Motivation skal forhindre frafald

”Det, som er helt væsentligt i forhold til at forebygge frafald, foregår i den løbende, daglige undervisning. Ikke så meget i de rammer, der er organiseret uden om undervisningen.”

Sådan siger Dorte Ågård, selvstændig pædagogisk konsulent, ph.d. Hun har været gymnasielærer i 16 år og trådte i 2008 ind i forskningsverdenen og skrev i 2014 en ph.d.-afhandling om motivation. Og netop motivationen er helt afgørende for at forstå, hvorfor elever falder ud af gymnasiet.

”Jeg har undersøgt, hvad relationen mellem elev og lærer betyder for elevens motivation og muligheden for at gennemføre uddannelsen. Motivationen er en drivkraft, der skal opbygges, for at eleven kan blive ved. For der er mange steder, man kan falde fra,” siger hun – og påpeger, at motivation skal skabes og vedligeholdes.

”Motivation er ikke noget, elever har eller ikke har. Det er noget, der opstår, når det gode læringsmiljø er der. Der kommer skolen, faget og læreren ind.” 

Banalt og meget vigtigt
Gymnasieskolen.dk har i afdækningen af frafaldet fundet mange eksempler på, hvad gymnasier gør for at fastholde eleverne. Meget arbejde foregår udenfor klasseværelset og omkring undervisningen.
Men Dorte Ågårds forskning peger på, at det altafgørende for at fastholde eleverne er, hvilket læringsmiljø lærerne er i stand til at opdyrke i selve klasseværelset.

”Hvis du har en oplevelse af at høre til og har en god kontakt med læreren, så kommer du også hen over de større bump, når det bliver svært eller kedeligt at lære.”

Hun siger selv, at det i virkeligheden er meget banalt – og meget vigtigt.

”Lad os tage udgangspunkt i de frafaldstruede elever. For dem er det allervigtigste at blive set af læreren. Hvis en elev ikke har været i skole i en uge, og man så kommer tirsdag morgen klokken otte, og læreren ikke bemærker det, hvorfor så komme næste dag?”
Det at mærke, at man bliver set, og at din tilstedeværelse betyder noget, det er centralt.

Hej Johan – godt at se dig!
Opskriften på det venlige læringsmiljø er ikke raketvidenskab. Men den kræver blandt andet et opgør med nogle dårlige vaner.

”Det er sommetider ikke meget, der skal til. Det, at læreren nævner ens navn positivt: ”Hej Johan, hvor er det godt at se dig igen!”. I stedet for den sarkastiske bemærkning, som lærere – det var jeg også selv – kan være skrappe til: ”Der kommer ugens gæst nok!”.”

Dertil kommer den vigtige, daglige dialog mellem læreren og eleverne.

”Det er vigtigt med øjenkontakt, og at læreren sørger for mange små kontaktformer. Nærvær betyder ikke personlige samtaler, men de løbende små, faglige samtaler.”

Dorte Ågård sammenfatter det således:
”En lærer kan ikke have god kontakt til alle elever altid, men der må ikke være elever, man altid har dårlig kontakt med.” 

Det er lærerens ansvar at række hånden ud
En af de afgørende grunde til frafald er, at eleven har dårlig kontakt til mange eller måske alle lærere.

”Det kan være elever, der er udadreagerende, som læreren som menneske ikke har lyst til at tale med. Der er ofte i hver klasse tre til fem elever, som læreren har dårlig kontakt med. Og har den samme elev dårlig kontakt til alle sine lærere, så går eleven ud. Man kan ikke holde ud at være et sted, hvor man ikke er en del af fællesskabet. Man skal have den anerkendende kontakt.”

Det er et læreransvar, selvom man synes, eleven er umulig?
”Ja, det er det. Men det er ikke kun lærerens ansvar. Det er lærerens ansvar at række hånden ud. For hvis det ikke sker, er det for svært for eleven selv at ændre sit adfærdsmønster. I stedet for at give eleven en besked om at han mangler fem afleveringer, skulle man måske spørge: ”Er der noget, jeg kan gøre for at hjælpe dig i gang?” Så får eleven en helt anden mulighed, end hvis der kun er en truende sanktion. Det virker banalt, men det er det ikke. For det er meget tit, at det ikke sker.”

Hvorfor sker det ikke?
”Lærerne vil måske sige, at de ikke har tid. Men med den forklaring kan man komme til at misse mange chancer for at hjælpe elever.” 

Opgøret med: Tag dig sammen!
Der ligger formuleringer i sproget, som står i vejen for lærernes erkendelse af, hvad der kan forhindre elever i at tage fat på skolearbejdet.

”Dem, der ikke kan tage sig sammen, skal vi have et andet syn på. Vi har længe i skolen tænkt, at det at kunne tage sig sammen, nærmest er et karaktertræk. Men det bunder i, at man ikke kan overskue og mestre sit liv, og de elever, der ikke kan ”tage sig sammen”, skal have hjælp. Det er noget, man i skolen har slået elever oven i hovedet med: Kan du ikke tage dig sammen? Jamen, hvor der er vilje, er der en vej! Du kan, hvad du vil! Men man kan ikke, hvad man vil. Disse elever magter ikke at gå i skole. For eksempel er andelen af psykisk sårbare elever alarmerende voksende. For dem er det svært at gå i skole, fordi de har store udfordringer med at mestre deres liv.” 

Dorte Ågård har en klar opfordring:
”Læreren skal holde op med bare at sige, at man skal tage sig sammen. Man skal række ud og spørge: ”Kan jeg hjælpe dig med noget?”
Hun understreger, at selvom læreren er den centrale aktør, kan den enkelte lærer ikke gennemføre missionen alene.

”Jeg vil gerne understrege, at det er kollektivets opgave, ikke den enkelte lærers. Det er skolens ansvar. Vi har ikke tradition for at hjælpe elever til at udvikle mestringsstrategier – ledelse og studievejledning må hjælpe lærerne ved at sætte det på dagsordenen.” 

Lærerne er klar til udviklingen
Desuden bør skolerne gennemføre et opgør med de digitale forstyrrelser, fordi de kan underminere arbejdsevnen hos udfordrede elever, mener Dorte Ågård.

”Mange elever, der er på kanten af at gå ud, har meget svært ved at koncentrere sig, og koncentration er en forudsætning for at gå i skole. Det er en skoleopgave at sørge for arbejdsro, for eksempel hvornår de digitale devices må være åbne.”

Kun på den måde kan eleverne fastholde paratheden over for undervisningen.

”Det er at hjælpe eleverne til at kunne koncentrere sig. Evnen til at kunne koncentrere sig om fagligt arbejde.”

Selvom Dorte Ågårds opfordringer stiller krav til mange lærere, er hun optimist.

”Jeg holder cirka to oplæg om ugen, ikke mindst på ungdomsuddannelserne, for lærere. Jeg taler meget tit med lærere om det her. Og de ved godt, at det er vigtigt. De er klar over betydningen, men ved nok ikke, hvor betydningsfuldt det faktisk er. Og de er i tvivl om, hvad det er konkret, de kan gøre. Den lillebitte daglige kontakt. For eksempel at alle timer starter med, at læreren gør noget ud af at få øjenkontakt med alle elever. Det er så betydningsfuldt.”

Tror du, man kan lave den kulturforandring, du beskriver?
”Den er i gang. Engang anså lærere i gymnasiet sig udelukkende som faglærere. Op gennem 90’erne kom den pædagogiske del af lærerrollen med. Og nu kommer den relationelle. Du kan ikke komme igennem med det faglige, hvis du ikke arbejder med relationen. Min oplevelse er, at den kulturforandring er i fuld gang.”