Efter sommerferien er der blevet færre elever i klasserne i de danske gymnasier. Det er for tidligt at sige, hvad det kommer til at betyde.
Derimod er der en række udenlandske forskningsresultater om klassestørrelser, som Videnscenter for Fastholdelse og Frafald (VOFF) gennemgår i en ny rapport.
Den udenlandske forskning har målt på forskellige parametre og forskellige klassestørrelser, og derfor er det ikke muligt at lave en overordnet konklusion på alle resultaterne.
Mere ro
Meget tyder dog på, at en sænkning af klassekvotienten betyder mindre uro i klassen.
”Engelsk forskning viste, at eleverne lavede mindre af det, som ikke har med undervisningen at gøre i timerne, da klassekvotienten blev sænket. De gik mindre på nettet, og lærerne skulle bruge mindre tid på at irettesætte eleverne,” siger projektleder i VOFF Kristine Hecksher.
Samme forskning viste dog også, at eleverne ikke fik bedre karakterer, selv om der var færre elever i klassen.
”Forskerne konkluderede på den baggrund, at lærerne ikke godt nok udnyttede, at der var færre elever i klassen,” siger Kristine Hecksher.
Ikke automatisk
Med andre ord kan færre elever i klasserne have mange positive effekter, men den udenlandske forskning viser også, at det ikke sker per automatik.
”Forskningen viser, at læreren skal tilrettelægge undervisning i forhold til antallet af elever for at få effekt af mindre klassestørrelser. Det kan for eksempel være i sprogfag, hvor der bliver yderligere mulighed for at give eleverne taletid,” siger Kristine Hecksher.
Rapporten viser også, at mindre klassestørrelser især er gavnligt for elever med en uddannelsessvag baggrund eller elever fra etniske minoriteter.
”Det er oplagt, at elever med dansk som andetsprog eller gymnasiefremmede elever kan have brug for at få forklaret tingene en ekstra gang. De kender ikke ”skolesproget” så godt som akademikerbørn, og mange af de abstrakte udtryk lærere bruger i undervisningen er ukendte for dem. I en mindre klasse er det mere trygt at stille spørgsmål, og læreren har mere tid til at svare og give feedback til den enkelte. ,” siger Kristine Hecksher.
Mere dansk forskning
Flere af de udenlandske forskningsresultater kan ikke overføres til en dansk virkelighed, og derfor efterlyser Kristine Hecksher dansk forskning om betydningen af klassestørrelsen, efter det fleksible klasseloft blev indført i år.
”Det handler om at udnytte ressourcerne bedst muligt, og derfor har vi brug for viden om klassestørrelsernes effekt,” siger Kristine Hecksher.
Rapporten er vedhæftet herunder.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode