”Nu har jeg fucking havudsigt”

For Glenn Bech var universitetet en flugtvej. En vej væk fra barndomsbyen Horsens og den opvækst, der efter farens selvmord havde båret præg af utilregnelige, alkoholiserede og voldelige stedfædre.

”Jeg har virkelig knoklet røven ud af bukserne for at konkurrere med dem, der havde et bedre udgangspunkt end mig,” siger han.

I dag er 34-årige Glenn Bech privatpraktiserende psykolog og succesfuld forfatter. Han fik sit gennembrud i 2022 med digtmanifestet Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. En bog, der blev et samtaleemne landet over og om nogen fik os til at diskutere klasse, privilegier og ulighed med fornyet styrke.

I bogen beskriver han den kamp, det har været for ham at nå dertil, hvor han er i dag.

Når han tænker på sin egen vej, kan han ikke forstå, at regeringen, SF og Dansk Folkeparti har besluttet at hæve karakterkravet fra 5 til 6 til stx, hhx og htx. Ingen kan vide, hvad en 15-årig i 9. klasse kan blive til, siger han.

”Det er alt for tidligt at lukke nogen døre. Jeg kunne knap nok binde mine snørebånd, da jeg gik ud af 9. klasse,” siger Glenn Bech.

Han kan ikke huske, hvad hans karaktergennemsnit dengang var, men han tror ikke, at han ville have klaret et karakterkrav på 6 til gymnasiet, hvis det havde været gældende dengang.

”Mine karakterer i folkeskolen var ret sløje, jeg dumpede i matematik,” siger han.

Hhx var en fejl
Glenn Bech åbner døren til det lille kontor i kælderen og sætter sig i den koboltblå sofa. Han har sagt ja til et interview om at bryde den sociale arv. Gennem det åbne vindue kan man høre fuglekvidder. Nogle solstråler rammer det mønstrede gulvtæppe. Rummet er enkelt indrettet med et skrivebord og en stigereol i fyrretræ. Det er her, han har sin psykologpraksis og har skrevet på sin tredje bog, der udkommer senere på året. En roman om klassesamfundet med udgangspunkt i et parforhold.

Fra hans lejlighed oppe på 3. sal, som han deler med sin kæreste, er der udsigt over Øresund. Før boede de på Nørrebro.

”Jeg er sådan en, der suger alle indtryk til mig, så jeg havde brug for at komme ud af byen. Nu har jeg fucking havudsigt. Og jeg er glad. Så må folk ude på den yderste venstrefløj kalde mig klasseforræder, alt det de vil.”

Føler du dig nogle gange selv som en klasseforræder?
”Ja, nogle gange, eller jeg har måske mere en form for ’survivors guilt’. Mens jeg nyder udsigten, er sandheden jo, at jeg kun har kontakt til min mor og bror. Resten i min familie er på druk, psykisk syge eller døde. Så jeg kæmper lidt med, at jeg godt må bo her.”

Hans flugt væk fra Horsens startede på det lokale handelsgymnasium.

”Til en samtale med en studievejleder i 9. klasse fik jeg sagt, at engelsk var det eneste fag, jeg var god til. Min stedfar var med. Han og studievejlederen syntes, det ville være rart at have et job med rejsemuligheder, og da min stedfar nævnte, at han kendte en, der var speditør, så blev de enige om, at jeg skulle på Business College Horsens. Jeg gled bare med.”

Hans mor var på det tidspunkt fængselsbetjent. Tidligere havde hun været buschauffør og postbud. Stedfaderen var dørmand og asfaltlægger.

Ingen af dem sagde til ham, at de var stolte af ham, da han begyndte i gymnasiet. Det var kun til naboerne.

I dag kan han se, at det almene gymnasium ville have været et langt bedre valg.

”Jeg brød mig ikke om et eneste af de der økonomifag. Som den eneste i klassen glædede jeg mig, når vi skulle have dansk og engelsk.”

I de to fag mødte han for første gang nogle voksne, der forstod ham.

”Her var to lærere, der værdsatte det, jeg var god til fagligt. Det var der ingen andre, der gjorde. Det var trygt og stimulerende. Jeg var vant til, at det enten var ’gay’ eller ’blødt og humanioraagtigt’, og mine forældre forstod mig ikke.”

Klassens nørd
I gymnasiet skulle han knokle ”helt vildt” for at følge med fagligt. Og det gjorde han. Især fordi han gerne ville imponere den kæreste, han havde fået, som ”kom fra en rig familie i Silkeborg og fik 12 i alt på hhx”.

