Man kunne komme op i shitstormens anatomi

De er lige gået i gang med at se på, hvordan den viden, som professor Vincent F. Hendricks og medarbejderne på Københavns Universitets Center for Information og Boblestudier besidder, kan kanaliseres over i et undervisningsmateriale til gymnasierne om falske nyheder. Men Vincent F. Hendricks har allerede masser at sige om, hvordan han forestiller sig, det kan udmønte sig i forslag til undervisning. Han har ofte været ude at holde foredrag på gymnasier – og også undervist gymnasieelever – så han har et par ideer til, hvordan de unge bedre kan blive rustet til den virkelighed, der møder dem på nettet.

Undervisningen i de falske nyheder handler ikke kun om, hvorvidt den amerikanske præsident finpudsede fakta og hævdede, at solen skinnede over en pakket græsplæne ved hans indsættelse, når optagelser viste noget andet. Når vi taler om falske nyheder, er det ifølge Vincent F. Hendricks essentielt at forstå internettets og de sociale mediers mekanismer. At forstå, at vores opmærksomhed er blevet en vare.

”Opmærksomhed skaber trafik på nettet, og trafik er penge og indflydelse, magt og så videre. Men der er ikke nogen, der siger, at den information skal være sand, for at den bliver konsumeret. Hvad der er sandt, går ikke nødvendigvis viralt, og hvad der går viralt, er ikke nødvendigvis sandt,” siger Vincent F. Hendricks.

”Under den amerikanske præsidentvalgkamp behøvede Donald Trump jo ikke at sige noget, der var sandt, for at få opmærksomhed. Det var en strategi, der virkede. Falske nyheder er en strategi blandt mange. Man kan også fordreje sandheden, vinkle den og så videre. Alle de mekanismer skal man som samfundsborger vide, ellers kan man blive snydt af informationen, og så er den kun til forvirring og ikke til oplysning. Og så tager man ikke sine beslutninger på baggrund af meget information, men derimod på mindre,” fortsætter han.

Han har taget imod i et lille undervisningslokale på Søndre Campus. Han taler energisk, gør fagter med hænderne, der er prydet med store ringe. Man forstår, hvorfor han har oplevet at blive mødt med skepsis, når han siger, at han er professor i formel filosofi. Han ligner ikke det stereotype billede på en.

Rygtedannelse blev til matematik
Undervisning i falske nyheder kan være meget andet end at se på, hvordan fakta eller mangel på samme bliver gengivet, fastslår Vincent F. Hendricks.

”Et eksempel kunne være, at man kunne komme op i shitstormens anatomi. I dansk kunne man gøre det ved at tage udgangspunkt i, hvordan forskellige narrativer virker. Hvad får en historie til at gå viralt? Hvilken retorik ligger der bag? Historien behøver jo ikke at være sand. Et af kriterierne er at fodre folks vrede, deres angst eller indignation. ”Det er fandme også for galt med alle de indvandrere!” og sådan noget. Eller man kunne sidestille en af Trumps taler med Hitlers famøse tale fra 1939. En rigtig feel good-historie kan også virke,” siger han og tilføjer, at det undervisningsmateriale, der nu bliver udarbejdet, er ment som inspiration.

De ved godt, at lærernes hverdag er travl, og at meget af det, lærerne her vil blive præsenteret for, er velkendt stof for dem.

Vincent F. Hendricks kommer med et andet eksempel. For nylig var han ude på et gymnasium for at undervise i, hvordan historier kan sprede sig og ende med at blive til andre historier.

”Vi splittede en klasse op tre grupper. Den ene af grupperne, kontrolgruppen, sad ved hvert sit katederbord og måtte ikke tale sammen, den anden gruppe blev sat i en stjerneform, hvor alle kunne tale sammen, og så var der den sidste del, hvor de sad på en linje, så de kunne tale med dem, der sad foran og bagved. Så fik de 15 rygter, som de skulle be- eller afkræfte. Efter et kvarter – og gentagelser af eksperimentet utallige gange – viste det sig helt tydeligt, at de, der sad ved katederet, kunne be- eller afkræfte, om rygterne var sande, i cirka 50 procent af tilfældene. De, der sad i stjerneform, hvor alle kunne tale med alle, kunne i over 85 procent af tilfældene sige, hvad der var rigtigt og forkert. Men i det sidste tilfælde var der meget større chance for, at de blev udsat for en lemmingeeffekt, så de videregav en falsk historie. Så lød det fra en længere nede i kæden: Jeg er helt sikkert på … og så videre,” siger

Vincent F. Hendricks og tilføjer:

”Så gik vi op i matematiktimen bagefter og lavede logik og lidt netværksteori på rygtedannelse.”

