Proletariat med studenterhuer

Før Mattias Tesfaye i 1998 begyndte på teknisk skole i Aarhus, tilbragte han et halvt år i gymnasiet. Begge steder fandtes fasttømrede forestillinger om ”de andre”. Sådan er det til dels stadig, mener han, men der er sket et lille skred med stor betydning.

”På gymnasiet foragtede vi dem, der gik på teknisk skole, de var nogle tabere. Så startede jeg på teknisk skole, og der foragtede vi dem på gymnasiet, de var nogle snobber. Hvis du i dag tager ud på gymnasiet, synes de stadig, at dem på teknisk skole er nogle tabere. Men på teknisk skole tænker de, at dem på gymnasiet er vindere. Det er nyt, at de selv anser sig for at være tabere,” siger han og tilføjer:

”Vi ved fra en undersøgelse, at kun syv procent af danske forældre ønsker, at deres børn skal gå på teknisk skole. Tandlægen kommer aldrig til at ønske, at hans søn skal starte på teknisk skole. Det er en utopi. Men det skulle gerne være sådan, at anlægsgartneren tænker: Hvis min datter vil starte på anlægsgartneruddannelsen i stedet for gymnasiet, så er det fint.”

Mattias Tesfaye har i en årrække været en markant stemme i debatten om unges uddannelsesvalg. Den 32-årige murer, debattør, forfatter og foredragsholder har især været optaget af den dalende prestige og anerkendelse, som håndværksfagene har oplevet de seneste årtier. I sin bog Kloge hænder, der udkom i efteråret 2013, slår han til lyd for at genrejse fagenes stolthed og for håndværksfagenes betydning for velstand og velfærd i Danmark.
 
Middelmådige studenter
Debatten om erhvervsskolernes manglende anseelse fik fornyet liv i forbindelse med den netop vedtagne erhvervsskolereform, hvor flere politikere netop argumenterede med behovet for, at skolerne skulle genvinde anerkendelse for at blive et attraktivt alternativ til gymnasiet for de unge.

Hvorfor er det et problem, at så mange unge foretrækker gymnasiet?

”Lad mig først sige, at jeg godt kan forstå, at det forholder sig sådan, men set fra samfundets synspunkt synes jeg, at de er fejlvejledt og har truffet et forkert valg. Jeg mener, at for mange kloge hænder starter på gymnasiet og ender med at blive middelmådige studenter i stedet for at blive gode håndværkere. Det er også med til at ødelægge gymnasiet. De tvinger det boglige niveau ned og svækker gymnasiet som studieforberedende uddannelse. I mine øjne handler det ikke om, at gymnasiet har fået dumme elever ind. De får blot elever med andre anlæg for intelligens. Vi har forskellige anlæg, og et sundt samfund sørger for at udvikle alle de talenter, der er i befolkningen.”

Tror du ikke, de unge og deres forældre selv føler, at gymnasiet er det bedste valg?

”Jo, men ofte det eneste valg, hvilket jeg prøver at gøre op med. Jeg kan dog godt forstå det, for der er ikke nogen prestige i at gå på en erhvervsskole. Der er problemer med undervisningen og med praktikpladser blandt andet. Men det vigtigste er, at erhvervsuddannelserne opleves som en blind vej, mens gymnasiet åbner døre.”

Hvad betyder det?

”Jeg har selv haft med vejledning i folkeskolen at gøre. Her har jeg været rundt og fortælle om, hvad det vil sige at være håndværker. Mange af eleverne er ikke fremmede over for det og har faktisk lyst. De er bare ikke helt sikre på, hvad de vil lave, til de bliver 73 år, og det kan jeg sgu godt forstå. For dem opleves det, som om gymnasiet udskyder beslutningen og senere åbner døre, mens teknisk skole fremtvinger beslutningen nu og lukker døre. Det er vigtigt, at erhvervsuddannelserne også åbner døre,” siger han.
 
Håndværker var et adelsmærke
Mattias Tesfaye henviser blandt andet til journalistuddannelsen, hvor man for få år siden kunne komme ind med håndværkerbaggrund, men nu skal være student. Et andet eksempel er arkitekt.

”Hvis du går i 9. klasse og tænker på at blive arkitekt, ville du tidligere måske begynde med at blive tømrer, og du ville blive anbefalet at lære materialerne og værktøjet at kende, og så skulle du nok få læst teorien senere. Da jeg startede på teknisk skole, fik vi at vide, at en af årsagerne til, at vi også skulle følge med i teorien, var, at vi ikke kunne vide, om vi fik lyst til at blive ingeniør senere. Det fortæller man ikke på grundforløbet i dag, for de, der vil være arkitekt eller ingeniør, går slet ikke på teknisk skole.”

Set i Mattias Tesfayes optik er håndværksfagenes deroute – lidt forenklet formuleret – en konsekvens af et nødvendigt, men også ensidigt fokus på uddannelse og øget boglig viden som redskab til at løfte befolkningens kompetencer og skabe forudsætningen for velfærdssamfundet. Folk skulle motiveres til uddannelse, og resultatet blev etableringen af et hierarki, hvor erhvervsuddannelserne befinder sig på nederste trin med lavest prestige og universiteterne på det øverste med tilhørende høj prestige og løn. Og børnene skal op på mindst samme trin som deres forældre.

”Hvis et ungt menneske ønsker succes, er der kun det ene nøglehul at kravle igennem. Men det er en snæver forestilling. Mange er forbi det trin, de burde være stoppet på, og vi risikerer at få et ufaglært proletariat med studenterhuer. Vi skal fortælle de unge, både i 9. klasse og slutningen af gymnasiet, at de kommer ikke til at opleve mere succes, jo længere tid de går i skole, og jo flere bøger de læser. Nu er der ved at være klumpspil på toppen, og på mange humanistiske universitetsuddannelser kommer de til at have en lavere livsindkomst og blive hårdere ramt af ledighed end flere faglærte fag. Der kommer til at mangle ingeniører og andre akademisk uddannede, men der kommer ikke mindst til at mangle faglærte. Og først og fremmest bliver der ikke arbejde til dem, der ikke har en kompetencegivende uddannelse.”

Hvorfor har vi haft den udvikling, og hvilke løsninger ser du?

”Vi har bildt hinanden ind, at boglig, teoretisk viden er det eneste, der er vigtigt. Men der findes et helt andet sæt viden funderet i en praktisk, håndværksmæssig faglighed. Der var – og er stadig – en hel håndværkerkultur. Den har eksisteret ved siden af den boglige i tusinder af år, men de seneste årtier har vi placeret den ene oven på den anden. Den ene kalder vi høj, mens den anden kaldes lav. Hvis man sagde til folk i 1950’erne, at det var en lav uddannelse at være murer, så ville de ryste på hovedet, for det anså man det ikke for at være. Der var kvalitet og prestige knyttet til at være håndværker. Det var et adelsmærke, for man kunne noget. I dag anerkender vi kun, at man ved noget. Jeg vil gerne genskabe respekten for at kunne.”

I forhold til den aktuelle debat og de konkrete politiske overvejelser mener han ikke, at skærpede adgangskrav i form af minimumskarakterer til gymnasiet er et fornuftigt redskab til at øge søgningen mod erhvervsuddannelserne. De, der ikke burde gå på gymnasiet, er ikke nødvendigvis eleverne med laveste karakterer. Det handler mere om at udvikle den enkeltes talent optimalt og få håndværket til at virke tiltrækkende på de kloge hænder.

”Jeg havde selv et karaktergennemsnit på over syv, men jeg hørte ikke til på gymnasiet, jeg hørte til på en erhvervsskole. Det var det, jeg havde lyst til. Men vi har både boglige og praktiske anlæg, og der er ikke vandtætte skotter mellem dem. Jeg har selv stor kærlighed til murerfaget og til håndværk, men det er ikke kun derfor, jeg deltager i debatten. Det er i højere grad bekymring for velfærdssamfundet. Det overlever ikke, hvis ikke vi får mere faglært arbejdskraft. Vi kunne begynde med at rive de fire meter høje plankeværker rundt om byggepladserne ned, så det fysiske arbejde kommer frem i lyset. Se på restauranterne, de har banket hul ind til køkkenerne, så gæsterne kan se kokkene arbejde. Og kokkene viser, at de er stolte af deres fag.”