Det er nok de færreste, der vil påstå, at det netop overståede valg til Gymnasieskolernes Lærerforenings (GL) hovedbestyrelse kommer til at gå over i historien, hvad drama angår. Måske fordi der i GL-perspektiv var en usædvanligt ringe interesse blandt medlemmerne for at sætte et kryds hos en af listerne eller kandidaterne.
Således endte stemmeprocenten lige akkurat over de 44. Isoleret set ikke bemærkelsesværdigt lavt – tallet kunne såmænd skabe misundelse i andre organisationer – men stemmeprocenten ved GL’s hovedbestyrelsesvalg ligger traditionelt på den pæne side af de 50 og var eksempelvis 57 ved foregående valg.
Den lave valgdeltagelse er da heller ikke gået ubemærket hen. Formand Tomas Kepler erkendte umiddelbart efter offentliggørelsen af valgresultatet, at stemmeprocenten kommer til at rejse nogle spørgsmål.
”Man kan altid diskutere, om det har været de rigtige temaer, der har fyldt i valgkampen. Eller måske er det også et udslag af, at vi har haft en valgperiode med godt samarbejde i hovedbestyrelsen. Måske skyldes det en afmatning eller en desillusionering i forhold til GL. Føler man ikke, det gør en forskel at deltage? De ting bliver vi nødt til at forholde os til.”
Også Mikael Busch fra Liste 2 var klar i mælet.
“Den lave stemmeprocent må mane til eftertanke i organisationen. Hvad gør vi mon forkert?” lød spørgsmålet.
Mandatflytning
Til gengæld skabte den manglende interesse hos medlemmerne ‘valgteknisk’ spænding, idet de relativt få stemmer viste sig at blive spredt bredt ud på kandidaterne. Det skabte dels tæt opløb internt på listerne – for eksempel var der kun en-to stemmers forskel på flere af Liste 3’s kandidater – dels skulle der ikke så meget til at flytte mandater mellem de 12 ledige pladser. Det 13. og sidste medlem af hovedbestyrelsen udpeges som bekendt af det stående udvalg for ikke-fastansatte, IFA. Det medførte blandt andet, at Liste 5, også kendt som Hhx-, htx- og eux-listen, kunne gøre sin entré med en enkelt plads. Liste 3 vandt et mandat, mens både formandens Liste 1 og Liste 2 hver mistede et mandat.
Resultatet har måske udadtil ikke den store betydning, men der er alligevel ændret lidt på styrkeforholdet, idet Liste 1 og 3 nu igen er næsten lige store, efter at OK 13-resultatet ved valget for otte år siden viste sig kostbart for 3’erne og tilsvarende succesfuldt for 1’erne. De to lister sidder på tilsammen 9 af de 13 pladser.
Aftalens hensigt er ikke at udelukke nogen, tværtimod.
Det gjorde de sådan set også inden valget, men Liste 2 må siges at være svækket med nu kun to pladser i hovedbestyrelsen efter i de seneste perioder at have siddet på den ene næstformandspost og også på den ganske vigtige post i AC’s bestyrelse. Den nye konstituering har medført, at der kun er én næstformand, nemlig Liste 3’s Anders Frikke, der også sætter sig på AC-posten.
Den enes død er som bekendt den andens brød. Således lykkedes det som nævnt Liste 5 at komme ind i hovedbestyrelsen ved Gitte Husted Madsen.
Smal konstituering
Tomas Kepler blev valgets topscorer og fortsætter som formand. Han bekendtgjorde forud for valget, at han ville fortsætte sin hidtidige linje med bredt samarbejde og en bred konstituering. Med endnu en liste i det fine selskab og en formindsket Liste 2 kostede det altså 2’erne en næstformandspost. Heller ikke en udvalgsformandspost blev det til. Den brede konstituering består nu i, at såvel Mikael Busch som Gitte Husted Madsen sammen med formand og næstformand kommer til at udgøre GL’s forretningsudvalg.
Tomas Kepler sagde forud for den endelige konstituering, hvor han og Anders Frikke havde aftalt de store linjer, til gymnasieskolen.dk, at mandatfordelingen retfærdiggør, at det er Liste 1 og 3, der står bag konstitueringsaftalen:
“Aftalens hensigt er ikke at udelukke nogen, tværtimod. Hovedbestyrelsen består i næste valgperiode af fire lister, to store og to mindre, og vi har aftalt nogle ændringer, som i den virkelighed giver mere mening og en mere ligelig involvering af Liste 2 og 5, end hvis vi eksempelvis skulle fordele to næstformandsposter som hidtil. Det har jeg ud fra markeringer i valgkampen vurderet var muligt at aftale med Liste 3.”
Flertal af kvinder
Af nyskabelser i den kommende konstituering kan desuden nævnes, at politikerne i hovedbestyrelsen har bevilget sig selv et årligt ekstra honorar på 20.000 kroner. Argumentet er, at mange ved indtrædelse i hovedbestyrelsen risikerer lønnedgang, da de får sværere ved at komme i betragtning til lokal løndannelse på deres skole samt i visse tilfælde mister TR-tillæg, hvilket dog ikke er tilfældet for de nyvalgte HB-medlemmer. Honoraret finansieres ved hjælp af nedlæggelsen af den ene næstformandspost.
Endelig er det værd at nævne, at den skæve kønsfordeling, der længe har præget GL’s hovedbestyrelse, sluttede med dette valg. Der er nu syv kvinder og seks mænd, hvilket afspejler medlemsmassen.
5.667 af de 12.861 stemmeberettigede medlemmer afgav deres stemme til GL’s hovedbestyrelsesvalg i marts. Det er en stemmeprocent på godt 44. Ved valget i efteråret 2018 var stemmeprocenten på 57.
Følgende kandidater blev valgt:
Tomas Kepler (Liste 1), 410 stemmer
Helene Caprani (Liste 1), 312 stemmer
Kåre Blinkenberg (Liste 1), 226 stemmer
Anne Sophie Huus Pedersen (Liste 1), 177 stemmer
Mai Møller Nielsen (Liste 1), 167 stemmer
Jan Maintz (Liste 2), 170 stemmer
Mikael Busch (liste 2), 130 stemmer
Anders Bærholm Frikke (Liste 3), 183 stemmer
Bodil-Marie Gade (Liste 3), 181 stemmer
Stine Wolff (Liste 3), 180 stemmer
Peter Hall (Liste 3), 100 stemmer
Gitte Husted Madsen (Liste 5), 71 stemmer
Inger Staahl Jensen (udpeget af IFA)
Tomas Kepler, der har beklædt formandsposten siden januar 2019, fortsætter som formand, mens Anders Frikke, der i den seneste periode har været delt næstformand sammen med Asger Wille, som ikke genopstillede, bliver næstformand alene. Kepler og Frikke udgør også det kommende forretningsudvalg (FU) sammen med Mikael Busch og Gitte Husted Madsen.
Anne Sophie Huus Pedersen fortsætter som forkvinde for overenskomstudvalget (OKU), mens Helene Caprani og Kåre Blinkenberg bliver forpersoner for henholdsvis arbejdspladsudvalget (APU) og uddannelsesudvalget (UDU).
Anders Frikke får GL’s post i Akademikernes bestyrelse, og Peter Hall bliver GL’s udpegede repræsentant i Akademikerpensions bestyrelse.
Den nye hovedbestyrelse tiltræder 1. august i år.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode