Ole Bornedal: Min gymnasietid

Hvad husker du bedst fra din gymnasietid?
"Piger og øl. Og hvordan jeg blev forvandlet fra barn til voksen med alt, hvad det indebærer."

Hvad husker du især fra undervisningen?
"Jeg husker de gode lærere – og så dem, man blev irriteret på, fordi man begyndte at danne sig sine egne holdninger. Der var de konservative, de liberale og de venstreorienterede. Jeg husker tiden i 1970’erne som virkelig ekstrem. Man kunne blive seriøst rasende på lærere, der ikke tog stilling. På os elever virkede det som om, at verden udenfor næsten ikke eksisterede for dem. Den verden, som vi jo selv var så sultne på."

Er der en begivenhed, du husker særlig godt?
"Ja, på et tidspunkt dukkede en ung lærervikar op. Han var englænder og gik og så på os og systemerne på gymnasiet og dannede sig sin helt egen mening om, hvor verdensfjernt og provinsielt det hele var. Han reagerede enormt heftigt på, at vi alle lignede mor og fars tavse børn, mens verden derude var i fuld gang. Det kulminerede en dag, hvor han pludselig stillede sig op midt i aulaen og skreg ud over os alle med sin stærke engelske accent – der var sjældent hørt i Nørresundby – at nu måtte vi vågne op og se livet! Jeg sad i samarbejdsudvalget, og vi blev kaldt ind på rektors kontor. Der var vild krise, elever strejkede, der blev skældet og smældet, og den unge adjunkt blev smidt ud. Jeg ved ikke, om det hele overhovedet havde nogen retning. Men det var et helt overraskende revolutionært pust – en hurtig skarp vind, som jeg aldrig glemmer."

Havde du en lærer, der betød noget særligt for dig?
"Ja, Knud Henriksen, som jeg havde i kunsthistorie. Knud var et langsomt dovendyr med hængende øjne og tykke hinkesten. Med kasket og bukser, der hang nede om haserne. Han var københavner, kunstmaler og gammel modstandsmand med et vid og en selvironi, som var fuldstændig fantastisk. Mange kunne ikke fordrage ham, men han var den første kunstner, jeg mødte, og et menneske med en helt særlig humor og dannelse. Jeg skylder ham enormt meget. Han tog os med til Rom, og vi – hans disciple – vadede rundt i Roms gader og lærte at drikke rødvin i spandevis af en Knud, som bestemt havde svært ved at slukke sin tørst. Han var saligt beruset hele ugen dernede – og i øvrigt alle de aftener jeg tilbragte med ham, når jeg kunne og måtte. Han rasede mod autoriteter og var satirisk i forhold til magthavere. Han tog os med i Det Kongelige Teater for at se opera og sad og snorkede højlydt under Tryllefløjten. Mens Tonni Landy gjaldede, så kørte Knuds savværk højlydt udover tilskuerpladserne. Det var fantastisk. Han nød at fortælle om befrielsesdagene, og om hvordan nogle havde stukket en stengun (engelsk maskinpinstol, red.) i hånden på ham, for at han skulle holde vagt – og hvordan den gik af, fordi han fumlede og nær havde skudt en af sine kammerater. Han var ét af de her helt sjældne kloge mennesker, der med vid kunne udstille sin egen uduelighed og bære det – og dermed være en kæmpe inspiration for alle usikre unge mennesker."

Har din gymnasietid haft indflydelse på det, du laver i dag?
"Ja da, den almindelige dannelse er jo guld værd – og den starter vel der. Men det er nok stadig Knud som menneske, der har haft den største indflydelse. Men det undrer mig virkelig, at de litteraturanalysemetoder, jeg blev konfronteret med dengang, stadig huserer i dag. De er jo ubrugelige. Måden kunsten fortolkes på er fordrejet. Og jeg kan næsten ikke sige det til min store datter – at tolkningerne af symboler og lignende er forkerte. Kunsten ligger ikke i det sprog, som man påstår, den gør. Den ligger et andet sted."