Prisvinder: Forståelsen for mine elever er meget vigtigere end metoder

“Det er meget mandet sagt,” siger Astrid Trier Mørk med et smil på læben til en elev bagest i klassen.

Klassen har netop set et uddrag af den amerikanske dokumentarfilm Manden med de tre koner, og nu er 2. X i gang med at diskutere filmen om flerkoneri i en mormonfamilie i USA.

Drengen på bageste række har netop stillet det retoriske spørgsmål, hvorfor det egentlig er et problem, at manden i familien er på vej til at få sig sin fjerde kone.

Astrid Trier Mørk går rundt i klassen, mens hendes øjne og ikke mindst hænder konstant er i bevægelse og opmærksomt dirigerer klassen gennem diskussionen.

Mange elever siger noget, og Astrid Trier Mørk nikker, smiler og siger ja ja ja, når en elev kommer med en særlig god pointe om den følelsesladede dokumentarfilm.

“Jeg kan virkelig godt lide mine elever. Og jeg skal kunne lide mine elever, det er et pædagogisk princip. Du skal kunne lide mennesker for at kunne undervise dem. Privat er der mennesker, jeg ikke kan lide, men som professionel kan jeg lide alle elever,” forklarer Astrid Trier Mørk.

Alle elever er fantastiske
Hun har netop vundet hovedprisen i kategorien gymnasielærer, da dagbladet Politiken uddelte den årlige undervisningspris, og prisen blev blandt andet begrundet med hendes gode relationer til eleverne.

Man skal da heller ikke følge hendes undervisning eller gå sammen med hende på gangene på Solrød Gymnasium særligt længe for at mærke, at hun holder af eleverne, og at det er gensidigt.

Hun giver et lille klem på armen til en elev på gangen og lytter opmærksomt, smiler og kigger glædesstrålende på eleverne, når de siger noget i timerne.

“Alle lærere oplever at blive afvist som person eller på grund af deres undervisning af nogle elever ind i mellem. Det kan godt virke demotiverende, men du bliver nødt til at grine ad det og synes, at de elever er fantastiske alligevel,” siger Astrid Trier Mørk.

Metoder er ikke det vigtige

“Virkelig fedt det, du siger der,” siger hun til en elev med en Solrød Gymnasium-hættetrøje på, da diskussionen af dokumentarfilmen fortsætter i klassen. Astrid Trier Mørk har stillet sig foran tavlen, som er fyldt med sætninger og begreber som vinkling, præmis og livspositioner.

Da hun sidder med en kop kaffe i frokostpausen, siger hun, at hun ikke forstår, hvorfor tavleundervisning har fået sådan en negativ klang i moderne undervisning.

“Mange lærere kan godt lide tavleundervisning, og eleverne kan også godt lide det. Der kan være en stærk kraft i en hel klasse, som arbejder sammen og er i dialog, samtidig med at man skriver ting op på tavlen,” siger Astrid Trier Mørk.

Hun er dog altid i dialog med eleverne og står ikke bare foran tavlen og holder en forelæsning om danske digtere eller billedanalyse.

Allerede før besøget har hun sagt i telefonen, at hun ikke vil komme med en lang udredning om undervisningsmetoder. Hun siger tværtimod, at hun mener, der er har været alt for meget fokus på metoder og form i de senere år i undervisningsverdenen.

“Da jeg begyndte som gymnasielærer for snart 10 år siden, var der meget fokus på Cooperative Learning og undervisningsmetoder, og man skulle kaste tøjdyr rundt mellem eleverne, så alle sagde noget. Jeg kunne virkelig ikke lide det. Spørgsmålet var, hvordan man underviser, men for mig er de vigtige spørgsmål, hvem man underviser, hvad man underviser dem i og hvorfor?” siger Astrid Trier Mørk og tilføjer, at for hende er svaret på det sidste spørgsmål i høj grad dannelse. Hun elsker at præsentere eleverne for tekster og anskuelser om livet, som for eksempel også kan vise det uperfekte – og måske være med til at bryde de unges forestillinger om at skulle være perfekt og at præstere.

Jeg bruger min intuition

Hun bruger meget tid på at forberede sig, men hun lægger ikke kræfterne i at planlægge undervisningen, så hun står med en skabelon for hvert modul.

“Jeg bruger min intuition og mærker efter, hvor eleverne er henne, og hvordan de har det i dag. Nogle gange er gruppearbejde det rigtige, andre gange fungerer det ikke, nogle gange er det godt, at de sidder to og to sammen. Som de fleste nyuddannede har jeg også prøvet at planlægge undervisningen ned i mindste detalje, og så var det bare ikke det rigtige på dagen. Jeg spørger også eleverne om, hvad vi kan gøre anderledes, hvis der er noget i undervisningen, som ikke fungerer,” siger Astrid Trier Mørk og tilføjer:

“Det er ok at vise over for eleverne, at du som lærer også kan være sårbar.”

Ingen lektier før eksamen
Efter frokostpausen skal hun have 3. C i dansk. På vej ned ad gangen med de lange røde murstensvægge forklarer Astrid Trier Mørk, at hun ikke giver klassen lektier for i de sidste uger inden læseferien. De er pressede nu, og eksamen fylder meget oppe i hovederne på dem.

“De ville ikke få læst lektier, hvis jeg gav dem noget for nu, og så ville timen begynde med en uligevægt,” forklarer hun.

I stedet har hun lavet et fotokopisæt af et digt af den moderne digter Theis Ørntoft, som eleverne skal læse og derefter analysere alene eller to og to.

“Skriv noter med en kuglepen ude i siden, som hvis det var til eksamen. Det virker mere nærværende i stedet for at sidde og læse op fra en skærm,” siger hun til klassen.

Dansklæreren bevæger sig hurtigt rundt i klassen og snakker med en eller to elever ad gangen, mens det dystre digt bliver læst og fordøjet i det solskinsbelyste klasseværelse.

Stolt lærer
Et kvarter efter fyger det gennem klassen med analyser af digtet med civilisationskritik, storbyfremmedgørelse, referencer til Michael Strunge og meget andet.

Astrid Trier Mørk nikker og smiler og klapper ligefrem en enkelt gang og ligner ind imellem en mor, som stolt ser på sine børn.

“Min opgave er at skabe en tillidsfuld dialog og at få eleverne til at se godt ud i klassen og at trække det gode ud af det, de siger,” har hun forklaret, inden timen begyndte.

Hun understreger dog, at hun ikke ikke går meget op i, om alle siger noget i klassen i timerne.

“Jeg har ikke set noget videnskabeligt belæg for, at man hele tiden skal sige noget for at lære. Nogle lærer ved at sidde og lytte,” siger hun og forklarer, at hun godt ved, hvad de enkelte elever kan, fordi hun går rundt og lytter til dem og snakker med alle elever, når de arbejder i mindre grupper.

Taler med eleverne
En af begrundelserne for, at Astrid Trier Mørk vandt Politikens undervisningspris, er som skrevet tidligere hendes relationer til eleverne. Hun lytter ikke kun til elevernes digtanalyser og betragtninger om billedsproget i en dokumentarfilm. Hun lytter også, hvis en elev kommer til hende med et personligt problem.

“Det dræner mig ikke, at eleverne bruger mig – tværtimod. Jeg holder meget af eleverne, og jeg vil gerne bruge 10 minutter i en pause på at snakke med en elev eller svare på en sms,” siger Astrid Trier Mørk.

Ifølge hende har flere gymnasieelelever brug for at snakke med en voksen.

“Jeg er 41 år og kan huske, hvordan det var at være ung og gå i sort tøj og høre Nirvana. Dengang var der plads til at være grim og ikke at skulle præstere. I dag skal eleverne hele tiden være perfekte, synes de selv, og der er et stort præstationspres på dem. Det vil jeg gerne snakke med dem om, hvis de har behov for det,” siger Astrid Trier Mørk og smiler.