OK: Presset skabes på gader og stræder

Vi kan ikke skabe det fornødne pres ved forhandlingsbordet. Glem alt om det. Vi kan kun presse med mobiliseringen på gader og stræder.

Det var den gennemgående besked fra de statsligt ansattes topforhandler (CFU-formand) Flemming Vinther til GL’s repræsentantskab under en session om OK 18 med undertitlen “Hvad lærte vi – og hvad med fremtiden?”

“Det var en erkendelse af, at det er Finansministeriet, der sidder og fjernstyrer overenskomstforhandlingerne – det tog vi konsekvensen af denne gang. CFU havde droppet flinkeskolen og gik fra forhandlingerne denne gang, det er aldrig sket før. Så stod vi sammen, og så var det fællesskabet, der bar resten af vejen,” sagde Flemming Vinther i sin indledende vurdering af OK 18-processen.

Med på scenen var arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet. Også han pegede på, at det, vi vil komme til at se i historiebøgerne, er det med sammenholdet.

“Indbyrdes er de forskellige faggrupper dybt rivaliserende, men ved den her overenskomstfornyelse fandt man fælles platforme at stå sammen på,” sagde han.

GL-formand Annette Nordstrøm Hansen faciliterede samtalen, og hun spurgte de to overenskomsteksperter om den omdiskuterede musketered.

“Musketereden kommer på banen på baggrund af underviserproblematikken. Så vokser den undervejs, og vi begynder at lave bindinger på kryds og tværs. Det var ikke kun på grund af kærlighed, der var også en del praktik. Et kludetæppe af gensidige forpligtelser. Den var ikke hugget i granit nogen steder, men den virkede sgu!” sagde Flemming Vinther.

Han fortalte, hvordan han af journalister undervejs – til sin undren – var blevet spurgt om, hvordan man var kommet på den nyskabelse at stå sammen.

“Det var ikke noget nyt – men vi genopfandt det. Vi har nok forsømt det. Men den her gang var vi klar, vi var villige til at gå hele vejen. Styrken var, at vi blev enige om at stå sammen, vi blev enige om at handle. Der var ingen drejebog. Mobiliseringen opstod af sig selv. Det var autentisk. Det gjorde, at arbejdsgiverne ikke vidste, hvad de skulle stille op.”

Laust Høgedahl var enig i, at musketereden havde haft afgørende betydning, men han påpegede samtidig, at den også var med til at gøre forhandlingerne svære, for man suspenderede dermed køreplanerne i venten på at se den hvide røg stige op fra lærernes forhandlinger. Så alting kom senere i gang, hvilket ligeledes var medvirkende til, at der kom ting på borde, hvor de ikke plejer at være – for eksempel blev der denne gang diskuteret meget arbejdstid på det regionale bord.

“Så musketereden har båret langt, men også kompliceret forhandlingerne. Nogle har sammenlignet den med opfindelsen af atombomben. Et effektivt våben, man måske skal bruge med omhu.”

Den danske model til debat
Hvad kan man så gøre for at holde fast i det fællesskab og den mobilisering? spurgte Annette Nordstrøm Hansen.

Laust Høgedahl var først på banen.

“Jeg tror det afhænger af konjunkturer og af, hvordan verden ser ud efter et folketingsvalg. Men sammenholdet lokalt er vigtigt. Det skal holdes i gang ude på arbejdspladserne, så faglighederne ser hinanden. Men arbejdsgiveradfærden er selvfølgelig afgørende for, hvordan forhandlingerne skal gribes an.”

Flemming Vinther lagde eftertænksomt ud med at sige, at det er et svært spørgsmål – for skal vi opretholde eller genskabe?

“Hvis vi skal fastholde, skal der hele tiden være sager – det er der også, men det skal være sager, der kan bære. Folk bliver også trætte. Der er rigtig mange, der er ligeglade med underviseres vilkår i hverdagen – sorry to say, men det er der. Mobiliseringen bunder også i utilfredshed med velfærdssystemet, afmagt osv. De krav, vi rejser, skal kunne løses ved et overenskomstbord. Så det er et samspil af mange ting. Vi skal også tænke over, hvad vi vil i OK 21- er vi bare i gang med at gentage OK 18? Jeg vil gerne være visionær og lave gode aftaler, men det kræver to parter at gøre det. Vi kan også bare falde tilbage i vores huller og gøre, som vi plejer, så falder det hele fra hinanden automatisk,” lød det fra chefforhandleren.

Han tilføjede, at overenskomstforhandlinger er blevet et spørgsmål om jura og økonomi – og ikke egentlige forhandlinger.

“Vi skal måske passe på med illusionen om, at vi er enige om det meste. Men det er vi ikke med Finansministeriet. Vi er dybt uenige, inderligt og helt ind i sjælen, med dem om langt det meste. De spiller ikke et spil. Det gør ligeså ondt på dem, når de må fravige deres besparelser, som når jeg må give afkald på 1000 tillidsrepræsentanter. Det skal man forstå.”

Laust Høgedahl bragte forslaget om en justering af den danske model til torvs. Hvad vil man egentlig? Måske kan man lade sig inspirere af andre steder. I den offentlige sektor har man ikke samme tradition som i den private for at sætte sig sammen og finde løsninger, påpegede han.

“Den danske model er sat i verden for at finde kreative løsninger på svære problemer. Det vil jeg gerne efterlyse. Jeg tror, vi kan lære noget af svenskerne. Meldingen fra dem er, at der er et politisk pres på Arbejdsgiververket (den svenske statslige forhandlingsinstitution, red.). Men den indeholder folk fra gulvet, som på den måde sidder i en slags arbejdsgiverforening. Moderniseringsstyrelsen her i Danmark er en svingdør med lav anciennitet. Der kunne måske være ræson og fornuft i at tænke på, hvordan man kan demokratisere arbejdsgiversiden.”

Flemming Vinther var ikke decideret uenig med Høgedahl, men ser helst grundprincipperne i den danske model bevaret. 

“Jeg ønsker ikke, at politikerne skal holde sig ude af konflikten, jeg ønsker dem IND i konflikten. Vi kan som sagt ikke vinde kampen ved bordet, arbejdsgiver er kun bange for, hvad der sker på gader og stræder. Hvis vi alligevel skal slås, så lad os slås med dem, der bestemmer. Det er klart, at det er svært at forhandle med folk, der ikke har driftsansvar, og det kunne da være dejligt, hvis Moderniseringsstyrelsen kunne tage nogle af dine demokratiseringsideer til sig,” sagde han henvendt til Laust Høgedahl.

Sammenholdet vandt – men hvad nu?
Under punktet om GL’s egen evaluering om OK 18 lagde overenskomstudvalgsformand og kommende formand Tomas Kepler op til drøftelsen af en række spørgsmål op til OK 21 med baggrund i erfaringerne fra OK 18-processen – og i øvrigt i tråd med nogle af de ting, den forudgående samtale med Flemming Vinther og Laust Høgedahl, havde handlet om – blot med en mere snæver vinkel. Det handler blandt andet om kommunikation, mobilisering og aktiviteter og den danske model – her er hovedbestyrelsens konklusion, at der på nuværende tidspunkt ikke er et bedre alternativ – men hvad betyder det, når Moderniseringsstyrelsen nu eksempelvis undsiger aftalen om spisepausen? Så bør modellen genovervejes?

Læren af OK 18 er ifølge GL, at sammenholdet vandt (i øvrigt på baggrund af få sammentømrede krav), at GL fortsat skal opretholde en strategisk indflydelse i AC, men at samarbejdet i forhold til arbejdsgiver fortsat er udfordret.