Om at dele sin kærlighed

Vi har næsten sølvbryllup Firenze og jeg. Romancen startede som en uskyldig flirt i 1991, da jeg som orlovsholdende stud. mag. for første gang rumlede ind på Santa Maria Novella Stationen med nattoget fra München. Det var ”instant” love, og opholdet kom til at vare meget længere, end det var planlagt. Det har været ren kærlighed siden; ubetinget, uforbeholden og uendelig. Alle tænkelige argumenter – med og uden belæg – er taget i anvendelse, hver gang muligheden for en studierejse dertil byder sig. Og hver eneste gang missionen er lykkedes, komme ængstelsen efterfølgende snigende. Det er næsten som at skulle præsentere den første rigtige kæreste for sine kritiske forældre.  Kan de lide byen? Synes de, at den er lige så fantastica og meravigliosa, som jeg synes? Kan de mon også få gåsehud af San Miniato al Monte og Botticellis Primavera?

Præ-ængstelsen var særlig stor denne gang. Klassen var hverken lette at begejstre, og særligt entusiastiske over udsigten til en uge i la Bella Italia var de egentlig heller ikke. De ville hellere til London-baby. Hvordan skulle det dog gå med præsentationen af kærligheden denne gang?

Togrejsen fra Vesthimmerland til Kastrup er lang – for lang, det undlod eleverne ikke at bemærke, allerede i god tid inden afrejse. De mente også, det var et skodtidspunkt, vi skulle rejse hjem på. Og det faktum, at vi ved hjemkomsten skulle sidde og vente 4 timer på første morgentog mod vest i Kastrup, var at betragte som en fornærmelse, personlig naturligvis.

Kaos i Kastrup, vi blev spredt i hele flyet, og klassens hjerteveninder kunne slet ikke overskue konsekvenserne af timers transalpin adskillelse. En utilfreds skræppen af en anden verden.

Da sæderne var rettet op, og bordene var klappet sammen, lå Firenze under os badet i gyldent aftenlys. Sarah, der ikke havde næret høje forventninger til rejsen og som tilmed var kommet til at sidde ved læreren, kiggede ud og udbrød spontant: "Hvor er det dog smukt!” Et lettelsens suk undslap den ellers lidt trætte og hastigt aldrende lektor, var der mon alligevel håb?

Ugen blev en lang Tour de Force. San Lorenzo, Duomoen, Piazzale Michelangelo, San Marco, gli Uffizi og Mercato Centrale. Udelt begejstring. Ferrarier i Via Tornabuoni, sol og gelati på Piazza Signoria, begejstringen ville ingen ende tage. Firenze er da for fed.. Men ugens absolutte højdepunkt kom, da vi sad på muren foran en Villa Medici i Fiesole med hævede og ømme fødder, mens vi så solen forsvinde lentamente bag Brunelleschi kuppel, skønheden var næsten lammende.

"Du, Klemme, hvordan kom du egentlig til at bo hernede? Det må altså have været ret fedt." Konstaterede de uadskillelige veninder.

Lige der, lige det øjeblik tænkte jeg: Det er præcis derfor, jeg tager på studietur. Det er derfor, jeg vover pelsen og viser min kærlighed frem, udstiller og deler den.

Som en lille krølle eller rettere to krøller på historien, skal det lige nævnes, at vi faktisk landede før tid i Kastrup og nåede nattoget mod Jylland, og at flere af eleverne efterfølgende har sendt mig et begejstret postkort fra verdens smukkeste by. Og så har jeg ikke engang vist dem den lille cafe på toppen af Rinascente, det er vores hemmelighed, Firenzes og min.