På jagt efter god undervisning mellem bander og kriminalitet

Hvis der ikke findes et ordentligt undervisningsmateriale, må man lave det selv.

Det kender de fleste gymnasielærere nok til.

Men at rejse flere tusinde kilometer for at interviewe bandeledere og -ofre for at samle data til materialet er det nok de færreste, der har gjort – eller tør.

Men det har Suzan Desezar – modtager af Undervisningsmiddelprisen for i-bogen En la pandilla somos familia og underviser i spansk og mediefag på Høje-­Taastrup Gymnasium.

For halvandet år siden rev hun en måned ud af kalenderen og rejste til El Salvador for at beskrive udviklingen i området.

”Der skete en hel del positivt i det ellers voldelige område. De store bander havde indgået våbenhvile, den høje mordrate var faldet til det halve, og landet var i gang med en lovende fredsproces. Jeg tænkte, at det kunne være interessant at dokumentere,” fortæller Suzan Desezar.

Hun havde tidligere besøgt sin danske veninde i Nicaragua, men da veninden flyttede til El Salvador, kom dommen hurtigt fra Suzan Desezar:

”Jeg turde ikke besøge hende, fordi det eneste, man hørte om området, var de mange mord og bestialske bander.”

Men tiderne skiftede, og i 2013 vovede Suzan Desezar sig alligevel dertil. Sammen med veninden kørte hun fra Nicaragua gennem Honduras til El Salvador, hvor hun oplevede, at forskellene var slående.

”I Nicaragua kunne man bevæge sig rimeligt frit, mens bare tanken om grænsekontrollen til Honduras med politiets ry for korruption og magtanvendelse var nok til at give en koldsved. Sikkerheden i El Salvador var både-og,” siger Suzan Desezar.

Mødet med en morder
Turen gav Suzan Desezar blod på tanden til at skitsere forskelle og ligheder i regionen, og i 2014 kom hun tilbage til El Salvador for at indsamle materiale til i-bogen.

Suzan Desezars veninde, der arbejdede for en NGO, og venindens mand havde gode forbindelser til folk, der arbejdede tæt på fredsprocessen. Det hjalp hende med at komme i kontakt med både bandeledere og -ofre samt folk, der arbejdede for freden. Hun mødte blandt andet en kvindelig butiksejer, der havde været offer for et voldeligt røveri begået af en bestialsk bande.

”Det gjorde indtryk på mig at møde et offer, hvor det var tydeligt, at oplevelsen havde været så voldsom og dybt traumatiserende for hende. Der var intet sikkerhedsnet, og hun havde ingen til at beskytte sig, derfor havde hun ingen anden mulighed end at fortsætte trods angsten,” fortæller Suzan Desezar om kvinden, der også havde mistet sin mand og derefter oplevede en social deroute.

Da det var Suzan Desezars målsætning at præsentere så mange indgangsvinkler til konflikten som muligt, mødte hun også bandeledere.

”Det var selvfølgelig specielt at sidde over for en morder, men jeg var faktisk ikke bange. Da han begyndte at beskrive sin hårde opvækst mellem bander og kriminalitet, så fik jeg på mærkelig vis en eller anden form for forståelse for ham som menneske,” siger Suzan Desezar og tilføjer:

”En af pointerne i materialet er netop, at der ikke er én forklaring på problematikken. Det er et komplekst samspil mellem mange uheldige omstændigheder.”

Opslugt af dokumentar­genren
Da Suzan Desezar startede planlægningen af undervisningsmaterialet, var hun ikke i tvivl om, at det skulle indeholde film.

”Jeg ville tage udgangspunkt i det talte sprog, fordi det er så vigtigt og en helt anden teknik. Desuden ville eleverne ikke kunne læse teksterne på det her niveau,” siger Suzan Desezar.

Hun gik i gang med at bearbejde materialet med det formål, at eleverne ret hurtigt skulle kunne få succesoplevelser med sprogproduktion igennem i-bogen.

Suzan Desezar havde meget materiale, så det tog et år.

”Som fuldtidsansat gymnasielærer var jeg nødt til at sætte nogle begrænsninger, så jeg kun arbejdede på i-bogen i ferierne. Og det var hårdt nok, men samtidig også et meget lystfuldt arbejde,” fortæller Suzan Desezar.

Hun afprøvede i-bogen i en af sine spanskklasser og erfarede hurtigt, hvordan den fangede eleverne. Et par af eleverne havde nemlig været syge, da hun startede med at bruge materialet.

”Det var sjovt at se, at de knap kunne kende klassekammeraterne, da de kom tilbage. Alle var så dybt engagerede i at få styr på sproget og forstå indholdet, og de elever, der havde været syge, havde travlt med at indhente det forsømte,” siger Suzan Desezar med et grin og fortsætter:

”Jeg tror, at de blev opslugt af dokumentargenren. Det var jo virkeligt.”

Behov for nyt materiale
Fordelen ved en i-bog var også tydelig, fordi eleverne kunne bevæge sig videre ud i virkeligheden ved hjælp af de forskellige link i bogen, fortæller hun.

”Generelt vil elever jo rigtig gerne bruge deres computer i undervisningen. Det er også en god idé, hvor det giver mening. Men en del i-bøger er slet ikke interaktive. De er blot tekst på en skærm. I en god i-bog skal potentialet

udnyttes, blandt andet ved at kunne klikke på noget, der åbner op til en ny verden,” siger Suzan Desezar.

Det er første gang, at Suzan Desezar har udgivet et undervisningsmateriale, men bestemt ikke sidste. Hun mener også, at der er et behov for det.

”Som underviser oplever man hele tiden, at elevgruppen udvikler sig. Det undervisningsmateriale, som virkede for fem år siden, er pludselig ikke relevant mere.”

Hele processen har også været en stor oplevelse, fortæller hun.

”Jeg er meget taknemlig over for alle dem, der har delt deres historier med mig. Og så har det gjort stort indtryk på mig at se, hvor engagerede mennesker der er, som forsøger at skabe fred i en næsten håbløs situation,” siger Suzan Desezar.