Gode ungdomsuddannelser handler om meget mere end uddannelse. De er en livsnerve og en uundværlig del af fødekæden for mange små lokalsamfund, mener Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S).
“Hvis Nakskov Gymnasium lukker, så ender det med, at Vestas ikke kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft, og så flytter virksomheden ud af landet, og vi mister mange arbejdspladser.”
Så skarpt trak Holger Schou Rasmussen (S) situationen op, da han til GL’s høring på Christiansborg i går deltog i en debat om ungdomsuddannelser i landdistrikterne.
Han uddybede, at det er en betingelse for ingeniører og andre højtuddannede medarbejdere, som søger arbejde på Vestas i Nakskov, at deres børn og unge kan gå i en god skole og komme i gymnasiet.
Det er dog ikke kun for tilflytternes skyld, at der skal være gode ungdomsuddannelser i Nakskov og i resten af landet.
“Vi skal styrke uddannelser både erhvervsuddannelser og gymnasier i de tyndt befolkede områder. Vi kan ikke være tjent med, at unge ender med at skulle køre 50 kilometer for at tage en ungdomsuddannelse,” sagde han og hentydede til, at nedskæringerne på uddannelse presser små skoler, som oven i købet kan se frem til mindre ungdomsårgange i de kommende år.
S vil give mere til de små gymnasier
Undervisningsordføreren for Socialdemokratiet, Annette Lind, er meget enig. På høringen gentog hun Socialdemokratiets udspil om at styrke de små gymnasier i Danmark. Partiet foreslår, at gymnasier med få elever får et større økonomisk tilskud, og at store gymnasier med mange elever derimod mister taxameterkroner for at finansiere den model.
“Vi skal have ordentlige udbud af ungdomsuddannelser i alle dele af landet. Det gælder både erhvervsuddannelser og gymnasier. Vi skal værne om, at alle unge kan dygtiggøre sig, lige meget hvor de bor i landet,” sagde Annette Lind.
Hun slog i øvrigt igen fast over for den fyldte sal i Proviantgården på Christiansborg, at Socialdemokratiet lover at afskaffe omprioriteringsbidraget på alle uddannelser, hvis partiet får regeringsmagten.
“Vi går ikke og lover så meget, så når vores formand (Mette Frederiksen red) siger det, så er det fordi, vi har pengene til det,” sagde Annette Lind.
Læs: Valgløfte fra S: Stop for besparelser på alle uddannelser
Venstre: Uddannelser kan gøre det bedre
Det er svært at finde en politiker i dag, som ikke ønsker det bedste for landdistrikterne. Det gælder også Thomas Danielsen, som er ordfører i landdistriktsspørgsmål for Venstre. På høringen var han eneste repræsentant for et af regeringspartierne, da undervisingsordførerne for Venstre, Konservative og Liberal Alliance havde takket nej til invitationen.
“Det er selvfølgelig afgørende, at der er kvalitet i uddannelserne i landdistrikterne, så unge ikke flytter væk,” sagde han.
Han understregede, at han ikke arbejder med uddannelse, men han ville alligevel godt stå på mål for omprioriteringsbidraget på uddannelse, som, regeringen forseslår, skal fortsætte flere år frem.
“I staten har man haft omprioriteringsbidrag siden 1980’erne, og det er en måde politisk at skubbe den vej regeringen gerne vil. Jeg mener godt, man kan gøre tingene bedre og mere effektivt på en uddannelsesinstitution. Det har man gjort i staten siden 80’erne,“ sagde Thomas Danielsen og pegede på, at regeringen netop har foreslået at investere to milliarder kroner i erhvervsuddannelser de næste fire år.
Det fik dog repræsentanter fra erhvervsuddannelserne i lokalet til at påpege, at omprioriteringsbidraget på erhvervsuddannelsern udgør en større besparelse end regeringens foreslåede investering.
Uddannelse er en investering
Erhvervsuddannelseschef i Dansk Industri (DI) Lone Folmer Berthelsen understregede dog, at omprioriteringsbidraget skal stoppe. Hun var enig med Lollands borgmester i, at det er vigtigt for virksomheder i landdistrikterne, at medarbejdernes børn har adgang til gode uddannelser. Hun pegede også på, at det er vigtigt, at hendes medlemmer – de danske industrivirksomheder – kan rekruttere dygtige unge i fremtiden.
“Uddannelse er en investering,“ slog hun fast.
Underminerer uddannelsessystemet
Formanden for GL, Annette Nordstrøm Hansen, har flere gange advaret om, at nedskæringerne på ungdomsuddannelserne risikerer at lukke små gymnasier på landet.
På høringen sagde hun blandt andet:
“Konsekvenserne af nedskæringerne er voldsomme og risikerer at underminere det stærke uddannelsessystem, vi bryster os af i Danmark, og som er til gavn for den enkelte og hele samfundet. Vi har brug for gode gymnasier og erhvervsuddannelser i alle dele af landet.”
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode