Artikel
S har opgivet at stoppe gymnasienedskæringer
benny_engelbrecht-fotograf_steen_brogaard

S har opgivet at stoppe gymnasienedskæringer

Socialdemokratiet “accepterer” nedskæringer på gymnasier, selv om det ikke er partiets politik, forklarer partiets finansordfører Benny Engelbrecht.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

På dagen, hvor Folketinget åbner, siger Socialdemokratiet, at partiet har opgivet at forhindre nedskæringer på gymnasierne på denne side af et Folketingsvalg.

Socialdemokraterne håber på at sætte aftryk på regeringens udkast til den store 2025-plan, men aftrykkene bliver ikke til gavn for gymnasierne.

“Regeringen har et flertal bag sig, som vil spare på uddannelse, og vi anser det ikke som realistisk at flytte de partier så meget ved forhandlingsbordet,” siger finansordfører Benny Engelbrecht.

Læs: Overblikket: Se hvor meget der skal skæres på gymnasierne

1.000 færre lærere
Partiet har dog i sit oplæg til forhandlingerne om 2025-planen spillet ind med en tilbagerulning af besparelserne på erhvervsuddannelserne.

På Socialdemokratiets hjemmeside står der, at I vil investere i uddannelse. Gør I ikke det modsatte ved at blåstemple regeringens nedskæringer på gymnasier, hf og VUC?
“Vi bliver nødt til at se på, hvad der er realitisk at begrænse af besparelser på denne side af et Folketingsvalg. Hvis vi kan forhindre nogle af de værste besparelser, vil vi gøre det.”

Allerede nu er der 1.000 færre lærere i sektoren, hvad siger det dig i forhold til flere nedskæringer?
“Når man går ned ad den vej med effektiviseringer, får det negative effekter. Jeg har alt mulig grund til at tro på, at man allerede har tilpasset, hvad man kan i sektoren. Jeg synes, det er forkert at spare, men det ændrer ikke ved, at der er 90 mandater bag besparelserne,” siger Benny Engelbrecht.

Hvorfor prioriterer I erhvervsuddannelserne frem for gymnasier og hf?
“Danmark kommer til at mangle 70.000 faglærte, og vi ønsker, at flere unge tager en erhvervsuddannelse, samtidig har vi også en stor udfordring med at løfte en stor gruppe ufaglærte voksne.”

Invester i unge
Radikale Venstre er uenig i socialdemokraternes tilgang til forhandlingerne med regeringen.

“Den vigtigste investering er veluddannede unge, og derfor er det helt forkert, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti sammen med regeringen vil spare på uddannelse,” siger Lotte Rod.

Hun advarer mod, at nedskæringerne på gymnasier får negative konsekvenser. Det bliver dyrt for små gymnasier, og det vil især gå ud over unge fra uddannelsesfremmede hjem, påpeger hun.

Radikale Venstre spiller ud med at fjerne alle besparelser og så oven i købet give en ekstra milliard kroner om året frem til 2025 til flere pædagoger, folkeskolen og ungdomsuddannelser.

Pengene skal komme ved, at pensionsalderen hæves med ét år i 2025 i stedet for i 2030, som et flertal i Folketinget allerede har aftalt.

“Og så vil vi stoppe skattestoppet på ejerboliger. Det er helt godnat at bruge pengene på de rigeste danskere med ejerboliger,” siger Lotte Rod.

Topskat og SU
Benny Engelbrecht er ikke imponeret. Han påpeger, at Radikale Venstre godt er klar over, at det ikke er realistisk at få et flertal for de forslag.

“På den måde er det billige point at sige, at man ikke vil spare på uddannelse,” siger han.

Hvorfor er det vigtigt for Socialdemokratiet at være med i en aftale, som på forhånd betyder nedskæringer på uddannelse?   
“Vi er generelt interesserede i at tage ansvar og er ikke interesserede i en smal aftale frem til 2025. Vi vil gerne forhindre topskattelettelser finansieret ved nedskæringer i SU, som også vil gå ud over uddannelsesinstitutioner,” siger Benny Engelbrecht.

 
Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater