet Frontego i 14 år, og den store Mercedes på parkeringspladsen vidner om, at det er gået godt. Sidste år lød overskuddet – trods 8.500 kroner i jubilæumsbonus til samtlige medarbejdere – på små to millioner.

Intet gymnasium, intet Mors
Tage Odgaard Nielsen har boet på Mors, siden han var tre, og øens fremtid er vigtig for ham. Han taler lige dét hurtigere, når emnet handler om til- og fraflytning eller erhvervslivets forhold i de tyndtbefolkede områder.

”Jeg var en tur i København, hvor der var én, der sagde, at ærkekøbenhavnere slet ikke kan forstå, at det kan lade sig gøre at leve sådan her. Det er ikke engang løgn. Derfor skal vi jo vise dem, at vi faktisk har alle mulige ting. Vi har et teater, vi har et gymnasium, vi har billige boliger og højt til loftet,” siger han.

”Men det vigtigste for at tiltrække folk er, at der findes spændende arbejdspladser.”

Den driftige direktør synes dog ikke, at området skal have kunstigt åndedræt.

”Det er jo ulovligt at sige herude i vandkantsområdet, men jeg synes altså ikke, at man bør bevare en skole, der ikke er i orden rent kvalitetsmæssigt. Det er altså min mening.”

Men dét er Morsø Gymnasium, understreger han.

”Man kunne jo godt tro, at jeg havde den holdning, at vi skulle satse på andet end gymnasiet, men vi har altså også voldsomt brug for ingeniører og alle mulige andre akademikere. Vi skal bruge folk, der kan arbejde med hånden, men vi skal også have hovedet med. Morsø Gymnasium kan generere mennesker, der kan dét,” siger Tage Odgaard Nielsen.

Gymnasiet skal dog ikke bare uddanne øens unge. Det er også centralt for at kunne tiltrække nye mennesker til området.

”Det spiller en kæmpe rolle. Hvis man har børn, så kigger man jo på de muligheder, der er i området. Så selv om det ikke er sikkert, at lille Per skal på gymnasiet, så vil man i hvert fald gerne have, at muligheden er der. Både i forhold til fastholdelse og i meget høj grad i forhold til tiltrækning af nye borgere er det vigtigt, at man har nogle faciliteter, der er interessante,” siger DI’s lokale mand.

Han tilføjer:

”Vores virksomheder og boliger er ingenting værd, hvis ingen vil bo herovre.”

Ellen Philipsen Dahl fra Morsø Jernstøberi er enig:

”Vi vil gerne have børnefamilierne herop, blandt andet fordi vi kæmper med, at øens befolkning bliver ældre og ældre. Det første, forældrene ser på, er, hvilke uddannelses- og fritidstilbud der er til deres børn. Helt grundlæggende skal vi kunne tilbyde et spændende liv til dem og deres børn.”