Overenskomstforhandlinger i krisens tegn

Finansministeren er ny, men kravet er det samme. Med andre ord, finansminister Bjarne Corydon har ikke selv fundet på kravet om, at lærernes arbejdstidsregler skal laves om. Det samme krav blev også stillet ved overenskomstforhandlingerne i 2008 og 2011 – dengang havde arbejdsgiverne som bekendt ikke held med deres mission. 
Det vil dog være en fejl at sammenligne 2013 med de foregående år. 
For fem år siden strejkede blandt andet SOSU-assistenter og pædagoger, da de ikke kunne komme igennem med krav om lønstigninger på 15 procent – godt nok over flere år. Arbejdsgiverne ville ”kun” gå med til at give dem 12,8 procent i lønstigning. 
Fem år og en global økonomisk krise efter kæmper fagforbund i dag for, at deres medlemmer har råd til at købe nogenlunde de samme varer i Netto som året før. 
Hvad har det med Bjarne Corydons krav om en ”normalisering” af gymnasielærernes arbejdstid at gøre? 
En hel del, hvis man spørger Flemming Ibsen, som er professor på Aalborg Universitet og ekspert i arbejdsmarked og overenskomstforhandlinger.

Magtspil 
”En overenskomstforhandling er et magtspil, hvor parterne møder op med den ballast, som er afhængig af, hvilken konjunktur vi befinder os i. Nu har Danmark og Europa i fem år været frosset ned i krise og lavkonjunktur, og det betyder, at arbejdsgiverne har styrken. De ser derfor en åbning i forhold til nogle af de krav, som de har haft lyst til at gennemføre i mange år,” siger Flemming Ibsen. 
Hele verden er blevet vendt på hovedet. I 2008 var det lønmodtagerne, som stillede kravene, mens arbejdsgiverne forsøgte at slippe billigst muligt. Der var mangel på medarbejdere for eksempel til at tage sig af de ældre på plejehjemmene, og hr. og fru Hansen kunne godt se det rimelige i, at de offentligt ansatte fik mere på lønsedlen. 
I krisetider er det omvendt arbejdsgiverne, og i dette tilfælde Bjarne Corydon, der har serveretten, når der forhandles overenskomster med de statsansatte. Han har som bekendt lavet en hård førsteserv mod gymnasielærerne og sigtet direkte mod arbejdstidsreglerne. 
”Det handler også om økonomi – at man vil have mere undervisning for færre penge. Statsfinanserne er i den grad under pres, sådan er det i en krise,” siger Flemming Ibsen. 
I forvejen er gymnasierne blevet effektiviseret. Elevprisen er ifølge beregninger fra Undervisningsministeriet faldet med 10 procent fra 2001 til 2010, og antallet af elever per lærer er steget. Samtidig strømmer langt flere unge i gymnasiet i dag, og regeringens målsætning om, at 95 procent af en årgang skal have en ungdomsuddannelse, er tæt på at blive opfyldt. Samtidig er gymnasiet blevet forandret væsentligt med en ny reform i 2005. 
Nu ønsker politikerne så, at lærerne skal bruge mere af deres arbejdstid på at undervise, dog uden at arbejde mere.

Effektivisering 
”Der ligger hele tiden et effektiviseringspres på den offentlige sektor. Det gjorde der også før krisen, og det gør der især under en økonomisk krise,” siger Flemming Ibsen. 
Han er ikke i tvivl om, at danskerne er blevet meget krisebevidste i de senere år. Det kan få stor indflydelse i forbindelse med en overenskomstforhandling. 
”Der er mange mennesker i befolkningen, som føler, de har det hårdt. Mange er presset på deres arbejdspladser, og nogle er gået ned i løn og op i tid for at beholde deres job,” siger Flemming Ibsen, som derfor mener, at befolkningen og andre faggrupper ikke vil mobilisere en helhjertet indsats til fordel for gymnasielærernes sag i årets overenskomstforhandlinger. 
”De offentligt ansattes arbejdsgivere er politikere, og politikerne vil selvfølgelig gerne have vælgernes sympati, da de skal genvælges. Derfor er det nødvendigt for politikerne at have en vis folkelig opbakning, hvis de skal tage et opgør med en faggruppe,” siger Flemming Ibsen. 
Problemet i den sammenhæng er, at Bjarne Corydon i pressen og dermed over for befolkningen har brugt tvivlsomme tal om, hvor meget en gymnasielærer underviser, og har krævet en ”normalisering” af arbejdstidsreglerne. 
”Det er svært at forklare den almindelige befolkning, at undervisning er andet end at stå ved en tavle. Næsten ingen i befolkningen har gået i gymnasiet efter den nye reform, så folk kender den ikke. Jeg underviser selv projektorienteret på Aalborg Universitet, men det er der ikke mange som ved hvad er for noget,” siger Flemming Ibsen. 

Svært at forstå 
Mikkel Mailand er forskningsleder på Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) på Københavns Universitet. 
Han mener, at almindelige danskere har meget svært ved at forstå en offentlig diskussion om arbejdstidsregler, forberedelse og undervisning. 
”Det er sværere gennemskueligt i forhold til i 2008, hvor der ikke var nok ’varme hænder’ til at tage sig af din mormor på plejehjemmet. Jeg har svært ved at se, at man kan mobilisere en folkelig stemning om arbejdstidsregler,” siger Mikkel Mailand. 
Det skyldes også i høj grad den økonomiske krise i samfundet, mener han. 
”Der er en generel krisestemning i befolkningen. Der er ikke så mange midler, og vi skal alle holde for, tænker danskerne. For arbejdsgivernes side er det logisk set et godt grundlag for at få reformer igennem,” siger Mikkel Mailand. 
Han mener også, at det er værd at bemærke, at finansministerens hovedkrav til overenskomstforhandlingerne med alle statsansatte var den såkaldte ”normalisering” af undervisernes arbejdstidsregler. Kravene er på mange måder de samme, som kommunerne stiller over for folkeskolelærerne. 
”Det er tydeligt, at det er en koordineret indsats fra regeringens side, som gælder hele undervisningsområdet. Politikerne har stillet lignende krav før, men nu er der virkelig skruet op for retorikken. Man ønsker, at lærerne skal bruge mere tid sammen med eleverne, mere fleksibilitet og større ledelsesrum,” siger Mikkel Mailand.