Mødet med kæresten blev altafgørende, fortæller Glenn Bech, der endte med at få det højeste snit i sin klasse.

”Han var ambitiøs og havde noget, jeg ville have. Jeg så op til ham, og jeg ville beholde ham. Så jeg begyndte at bruge lang tid på lektier og afleveringer.”

Der var et stort overtal af drenge i klassen. Ambitionsniveauet var lavt. Efter første år var halvdelen droppet ud.

”Det var computerspil på bagerste række og druk fra torsdag til søndag. Jeg var ikke en del af det og blev hurtigt klassens nørd. Der skulle ikke så meget til for at imponere lærerne.”

I løbet af de tre år var han kun med til én fest på skolen. Han ville ikke afsløres i at være homoseksuel. Ingen vidste, at kæresten i Silkeborg var en dreng.

”Der var homo-jokes i klassen hvert andet minut. I begyndelsen lykkedes jeg med at fake – jeg kunne godt snakke med om Champions League og sige ’store patter’ på de rigtige tidspunkter.”

Men på et tidspunkt blev det opdaget, at han var bøsse.

”Det spredte sig hurtigt. Jeg blev mobbet og var ekstremt ensom. Det føltes, som om jeg socialt skulle dø. Det var så voldsomt, at jeg en nytårsaften drak mig i hegnet og lagde mig til at sove på en bænk i en park i frostvejr. Heldigvis vågnede jeg.”

Om Glenn Bech

• Født i 1991.
• Student fra Business College Horsens i 2011.
• Uddannet cand.psych. fra Aarhus Universitet i 2017.
• Elev på Forfatterskolen i 2017-2019.
• Debuterede med romanen Farskibet i 2021, som han fik Munch-Christensens Debutantpris og Blixenprisen for.
• Udgav digtmanifestet Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet i 2022, som han modtog Politikens Litteraturpris for.

”Hvis jeg ikke havde haft min kæreste, var jeg droppet ud, tror jeg. Han var den første, jeg havde intimitet og sex med, og han blev et skjold og min redning.”

Når du tænker tilbage på din gymnasietid i dag, hvad er så det første, du tænker på?
”At jeg brugte meget krudt på at overleve det.”

Skammede sig
Da han begyndte på universitetet, blev det tydeligt, hvor meget bagud rent sprogligt og dannelsesmæssigt han var i forhold til de andre.

”Jeg mærkede på mange måder, at jeg var anderledes. Jeg skammede mig over det, og den skam gjorde, at jeg tog mere og mere afstand til min familie. Pludselig syntes jeg, at de spildte deres liv med Vild med dans og andet åndssvagt tv. Jeg dømte dem hårdt på mange måder.”

Hans studiekammerater havde også en langt større almenviden, end han havde.

”Da vi skulle spille Bezzerwisser på rusturen, kunne de nærmest alle svarene. Jeg var vant til kun at få én ost i Trivial Pursuit,” husker Glenn Bech.

På rusturen fik han også følelsen af at være politisk ukorrekt.

”I bussen skulle vi lege ’lær hinanden at kende’. I min familie beundrede man kongehuset, og nytårsaften lyttede vi altid til dronningens nytårstale. Pludselig sad jeg ved siden af en, som stemte på Enhedslisten og mente, at alle i kongehuset skulle af med hovedet. Det havde jeg aldrig hørt nogen sige før. Og det var den typiske holdning blandt mine medstuderende.”

”Og sådan var der en masse ting. De film, jeg havde set, de bøger, jeg havde læst, måden at tale om tingene på, den mad vi spiste, de partier, min mor og stedfar stemte på. Der var intet af det, jeg havde lyst til at sige højt. Der var intet af det, der gav kulturel kapital.”

Konkurrerede med topadvokatens søn
Glenn Bech læste først statskundskab på Aarhus Universitet, men droppede så ud, tog en pause og begyndte på psykologistudiet.

Hans overlevelsesstrategi blev at lære koderne og tilegne sig alt det, han fornemmede, at man skulle tilegne sig for at klare sig i den akademiske verden.

Når han i dag ser tilbage på sin studietid, ville han ønske, at han havde været sig selv og stået ved sin baggrund. Men dengang havde han ikke styrken til det.

”Jeg glemte mig selv fuldstændig og forsøgte at gøre det, der gav point. Så jeg begyndte at se Deadline og stemme til venstre for midten.”

Mange, der vil bryde den sociale arv, har haft det sådan, tror han.

