Romer: “Jeg kunne smække dem en lussing”

Almendannelsen har trange kår i uddannelsessystemet. Ikke fordi lærerne ikke vil fylde viden på eleverne – men dannelse ses altid som en sekundær gevinst i forhold til ‘hovedformålet’: At få kompetencer til et bestemt job.

Sådan lyder det fra forfatteren og reklamemanden Knud Romer, som er en af hovedattraktionerne på den temadag om dannelse, Gymnasieskolernes Lærerforening sammen med Danske Gymnasier afholder den 7. november. Knud Romer har selv en lidt utraditionel dannelseshistorie, som han blandt andet har skrevet om i sine bøger “Den som blinker…..” og “Kort over paradis”.

Knud Romer har ofte gjort sig til talsmand for at give børn og unge mere tid i deres liv til at eksperimentere og fordybe sig i stedet for den skemalagte og tiltider stressende tilværelse, vi byder dem i dag. Han mener dog selv, at han måske nogle gange bliver misforstået, når han siger, at vi ikke skal institutionalisere barndommen og gøre ungdommen til en karrierekanon.

“Det er ikke ensbetydende med, at jeg synes, de bare skal daffe rundt. Alle udtrykssystemer er en disciplin. Der skal være en person, som har tjek på det, som holder dig i ørerne, som du kan se op til, som du har respekt for. Intet kommer, uden at der sættes nogle realitetskrav og nogle meget klare ønsker om præstation. Men du skal ikke uddanne børn og unge til et job. Du skal uddanne dem til livet, til tilværelsen, hvor de så kan anvende deres kunnen og kritiske sans.”

Dannelse bliver nemlig ofte gjort til noget finkulturelt, siger han. Lidt klassisk musik, billedkunst, ballet etc. På den anden side har vi så det ‘folkelige’ – bingo, revyer og fodbold.

“Det er jo helt galt, for hvis man kigger på det på den måde, er det noget, man kan isolere og bekæmpe i politisk øjemed, hvis man for eksempel vil gøre sig til for provinsen. Dannelse er i virkeligheden bare sprog, man bemægtiger sig, tilegner sig. Et udtrykssystem. I trafikken kan man lære, hvad der er rigtigt og forkert. Dannelse er sprog, som ikke er hierarkisk ordnet. Hvis man er til klassisk musik, ser man ned på popkultur og omvendt. Alt efter hvilken retning man tilhører, ser man det ene som dannelse, det andet som noget snavs. Dannelse er for mig ikke et hierarki. Det er i stedet en harmonika af udtryk, som er sideordnede. Jo flere af de udtryk, man bemægtiger sig, desto mere dannet bliver man. Det er ikke forudsætningsløst at høre popmusik eller se Netflix-film eller læse manga eller begå sig på en natklub med transvestitter. Så dannelse er simpelthen, at man bliver præsenteret for og bemægtiger sig så mange udtrykssystemer som overhovedet muligt. Derved får man et rigere liv og mulighed for at udleve flere aspekter af sig selv, få afløb for følelser osv.” lyder det fra forfatteren.

Sidegevinsten
Knud Romer synes, det er ærgerligt, at det børn og unge undervises i, altid er med henblik på noget andet. Nemlig at det skal føre til et job – man spørger først og fremmest, hvad det skal bruges til. Alt skal være nødvendige midler til rationelle mål i form af afkast, gevinst, resultat.

“Vi uddanner først og fremmest børn til arbejdsmarkedet. Vi siger: Du skal lære kinesisk, for kineserne er en god handelspartner. Så kan du få et job. Vi siger aldrig, at du skal lære kinesisk for sprogets egen skyld, fordi det kan berige dit liv, eller fordi du får en hel kultur foræret. Det samme med matematik. Vi siger ikke, at matematik er en beskrivelse af universet, som forøger din oplevelse, din forståelse af, hvor du er, hvem du er, hvordan universet hænger sammen. Nej, du skal lære matematik, så du kan blive ingeniør! Vi lærer ikke musik for at artikulere vores følelsesliv, det ses som en afledt gevinst.”

Knud Romer bruger sin egen historie som et eksempel. Han siger selv, at han er vokset op i 1800-tallet, som en hentydning til den litterære verden. Den tyske litteratur, han fandt hos sin mormor i Frankfurt. Her begyndte han tidligt at gå ombord i de store tyske forfattere og lærte også at recitere tyske digte – “det skal man jo i Tyskland for at få sine gaver” (Knud Romer voksede op med en dansk far og en tysk mor, red.) – i en tid uden TV.

“Jeg sad jo og kedede mig ihjel hos min mormor. Jeg sad der som enebarn, alle andre var mindst 3000 år gamle. Jeg gik rundt i jakkesæt med våbenskjold og vandkæmmet hår, mens min mormors bronzeur ligesom malede tiden til støv! Så var der jo de her bogskabe, der står lige her,” siger Knud Romer og peger mod den bogfyldte væg i lejligheden i indre København.

“Det var min udvej. Det var, hvad der var at gøre godt med. Mit vindue. Jeg gik ind i bogskabet og er aldrig kommet ud, for derinde ventede noget på mig: Den tyske romantik, og fordi jeg kunne sproget, kunne jeg læse den tyske romantik. Og fordi der som sagt ikke var andet at tage sig til. Det blev så min vej ind i verden – som så viste sig at blive en vej ud af verden, for den førte jo ikke rigtig nogen steder hen. Men altså, jeg var grydeklar der som 13-årig,” forklarer Romer, der vil have, at alle børn skal have en lidenskab.

“Jeg er fuldstændig fløjtende ligeglad med, hvad det er. Men de der passive, dovne drog, der bare sidder og glor og ikke har en pind interesse i noget som helst! Jeg kunne smække dem en lussing og sige ‘vågn op, mand – hvis du ikke er ekstremist nu, så bliver du det sgu aldrig’. Men de skal have rum og tid til at finde ud af, hvem de er, hvad de vil. Hvad tænder dem? Hvad gør dem liderlige? De skal drømme den umulige drøm, der er en stjerne, som skal rejse sig på himlen, som de skal række ud efter. Det er det, som får dem til at overskride og sprænge rammerne, komme videre i livet.”

Arv og miljø
Problemet med dannelse er imidlertid, siger Knud Romer, at man er fuldstændig defineret af sin mor og far og omgivelser. Det afgørende er altså, hvem ens forældre er, og hvem man møder på sin vej, når man kommer i puberteten. Derfor handler det også om, hvilke lærere man har. Lærerne, som man bruger meget tid sammen med, spiller derfor en afgørende rolle i udformningen af de unges bevidsthed.

“Men hvad er selvrealisering? Du realiserer netop dig selv gennem dit arbejde og dine produkter. Derigennem kommer vi til erkendelse”.

“Det her med disciplin, grænser, krav, lyst og fascination og sådan noget……… dygtige lærere, det er nogle, som er begejstrede på lærernes og deres egne fags vegne. Som lærer eleverne at kende gennem nogle år og siger: Hvad er 2 + 2? Det er et nemt spørgsmål. Det er jo 4 – ‘Yes, det er fucking 4. Sådan der! Ved du hvad, du sjusker der, men vi skal også lave et fint hæfte, hvor du gør dig umage, hvor det skal være smukt, hvor du tegner tallene så flot som muligt. Din fucking bibel, OK? Gør dit bedste her’. En som brænder for sit fag, som brænder for eleverne, men samtidig siger: ‘Ved du hvad, hvis du sidder sådan der, så er du ikke uddannelsesparat. Sådan sidder man ikke på en stol, hvordan er det, du sidder? Kan du ikke gå i ordentlig tid i seng? Er du ikke interreseret i at være her i klassen. Du er fyret! Der er ingen, der kan lide dig, hvad laver du her?’ Børn vil gerne opmuntres, men de vil også gerne have krav, som de kan opfylde og derved føle sig tilfredsstillet. Det er altid en underlig blanding af et bolche og en lussing.”

Og dannelse handler ikke kun om undervisning og kultur, understreger Romer. Det er også at udfylde din selvangivelse og opføre dig ordentligt.

“Interessere dig for andre mennesker, lade den anden komme først gennem døren. Lære at omgås andre socialt. Det er også svært. Smalltalk er en kunstart i sig selv. Lappe en cykel – der er så mange ting, man skal lære.”

Som optakt til temadagen besøgte Gymnasieskolen Knud Romer i hans hjem til en snak om dannelse – du kan høre samtalen som podcast her.