Nyt opgør med smertensbarnet

Det synes at være et evigt problem. Talt om i årevis på både lokalt og centralt politisk niveau. “Nu skal vi altså have gjort noget ved det”. Alligevel er problemet ikke blevet løst. I hvert fald ikke alle steder og ikke i tilstrækkelig grad.

Det handler om erhvervsgymnasielærernes løn. Eller nærmere smertensbarnet udmøntning af lokalløn, der har fået Gymnasieskolernes Lærer­forenings (GL) medlemmer på erhvervsgymnasierne til lønmæssigt at sakke bagud i forhold til kollegerne i det almene gymnasium og pustet til en i forvejen ulmende utilfredshed blandt dele af hhx-, htx- og eux-­lærerne.

Således brød diskussionen igen ud ved foreningens seneste ordinære repræsentantskabsmøde for blot et par måneder siden. Her åbenbaredes forskellige standpunkter og fraktioner i kølvandet på forhandlingsfællesskabets afvisning af at bringe problemet med udmøntningen af erhvervsgymnasielærernes lokalløn videre som et krav ved de i skrivende stund pågående overenskomstforhandlinger.

Dog kunne alle blive enige om at give lønspørgsmålet en særlig prioritet fremadrettet.

Halv udmøntning
De forskellige gymnasiale ­retninger blev med struktur- og gymnasiereformerne i 2000’erne og ­2010’erne som sådan ligestillet, ligesom 2013-overenskomsten med sin ‘normalisering’ skabte mere ens forhold med hensyn til arbejdstid.

Kigger man i de offentligt tilgængelige lønstatistikker på GL’s hjemmeside, ser det på overfladen da også ganske fint ud i de fleste tabeller, hvor erhvervsgymnasielærerne i visse af dem faktisk tjener et par hundrede kroner mere om måneden end stx-lærerne. Når det handler om grundlønnen, vel at mærke.

Som det kan ses i diagrammet, er erhvervsgymnasierne nemlig ikke så gode til at udmønte lokalløn, som de burde være, i forhold til stx-udmøntningen på cirka 10 procent. Kun 5,7 procent er gennemsnittet ifølge de seneste tal, GL har kunnet samle fra erhvervsgymnasierne – i øvrigt en anden problemstilling, vi vender tilbage til om lidt.

Hvorfor nu den forskel? ­Ganske vist er der tale om to forskellige overenskomster, hvor den særlige GL-overenskomst generelt anses for den fordelagtige. Hvilket vel også understreges af, at arbejdsgiverside ved de seneste mange overenskomstforhandlinger har forsøgt at slippe af med den med argumentet om, at en fælles overenskomst for sektoren ville være lettere – mens GL hellere ser GL-overenskomsten fungere som løftestang. Men i henhold til overenskomsterne og den statslige lønpolitik er skolernes ledelser faktisk forpligtet til at afsætte midler til lokal løndannelse, som på statens ­område udgør omkring 10 procent af den samlede lønsum.

At det ikke sker på erhvervsgymnasierne i tilstrækkelig grad – for det ses i diagrammet, at nogle godt kan finde ud af det – kan der være forskellige grunde til. Dels har mange ­ledere i en årrække undskyldt sig med de tidligere regeringers nedskæringer, som så passende kunne ­finansieres ved ikke at indgå aftale om lokale lønstigninger. Dels – og måske nok så væsentligt – har det mange steder vist sig svært at samle lærerkollegiet, der også har medlemmer af andre organisationer end GL, og dermed give tillidsrepræsentanterne et stærkt mandat i de lokale forhandlinger på skolen.

Svagt samlet mandat
Før OK 13 var der på erhvervsgymnasierne blandt både ledere og medarbejdere en udbredt accept af, at den ‘ekstra’ løn kom hjem gennem merarbejde – i enkelte tilfælde var der sågar tale om eksorbitante beløb. Den indtjening er i store træk forsvundet med førnævnte normaliseringsproces, og lærerne er derfor i endnu højere grad afhængige af lokallønnen.

Måske har de forskellige organisationskulturer og identiteter betydning, når det handler om evnen til at lægge pres i de lokale forhandlinger.

“Det er helt klart GL, der er den aktive spiller her. Det bedste ville være, hvis alle lærerne meldte sig ind i GL. Som det er nu, har mange tillidsrepræsentanter simpelthen ­ikke et stærkt nok mandat fra kollegerne, når organisationerne ikke står tilstrækkeligt sammen eller ikke altid vil det samme,” forklarer Allan Nørgaard Andersen, der er formand for erhvervsgymnasiernes område­bestyrelse i GL.

“Ledelsen skal lære at forstå, at det er legitimt for medarbejderne at have en løninteresse. Mange steder bliver det betragtet som illoyalt, og folk bliver intimideret med trusler om fyring og så videre. Det er ærligt talt mærkeligt, at det ikke flere steder betragtes som en konkurrenceparameter at kunne give en god løn.”

Så er vi tilbage ved det med indsamlingen af lønstatistik; op mod 30 skoler indgår slet ikke i statistikken. Netop de manglende indberetninger har i kroge af foreningen ført til kritik af dele af TR-korpset. Men det er ikke så simpelt og handler ikke om, at tillidsrepræsentanterne ikke gør deres arbejde, mener Martin Lamberth, som er næstformand i erhvervsgymnasiernes områdebestyrelse i GL.

“Nogle steder vil ledelsen ganske enkelt ikke udlevere løn­op­lysningerne til tillidsrepræsentanterne. Igen er det et problem, når mandatet fra lærerkollegiet ikke er stærkt nok,” siger han.

Områdebestyrelsen har i det forløbne efterår lavet en handlingsplan, og repræsentantskabet vedtog en række initiativer, der skal styrke medlemmernes forhold på erhvervsgymnasierne. Herunder ikke mindst løse lønproblematikken. Ifølge ­Allan Nørgaard Andersen er den eneste vej frem en stærkere lokal organisering bakket op af en organisation, der er rustet til at servicere præcist og intenst lokalt. Samtidig er der i øjeblikket en intern strukturreform, som skal give flere ressourcer til netværksformændene, til høring i forskellige dele af GL.

“Vi skal grundlæggende blive ­bedre til at fortælle kollegerne på skolerne, at de skal deltage i det her. Og så skal vi blive endnu mere systematiske i netværkene med planer og målsætninger for lønforhandlinger. Der er et komplekst økonomisk system, som kan være svært at gennemskue, på de enkelte skoler. Det gælder om at få viden et skridt længere ud lokalt – og så i øvrigt få opsamlet lønstatistik på alle skoler og erfaringer med lønforhandlinger. Det kan være med til at give det nødvendige skub,” siger Allan Nørgaard ­Andersen.