Fagligt kunne han godt følge med, hvis han sled i det. Men de andre virkede til at have et helt andet overskud, husker han.

”Jeg skulle overkompensere helt ekstremt. Jeg havde to studiejob for at kunne betale min husleje. Mange af de andre boede i forældrekøb. De havde overskud til at være frivillige og være med i festudvalget.”

”Jeg sammenlignede mig meget med de andre – og altid de dygtigste. Det har været en drivkraft, men har også været ved at knække mig. Jeg skulle fandeme løbe hurtigt, hvis jeg skulle konkurrere med lægedatteren og topadvokatens søn.”

Litteratur og Linse Kessler
Glenn Bech er den eneste akademiker i sin familie, og i Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet beskriver han blandt andet den splittelse, der fulgte med at tilegne sig et akademisk sprog.

Han kan huske, hvordan han ville lave om på sin mor og stedfar, og at det akademiske sprog blev en barriere imellem dem. Når han af og til var hjemme i Horsens, opstod der altid skænderier. I de år gjorde han alt for at lægge afstand til dem og for at blive en anden.

”Vi testede hinanden. Jeg var en total Erasmus Montanus, der rettede på dem, når de sagde noget, jeg syntes var forkert. De syntes omvendt, at jeg var blevet hovski-snovski. Så min stedfar sagde bevidst noget, som, han vidste, ville irritere mig. Vi blev fremmede for hinanden.”

At Glenn Bech bevægede sig mellem to verdener – den akademiske klasse i byen og arbejderklassen i provinsen – gjorde ham ensom. Men det var ikke noget, han delte med nogen.

”Jeg lukkede fuldstændig ned for det, og så terpede jeg. Jeg havde det vildt dårligt i perioder, men det der med at ynke mig selv kunne jeg slet ikke holde ud.”

I dag har han et godt forhold til sin mor. Et forløb hos en familieterapeut har hjulpet dem videre. Og i dag vælger han at se det som en styrke, at han kender begge verdener.

”Jeg kan diskutere litteratur i Statens Kunstfond og bagefter tage toget hjem til Horsens og se Familien fra Bryggen med min mor. Det er der ingen modsætninger i for mig. Jeg har fundet en ro i det. Det kan to forskellige ting.”

Plads til en ’late bloomer’
Siden hans gennembrud for tre år siden er der blevet hevet i Glenn Bech fra alle sider. I kølvandet på de 329 sider, som både indeholdt selvudlevering og en ordentlig håndfuld stikpiller til blandt andre privilegieblinde, homofober og identitetspolitiske aktivister, har han optrådt som debattør i tv, radio og på avisernes debatsider og holdt hundredevis af foredrag. 162 alene i 2023. Her har han fortsat sin kritik af klassesamfundet og ulighed.

Hvordan man kommer uligheden til livs, kan Glenn Bech ikke svare på. Men hvis man vil have flere som ham ind på universitetet, så skal systemet i højere grad understøtte dem, der ikke har de bedste vilkår med hjemmefra. Og det gør man ikke ved at hæve karakterkravet til stx, hhx og htx, mener han.

Det højere adgangskrav vil især ramme drenge, elever med anden etnisk herkomst end dansk og elever, hvis forældre ikke har en gymnasial uddannelse, viser tal fra Rockwool Fonden.

”Hvorfor vil man skabe gymnasieklasser, hvor de unge kun møder nogle magen til sig selv? Med et øget karakterkrav risikerer man at forstærke accelerationen af et A- og B-Danmark,” siger han.

Politikerne søsætter som bekendt samtidig den nye, mere praktiske gymnasieuddannelse, epx, og laver dermed en åbning, så unge med ned til 2 i snit fra folkeskolen også kan komme i gymnasiet. Epx er som udgangspunkt toårig og rettet mod de unge, der vil videre på en erhvervs- og professionsuddannelse. Tager man en overbygning, er døren til universitetet åben.

Glenn Bech er ambivalent i forhold til epx. Som udgangspunkt er det en god idé, for ”samfundet har brug for flere, der går de veje”. Men epx burde stå i sin egen ret og ikke kobles med et hævet karakterkrav til de traditionelle gymnasieuddannelser, mener han. Dels vil de unge opfatte epx som mindre prestigefyldt, dels er der mange ’late bloomers’, der har brug for et lidt længere tilløb, før deres potentiale er synligt.

”Jeg var ikke specielt gymnasieegnet, da jeg begyndte i 1.g. På tre år kan der ske ufatteligt meget,” siger Glenn Bech.