Artikel
Nyansatte i en coronatid: Relationen til eleverne var svær
Mikkel Krægpøth Kristoffer Franklin

Nyansatte i en coronatid: Relationen til eleverne var svær

Svedige moduler og tvivlen om man skal være gymnasielærer. Mikkel Visby Krægpøth og Kristoffer Franklin fortæller ærligt om udfordringer som nyansatte lærere i coronatiden.

COVID19 har påvirket alle læreres arbejdsliv voldsomt. I det seneste år har de skullet jonglere med utallige forandringer som virtuel undervisning, nødbekendtgørelser og arbejdsplads i hjemmet. Men forestil dig at skulle forholde dig til alt det,  samtidig med at du skal finde dig til rette som ny gymnasielærer – sådan har det været for Mikkel Visby Krægpøth og Kristoffer Franklin.

1.oktober 2020 startede Kristoffer Franklin som ny gymnasielærer på Hillerød Tekniske Gymnasium. Som cand.it havde han arbejdet i flere år i bankverdenen, men da han stod uden job under coronakrisen, valgte han at forfølge en gammel drøm om at undervise. 

“Det har været vildt spændende, og jeg har nydt udfordringerne, der spænder vidt fra at lære at læse bekendtgørelser til at få tonet mig ind på det gymnasiale niveau,” siger Kristoffer Franklin.

Han er glad for, at han nåede at få et par måneder på skolen, inden undervisningen blev virtuel.

“Det er ikke, fordi det tekniske har skræmt mig, i mine tidligere jobs har jeg været vant til op til 20 timer online møder med folk fra hele verden,” siger Kristoffer Franklin og tilføjer:

“Men at undervise bag en skærm og forsøge at vurdere, hvilke elever der føler sig lidt afkoblet og har brug for, at jeg rækker ekstra ud til dem, har været svært. Og jeg har været nervøs for, om alle elever fik det med, de skulle.”

Kaffemøder med kollegial sparring
Især den seneste måned har været hård, og Kristoffer Franklin har følt sig nødsaget til at skifte lidt spor.

“Da eleverne kom tilbage til virtuel undervisning efter vinterferie, kunne jeg mærke, at mange af dem ikke kunne mere. Derfor skiftede jeg lidt fokus fra det faglige til trivslen,” fortæller Kristoffer Franklin, der dog understreger, at han kun har ros til eleverne over, hvor godt de har klaret det. 

Det er også eleverne, han nævner først, når han skal sige, hvad der er det bedste ved det nye job.

“Jeg er så dybt imponeret over eleverne. Hvis jeg for eksempel beder dem om at lave en fremlæggelse, så går de bare i gang med alt muligt som at filme og klippe film sammen eller at lave computerspil. Man kan ikke andet end at blive smittet af deres fantastiske livsglæde og humor,” siger Kristoffer Franklin.

Det har været vigtigt for mig, at når de tændte for skærmen, så så de mig med et stort smil og ja-hatten på.

Kristoffer Franklin, lærer
Hillerød Tekniske Gymnasium

Derfor øgede det også presset på ham, da han under nedlukningen mærkede, at mange af eleverne var helt udmattede.

“Nogle gange har jeg været helt svedig efter et modul, fordi det har været vigtigt for mig, at når de tændte for skærmen, så så de mig med et stort smil og ja-hatten på. Jeg håbede, at energien ville smitte,” siger Kristoffer Franklin. 

Derudover er Kristoffer Franklin især taknemlig for samarbejdet i faggruppen.

“Heldigvis fortsatte vi de ugentlige kaffemøder virtuelt, så jeg har trukket meget på deres erfaringer,” fortæller han.

Ikke tid til at opbygge relationer
Selvom Mikkel Visby Krægpøth er i gang med sit andet år som gymnasielærer, sidder rutinen ikke helt på rygraden endnu – for årene har været alt andet end rutine, fortæller han. Hans første gymnasielærerår var i et vikariat på Marselisborg Gymnasium i skoleåret 2019-2020, hvor pandemien ændrede alt. 15. november 2020 blev han så fastansat på Vejle Tekniske Gymnasium. Han synes, at den seneste nedlukning har været den hårdeste.

“Første nedlukning var selvfølgelig også forvirrende for mig, men fordi jeg var helt nyuddannet, havde jeg ikke en rutine, jeg skulle til at ændre. Alt var nyt for mig. Derfor tror jeg ikke, at nedlukningen betød så voldsomt meget for mig som for mine mere erfarne kolleger,” siger Mikkel Visby Krægpøth, der underviser i kemi og fysik.

En af hans største udfordringer under første nedlukning var i forhold til eksamen.

“Det var svært at forberede og afholde prøver og eksamener, fordi jeg ikke rigtigt kunne sparre med kollegerne, fordi de heller ikke havde fuldstændigt styr på det. Men jeg fik hjælp, og det gik heldigvis udmærket,” siger han.

Endnu hårdere har den seneste nedlukning været for ham.

“Da mærkede jeg, at jeg ikke havde haft tid nok til at opbygge relationer til eleverne. Jeg er en af de lærere, der får energi af at være sammen med eleverne, men det er altså stort set umuligt at opbygge relationer bag en skærm,” siger Mikkel Visby Krægpøth, der i januar fik en eux-klasse, som han ikke havde mødt før.

Jeg er ikke så god til at bede om hjælp, så jeg manglede snakken ved kaffemaskinen med mine nye kolleger.

Mikkel Visby Krægpøth, lærer
Vejle Tekniske Gymnasium

Nedlukningen satte også en stopper for sparringen med kollegerne.

“Jeg er ikke så god til at bede om hjælp, så jeg manglede snakken ved kaffemaskinen med mine nye kolleger,” fortæller han.

Mildere start på arbejdslivet
Mikkel Visby Krægpøth oplevede, at situationen påvirkede hans arbejdsglæde.

“Pludselig begyndte jeg at sætte spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet skulle være gymnasielærer,” siger han.

Spørgsmålstegnet forsvandt dog lige så hurtigt, han kom tilbage til skolen og underviste igen. 

“Jeg har det nok lidt som en ko, der er kommet på græs igen. Det er så rart at være tilbage. Som naturfagslærer føles det især godt, at jeg nu kan sørge for, at eleverne får naturvidenskaben i hånden igen, og at de kan observere og opdage i stedet for, at jeg kun kan fortælle om forsøgene,” siger han.

Selvom Mikkel Visby Krægpøth generelt synes, at nedlukningen har været træls, så kan han også se, at den måske har påvirket hans første år som lærer positivt.

“Jeg tror, at jeg måske har haft en lidt mildere start på gymnasielærerlivet, fordi mange eksamener er blevet aflyst, og at kravene til mig har været lidt lavere. Jeg har nok i højere grad kunnet fokusere på konkrete ting til den individuelle undervisningstime frem for det store forløb, som jeg forestiller mig, at man bruger mere energi på som erfaren gymnasielærer,” siger Mikkel Visby Krægpøth.

 

      

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater