Det skal være slut med, at studenter med et eller to ekstra fag på A-niveau kan gange deres karaktergennemsnit med henholdsvis 1,03 og 1,06. Det er meldingen fra både SF og Enhedslisten, som vil tage den såkaldte Bonus A-regel op med børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
”Det er en ualmindelig dårlig regel, som bør afskaffes,” siger Enhedslistens ungdomsuddannelsesordfører Jakob Sølvhøj.
Astrid Carøe, der er gymnasieordfører for SF, er enig.
”Det er fint, at nogle elever gerne vil have fem A-fag, fordi det er spændende, og de gerne vil blive endnu dygtigere, men de skal ikke have en bonus for det,” siger hun.
Der er sket en stor stigning i andelen af gymnasieelever, der tager ekstra fag på A-niveau og dermed får karakterbonus. Andelen af stx-studenter, der får karakterbonus, er mere end fordoblet siden 2010, viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.
Læs: Rekordmange studenter har ekstra A-fag
Øger karakterræset
Bonus A-reglen er med til at øge præstationskulturen i gymnasiet, mener Enhedslisten og SF.
”Reglen får karakterræset til at accelerere. Jeg tror, at mange elever i gymnasiet bliver presset til at tage ekstra fag på A-niveau. De gør det ikke af lyst, men fordi de jagter et højt karaktergennemsnit,” siger Jakob Sølvhøj.
Samme melding lyder fra SF.
”Det er skidt for elevernes trivsel at have så meget fokus på deres karaktergennemsnit. Det er et skridt i den rigtige retning at få afskaffet den her gangeregel,” siger Astrid Carøe.
Reglen får karakterræset til at accelerere.
Bonus A-reglen blev indført i 2008. Den har været med til at presse adgangskvotienterne på de videregående uddannelser i vejret. Det samme har den såkaldte hurtigstartsbonus, der har givet studenterne lov til at gange deres gennemsnit med 1,08, hvis de læste videre senest to år efter deres studentereksamen.
Hurtigstartsbonussen blev afskaffet af et flertal i Folketinget for et år siden med virkning fra 2020.
”Oplagt sted at starte”
Flere undersøgelser har i de seneste år vist, at mange gymnasieelever hele tiden er på jagt efter 12-taller, og at stress og mistrivsel præger en voksende del af nutidens ungdomsgeneration.
I Børne- og Undervisningsministeriets trivselsmåling på de gymnasiale uddannelser, der blev offentliggjort tidligere i år, svarede halvdelen af eleverne, at de ’tit’ eller ’meget tit’ føler sig pressede på grund af karakterer.
SF og Enhedslisten vil nu diskutere Bonus A-reglen med børne- og undervisningsministeren.
Det er et skridt i den rigtige retning at få afskaffet den her gangeregel.
I forståelsespapiret, som Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten lavede efter folketingsvalget, står, at man vil fremme unges trivsel i uddannelsessystemet ved at mindske præstationskulturen, blandt andet ved at se på, om karakterer kan fylde mindre.
”Nu må vi komme videre og finde ud af, hvordan vi får karaktererne til at fylde mindre. At få afskaffet Bonus A-reglen er et oplagt sted at starte,” siger Jakob Sølvhøj.
Er der flertal for at skrotte reglen, skal det ikke gå ud over de gymnasieelever, der lige nu har ekstra A-fag, understreger Astrid Carøe.
Brug for mere viden
På hhx og htx har en endnu større andel af eleverne ekstra fag på A-niveau end på stx. På htx får man allerede karakterbonus, når man tager fire fag på A-niveau. På hhx og stx kræver det mindst fem A-fag.
Hos Radikale Venstre vil ungdomsuddannelsesordfører Anne Sophie Callesen gerne være med til at diskutere Bonus A-reglen. Hun kan se gode argumenter for at afskaffe reglen, men vil have mere viden om årsagen til, at den blev indført, og hvilke effekter den har, før hun tager endelig stilling.
”Jeg er optaget af, at vi får taget et opgør med hele den præstationskultur, der er i gymnasiet. Der er brug for, at vi får skabt en ny kultur omkring læring. Men det er et større projekt, og jeg er ikke sikker på, at det vil ændre så meget at afskaffe Bonus A-reglen. Det kan virke lidt som en lappeløsning,” siger Anne Sophie Callesen.
V: Genoptag Ahlers arbejde
Ellen Trane Nørby, undervisningsordfører hos Venstre, er ikke afvisende over for forslaget, men mener samtidig ikke, at man kan se ”fuldstændigt isoleret” på Bonus A-reglen.
Hun nævner, at den forhenværende uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) var gået i gang med at kigge på optagelsessystemet til de videregående uddannelser. Det betød blandt andet et farvel til hurtigstartsbonussen.
”Her indgik diskussionen om Bonus A-reglen også. Jeg vil opfordre den nuværende regering til at genoptage det arbejde. Vi har brug for et optagestystem, hvor man er præcise på de faglige krav, men ikke skaber en usund præstationskultur,” siger hun og tilføjer:
”Man skal bare huske, at vi ikke løser alle problemer ved at afskaffe én regel. Vi er nødt til at have en samlet diskussion om krav, trivsel og balance i optagesystemet.”
Gymnasieskolen.dk har forsøgt at få en kommentar fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, men det har ikke været muligt.
Opdatering 12/12: Efter artiklen var offentliggjort, sendte børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) denne kommentar til gymnasieskolen.dk i en mail. Det har derfor ikke været muligt at stille yderligere spørgsmål:
”Det er vores ambition at mindske det usunde overfokus, der er kommet på karakterer og på at skynde sig igennem. Derfor har vi afskaffet karakterbonussen for at begynde hurtigere på studiet. men jeg er ikke umiddelbar tilhænger af at afskaffe tillægget for at tage et ekstra fag. Det er meningsfuldt at belønne for en ekstra arbejdsindsats, og der er ingen social slagside i dette tillæg. Så vi vil selvfølgelig lytte på andre partiers argumenter, men har ikke nogen umiddelbar plan om at fjerne tillægget.”
Andelen af studenter med ekstra fag på A-niveau i 2010 og 2019
Skoleform | 2010 | 2019 |
Hhx | 41 % | 43 % |
Htx | 86 % | 90 % |
Stx | 12 % | 27 % |
Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode