Bedste underviser deler prisen med kolleger

Danmarks bedste underviser Rudi Lauridsen bliver stadig våd i øjenkrogene ved tanken om, at han fik Politikens undervisningspris i sidste uge.
Ikke så meget for selve prisens skyld. Men mere tanken, om at to tidligere elever har indstillet ham, gør ham glad.
”Det er utroligt, at de har efterrationaliseret, så kort efter de blev studenter, og er kommet frem til, at de fik en god og lærerig undervisning. Den hårde uretfærdighed er meget hurtigt blevet til gode gamle dage,” siger Rudi Lauridsen, historie- og idrætslærer på Sct. Knuds Gymnasium i Odense.

Høje krav
I indstillingen på politiken.dk stod der blandt andet:
”Jeg indstiller Rudi, fordi han er den mest engageret lærer, jeg nogensinde har mødt – og jeg har ellers haft mange gode lærere.  Han stillede enormt høje krav til sine elever i historieundervisningen, hvilket naturligvis også forpligtede ham,” skriver den tidligere elev Sofie Schytte. Læs hele indstillingen her.

Læreren har ikke hovedrollen
Rudi Lauridsen understreger, at det er vigtigt for ham, at han ikke har hovedrollen i undervisningen – det skal eleverne have.
”De elever, der laver og siger noget i timerne, lærer noget,” siger han og understreger:
”Jeg har naturligvis styr på det hele og planlagt faglige pointer, men det er eleverne, der skal være aktive.”

Læringsstile
Rudi Lauridsen er meget inspireret af undervisningsdifferentiering, Cooperativ Learning, læringsstile og samarbejdende læring.
”Jeg har fundet ud af, hvis jeg planlægger et modul, hvor jeg veksler mellem forskellige læringsstile, så føler alle elever, at de har fået noget ud af det. Og når de føler, at de har fået noget ud af undervisningen, har de også lyst til at lave lektier og endda indgå endnu mere i det næste faglige modul,” siger Rudi Lauridsen.

Medejerskab til læringen
Når Rudi Lauridsen møder eleverne for første gang, plejer han at lave en forventningsafstemning. Han spørger, hvad de forventer af ham som historielærer og skriver deres forventninger på tavlen. Bagefter spørger han dem, hvad han kan forvente af dem.
”De to lister stemmer for det meste overens. Der står ofte respekt, seriøsitet, god læring og rar omgangstone blandt andet,” fortæller Rudi Lauridsen og uddyber:
”Når vi har aftalt forventninger, har vi et fælles udgangspunkt. Det sikrer, at eleverne får medejerskab til læringen. Vi kan så senere vende tilbage til forventningerne, hvis der er noget, der ikke harmoner.”

Elev respons vigtig
Rudi Lauridsen bruger også eleverne meget til at evaluere sin undervisning eller arbejdsform.
”Eleverne er rigtig gode til at give respons, som jeg kan bruge. Jeg siger til dem, at de bare må sige, hvad de vil – det får ingen indflydelse på min mening om dem, for jeg ønsker bare at blive bedre,” siger han.

Mere videndeling
Snart skal Rudi Lauridsen også til at dele sine erfaringer med kolleger. Han er ved at planlægge nogle kurser om undervisningsdifferentiering og varierende undervisning og arbejdsformer.
”Jeg glæder mig meget til at fremme og påvirke den pædagogiske og didaktiske udvikling. Lærerne sidder med en specialiseret viden, men vi er ikke så gode til at dele vores viden med hinanden,” siger han og tilføjer:
”Personligt regner jeg også med at få meget ud af kurserne. Når jeg skal forklare om mine arbejdsformer og fortælle om styrker og svagheder, vil jeg også lære meget af at høre andre læreres erfaringer og viden.”

Pris til alle undervisere
Rudi Lauridsen er stolt af at få undervisningsprisen, men han opfatter den dog ikke helt som en personlig pris.
”Jeg ser det lige så meget som en pris til alle dygtige undervisere. Jeg tror, at Politiken med prisen ønsker at gøre opmærksom på, hvor mange undervisere der gør et fantastisk stykke arbejde,” siger Rudi Lauridsen.