Artikel
Samarbejde på trods af uenigheder
No image

Samarbejde på trods af uenigheder

Der bliver givet og taget, når samarbejdsudvalget arbejder på Marselisborg Gymnasium. Her sidder rektor og lærerne ikke på hver deres side af bordet, for der skal samarbejdes.

Tekst_ Malene Romme-Mølby
Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

På Marselisborg Gymnasium står man ikke tilbage for en god drøftelse af tingene. Her har der altid været tradition for en demokratisk proces. Derfor var både tillidsrepræsentant og rektor enige om, at der skulle handles for at sikre lærernes medindflydelse, da gymnasierne blev selvejende. Samarbejdsudvalget (SU) blev skabt med en overrepræsentation af lærere. Udvalget består af fem lærere, rektor, vicerektor og to fra det tekniske og administrative personale.
”Vi sigter efter, at samarbejdsudvalget er bredt forankret i organisationen, så vi ikke skal igennem mange led for at finde ud af, hvad der sker i de forskellige udvalg,” siger rektor Arvid Bech.
Der er ikke elever i samarbejdsudvalget, og det er helt bevidst, fortæller han.
”Der er ofte personalemæssige drøftelser, som eleverne ikke skal involveres i. Derfor var vi enige om, at elever ikke skal være i samarbejdsudvalget,” siger Arvid Bech.
Der er skemalagt møde i samarbejdsudvalget hver anden uge. Det er ikke altid, at de holder møde så ofte, men tiden er afsat på forhånd.
Tingene bliver drøftet grundigt i Marselisborg Gymnasiums samarbejdsudvalg, inden der træffes beslutninger. For proceduren er, at emner altid er på dagsordenen på mindst to møder.
”På den måde sikrer vi også, at der ikke bliver truffet uovervejede beslutninger. Jeg kan lige nå tilbage til mit bagland og fortælle om debatten og høre mine kollegers meninger igen,” fortæller tillidsrepræsentant Kjeld Knudsen Jensen.
Tillidsrepræsentanten sørger også for at holde kollegerne løbende orienteret. Dagen før samarbejdsudvalgsmødet holder han frokostmøde med lærerne for at fortælle om dagsordenen.
”Ved frokostmøderne hører jeg lærernes meninger om emnerne, og jeg får deres mandat til, hvordan jeg skal forholde mig til de forskellige punkter,” siger Kjeld Knudsen Jensen.
Det er tillidsrepræsentanten og rektoren, der sammensætter dagsordenen for møderne i samarbejdsudvalget. Men to punkter er dog faste: Meddelelser fra ledelsen og fra medarbejderne. Tillidsrepræsentanten står for informationen fra kollegerne.
”Jeg fortæller ledelsen, hvis de har gjort noget forkert eller godt. Og jeg pakker ikke tingene ind,” understreger Kjeld Knudsen Jensen.
”Vi kan sagtens være meget uenige om nogle ting. Men det ændrer jo ikke ved, at hvis samarbejdsudvalget skal handle, så er vi nødt til at finde løsninger på trods af ­vores uenigheder,” siger han.
Arvid Bech synes, at samarbejdsudvalget på Marselisborg Gymnasium fungerer godt, fordi de faktisk samarbejder. Samarbejdsudvalget er ikke et udvalg, hvor medlemmerne sidder på hver deres side af bordet.
”Der er en åbenhed og en tryg atmos­fære. Vi har arbejdet for at få en dialog og en konstruktiv debat. Der er tillid til, at man sagtens kan lægge tingene åbent frem, og der vil blive arbejdet med dem respektfuldt,” siger han.

Mere frugtbare drøftelser 
Det er mange forskellige emner, som de drøfter i samarbejdsudvalget – alt, der vedrører medarbejdernes dagligdag. Det kan eksempelvis være medarbejdertilfredshedsundersøgelser, skolens økonomi eller time-fagfordeling. Sidste år talte de meget om stress, da et par kolleger var gået ned med stress. På næste møde handler det om skolens fastholdelsespolitik og næste års studieretninger. Kjeld Knudsen Jensen oplever, at for eksempel drøftelser om studieretninger er mere frugtbare, end da de tidligere var i pædagogisk råd.
”Det var jo håbløst at sidde så mange mennesker sammen og diskutere studieretninger. Alle kæmpede for deres fag, og det var svært at træffe beslutninger,” siger Kjeld Knudsen Jensen.
”En demokratisk proces kan til tider godt blive lang, hvis alle skal høres. Derfor er jeg glad for den udvalgsstruktur, som vi har skabt, der sikrer, at der ikke er for stor afstand fra udvalgene til lærerne og ledelsen,” siger Arvid Bech.
Kjeld Knudsen Jensen er enig i, at arbejdet i samarbejdsudvalget giver lærerne mulighed for at påvirke udviklingen på skolen. Men lærerne er også med, når de knap så populære beslutninger skal træffes.
”Jeg synes, at lærergruppen i samarbejdsudvalget agerer meget ansvarligt. Vi er også med til at beslutte og sanktionere nogle ubehagelige beslutninger indimellem,” fortæller Kjeld Knudsen Jensen.
”Det er meget kendetegnende for arbejdet i samarbejdsudvalget, at der både bliver givet og taget fra alle sider,” siger Arvid Bech.

Også et ledelsesinstrument 
I samarbejdsudvalget på Marselisborg Gymnasium har de brugt en del tid på at vedtage faste procedurer og retningslinjer eksempelvis for ansættelse, afskedigelse, sygefravær og stress. Indimellem tager de også procedurer op for at tjekke, om de passer til skolens nuværende situation.
Skolens vicerektor skriver referat for hvert møde. Referater og skolens politikker og procedurer ligger alle digitalt. Kjeld Knudsen Jensen godkender ikke referaterne, før de offentliggøres. Det er der ifølge ham slet ikke brug for.
”Vores referent gengiver meget loyalt, hvad der er sket til mødet. Derfor er der ingen grund til at forhale processen yderligere med et led, hvor referatet skal godkendes af mig. Men vi godkender referatet ved næste møde, så der kan jeg gøre opmærksom på, hvis jeg føler, at der er debat eller detaljer, som er glemt,” fortæller Kjeld Knudsen Jensen.
Arvid Bechs bedste råd til andre skoler, der skal have et samarbejdsudvalg til at fungere godt, er, at de skal sørge for, at der ikke er for stor afstand mellem udvalget og medarbejderne. Udvalget må ikke blive en fjern, lukket klub. Det er vigtigt med åbenhed, og at medarbejderne kan mærke, at samarbejdsudvalget har betydning for deres arbejdsliv,” fortæller han.
”Og så tror jeg på en dialogbaseret form, der giver en stemning på arbejdspladsen af, at samarbejdsudvalget er et sted, hvor man kan komme med alle emner, for man ved, at man bliver taget alvorligt,” siger Arvid Bech.
”Jeg synes, at vi har et fornuftigt samarbejde i samarbejdsudvalget, hvor vi drøfter skolens og medarbejdernes ve og vel. Det ville være rigtig træls, hvis samarbejdsudvalget ikke fandtes. Eller hvis ledelsen blot brugte udvalget til orientering og information, som man har hørt eksempler på,” siger Kjeld Knudsen Jensen.
”Samarbejdsudvalget er et vigtigt organ for lærerne og skolen. Faktisk er det også et rigtig godt ledelsesinstrument,” siger Arvid Bech.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater