Mere fordybelse og nærvær

”Når jeg tænker tilbage på skoleåret, er det først og fremmest omlægningen af mit liv, der fylder. Efter seks gode år på Borupgaard Gymnasium har min kone, der også er lærer, og jeg rykket teltpælene op og købt et hus på Nordlangeland tæt på skov og strand. Vi har valgt at rykke ud af storbyen for at få råd til at gå ned i tid, så vi kan få mere tid med vores børn.

Jeg har flere gange rejst med elever på studieture til Kenya. Den virkelighed, jeg har mødt der, har helt klar påvirket mig og været en medvirkende faktor til min livsomlægning. Seneste tur var i efteråret, hvor vi besøgte det udviklingsarbejde, som eleverne på Borupgaard Gymnasium støtter med 100.000 kroner om året. De mennesker, vi mødte der, lever i en helt anden virkelighed. Nøgleordene er enkelhed, værdighed, taknemmelighed, gæstfrihed, ’groundedness’. Det gjorde et kæmpe indtryk. Ikke mindst fordi en dansk dagligdag handler om at balancere en virkelighed med kompleksitet, tempo, fremmedgørelse, pres, intensitet.”

Nyt job
“Det er en stor ting at sige sit job op, og jeg har selvfølgelig gjort mig overvejelser om jobmulighederne på Langeland og omegn. Men nu har både min kone og jeg fået job på VUC – øens eneste gymnasiale arbejdsplads. Det bliver en ny udfordring – en anden måde at være lærer på og et noget mindre lærerværelse med 14 lærere. Vi skal begge arbejde cirka 2/3 tid. Karrieren er ikke det vigtigste som småbørnsforældre.

Jeg havde for nylig en snak med mine svigerforældre. I deres generation har det ofte været sådan, at ’efter en weekend med godt gang i den og en masse aktiviteter bliver det rart at komme tilbage på arbejdet og slappe lidt af’. Sådan har jeg aldrig haft det. Tværtimod synes jeg, arbejdsintensiteten koster på mange andre områder i tilværelsen.”

Savn og afsavn
“Jeg kommer til at savne lærerværelset og mange gode kolleger, hvoraf nogle er blevet mine gode venner. Men der ville også være afsavn ved at blive. For de smukke værdier fra Kenya er svære at leve ud i storbyen.

Nu har vi fået råd til deltidsarbejde, og vi vælger at lade os påvirke af enkelheden, langsomheden og naturnærheden og håber, at det strukturelle valg vil understøtte, at værdier som gæstfrihed, groundedness og taknemmelighed kan træde frem hos os og vores børn.

Her skal man ikke træffe så mange valg, for der er ikke så mange muligheder. I storbyen skal man hele tiden navigere i pres og forventninger – på godt og ondt. Vi vil helt sikkert komme til at savne det, når vi til vinter tænker på alt det, vi kunne have gjort i byen. Men det er en del af erkendelsen, at man ikke kan få det hele på én gang. Hvilke rammer understøtter bedst det liv, man gerne vil leve? Det beror på en helhedsvurdering, og der findes ikke nogle perfekte settings – bare forskellige rammer og strukturer.

Overraskende få blandt vores venner, kolleger og familie har kaldt vores beslutning arbejdsmæssigt uambitiøs. Mange har sikkert tænkt det, men de fleste giver udtryk for, at de kan spejle sig i overvejelserne og synes, at det er modigt. Jeg er ikke i tvivl om, at vores børn kommer til at profitere af vores valg. Her er mere plads og mindre støj – i vid forstand!

Som underviser er det svært at give ting videre, man ikke selv mestrer. Jeg har i forvejen prøvet at arbejde systematisk med single tasking, fordybelse og nærvær i læringsrummet for mig selv og eleverne. Måske kan min nye livsramme bidrage positivt til dette for mig selv og mine nye kursister. Jeg oplever et stort behov for det i en tid med meget flimmer.

Jeg håber, at det ender med at blive, som vi har drømt om. Langeland er jo ikke Kenya! Måske bliver vi klogere, men så må vi jo tage konsekvensen. Jeg går til det med ydmyghed og er spændt på, når det bliver rigtig hverdag efter sommerferien.”