Netværksteori om social kapital
Vincent F. Hendricks har selv børn, der går i gymnasiet, og ved, hvor svært det kan være at fange de unges opmærksomhed, når man skal konkurrere med billeder af Kim Kardashian og The Weeknds seneste tweet. Hans egen erfaring er, at det virker at tage udgangspunkt i noget, der vedrører de unge selv.

”I stedet for at undervise i normal- og potensfordelinger ved at se på højde, drøjde og indkomst blandt forskellige befolkningsgrupper kan man kigge på social kapital. Det gider de unge godt høre om, for det handler om dem selv.

Men det hører også med til at være en oplyst samfundsborger i et moderne samfund,” siger han og kommer med et eksempel:

”Jeg lavede eksempelvis et forsøg, hvor vi undersøgte, hvad social kapital er. Jeg fik nogle gymnasieelever til at kigge på en hel årgang og bad dem om at tegne et billede af en netværksstruktur, som infiltrerede alle i klasserne.

Altså: Hvem er cool i v, x y og z? Det havde de en relativt god idé om, for de har allerede profileret sig på nettet, og de kunne se, hvem der har mange følgere, likes og så videre. Og så kunne de meget hurtigt tegne en struktur. Før de fik set sig om, fandt de ud af, at der er 15-16 på en hel årgang, som sidder med al den sociale kapital, og så må alle andre kæmpe om, hvad der er tilbage. Så har man også lært lidt om potensfordelinger ved samme lejlighed.”

Vincent Hendricks rejser sig for at tegne på tavlen i det lille lokale og tegner en normalfordeling:

”Hvis de tror, at opmærksomheden på nettet er fordelt sådan her, må de tro om igen! Sådan noget her kan du godt undervise dem i i matematiktimen. Det er noget, de allerede nu skal bruge.”

En del af projektet handler også om, hvordan de unge lærer at deltage i diskussioner på nettet uden at blive hånet og nedgjort. Her kan det være gavnligt at lære om flertalsmisforståelser.

Han giver et eksempel:

”Hvis du spørger unge mennesker på 15, hvad de synes om digital mobning, synes de ikke selv, det er okay at mobbe andre på nettet. Men de tror fejlagtigt, at deres klassekammerater er meget mere positivt stemt over for det. Det er det, man kalder en flertalsmisforståelse, når man kollektivt ’skriver under’ på en norm, man ikke selv bryder sig om. Og det er jo rigtig uheldigt, for så har man en forkert forståelse af, hvad standpunkterne er rundt om bordet. Men det kan have en præventiv effekt at kende strukturen og dynamikken bag sådan en flertalsmisforståelse. Og den undervisning kan man implementere i et af de store blokfag som for eksempel samfundsfag.”

Et socialt eksperiment
De digitale indfødte unge er første generation i det, Vincent F. Hendricks kalder ”det store, sociale eksperiment, der hedder informationstidsalderen”.

”En af de ting, gymnasiaster skal lære, er, hvordan vi filtrerer information, således at vi ser beslutningsdygtigheden. En del af uddannelsesprojektet ligger jo i at sortere information. Det er jo ikke information, der mangler. Men vi kan gøre det, så det leder til større beslutningsdygtighed,” siger han og tilføjer:

”Jeg vil nødig have, at Trump bliver genvalgt, eller at en af dem, der har mange følgere på Instagram, kommer til at styre og lede. For det ville betyde, at Kim Kardashian ville blive præsident sammen med Kanye West, og så er det de to sammen med Amalie og Gustav, der skal lede os gennem skærene. I World Economic Forums 10 udfordringer til verden er misinformation på nettet kommet på listen. Misinformation bliver nu anset som en global challenge sammen med klima og folkesundhed og stigende ulighed. Fortsætter den udvikling, er vi på vej ind i det postfaktuelle demokrati, og det er farligt.”