Artikel
Madmor tager lederrollen med i klasseværelset
No image

Madmor tager lederrollen med i klasseværelset

Signe Gry Clemmensen stod bag gryderne i 10 år, før hun fandt ud af, at gymnasielærerjobbet passede godt til hende. Hun vil aldrig arbejde i et køkken igen.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Hænderne var hævede, når hun vågnede. Nogle dage arbejdede hun 17 timer i streg, og der var ikke tid til at se kæresten. Hun havde fået at vide af kokken ved cateringfirmaet, at hvis hun skulle være i lære hos ham, skulle hun være klar til at give sin højre hånd for det. Det var Signe Gry Clemmensen ikke.

Da Signe Gry Clemmensen i midten af 1990’erne stod med studenterhuen i hånden, vidste hun ikke, hvad hun skulle bruge den til. Hun kom på et etårigt kursus som økologisk madmor. Det gav hende mod på at søge ind på kokkeskolen. Efter et halvt år i cateringfirmaet fandt hun dog ud af, at kokkebranchen ikke var noget for hende. Hun tog i stedet den bløde mellemvej og blev ansat i en daginstitution på indre Nørrebro i København, hvor hun lavede mad til børn.

”Jeg gav børnene en sanselig oplevelse gennem maden. Jeg lavede fisk til dem, som de kunne lide, hvilket forældrene ikke troede var muligt,” siger Signe Gry Clemmensen.

Hun arbejdede i halvandet år på to forskellige daginstitutioner. Hun elskede, når børnene så hende og udbrød: Hej mad!

Fra frivillig til souschef
Signe Gry Clemmensen blev træt af København og slog til, da hendes søster foreslog hende at flytte til Aarhus. Her boede de på en økologisk hønsefarm, hvor en gammel skurvogn var deres hjem. Signe Gry Clemmensen tog et frivilligt arbejde på cafe Gyngen i Aarhus.

Efter et par måneder blev hun souschef og delte ansvaret om at lede og fordele arbejdet med den jamaicanske køkkenchef. Cafe Gyngen var et tilbud for folk med problemer, så der var både tidligere narkomaner og folk med psykiske lidelser, der arbejdede der som frivillige. Dem skulle Signe Gry Clemmensen sætte i arbejde.

”Det var en stor udfordring at lede og fordele arbejdet, især fordi der var mange forskellige typer, som var frivillige på cafeen. Jeg skulle komme alle i møde og sørge for, at de blev udfordret. Jeg måtte hverken presse dem for lidt eller for meget.”

Ideen om at blive lærer
Efter et halvt år på cafe Gyngen trængte Signe Gry Clemmensen til at bruge sin hjerne noget mere. Hun sagde farvel til køkkenet og madlavningen og begyndte at læse dansk på Aarhus Universitet for senere at gøre studiet færdigt på Syddansk Universitet.

”Det har altid været oplagt for mig at blive akademiker. Jeg skulle bare først ud at bruge mine hænder. Jeg elskede at gå på universitetet, det var som at komme hjem.”

Det var først, da Signe Gry Clemmensen skulle vælge et valgfag, at det gik op for hende, at hun ville være gymnasielærer.

”Pludselig gik det op for mig, at jeg kunne bruge faget til andet end interesse. Jeg skulle være gymnasielærer, så jeg kunne dele min viden om de ting, der interesserede mig,” siger hun.

Vigtige relationer og lederfunktion
Blot tre måneder efter at Signe Gry Clemmensen var færdiguddannet, fik hun en fastansættelse på HF og VUC Fyn. I undervisningen vægter hun relationer højt.

”Fra mine tidligere job har jeg lært, at man skal have lov at vise, hvem man er. Det har jeg taget med mig, når jeg arbejder med klasserumsstruktur. Jeg laver ofte en svarbazar, hvor eleverne for eksempel skal stille hinanden personlige spørgsmål. Det er vigtigt at danne relationer for at kunne arbejde sammen,” siger Signe Gry Clemmensen.

Som souschef lærte hun at lede et køkken. De erfaringer bruger hun, når hun i dag skal styre sine hf-klasser. Det har hendes pædagogikumvejledere også bemærket, og de har anerkendt hendes lederegenskaber. Der er dog stadig store forandringer fra de tidligere job til nu.

”Mad er meget konkret. Der er selvfølgelig noget æstetik og nogle smagsoplevelser indblandet, men der er langt fra det og til at lære at forstå forskellen på romantikken og romantismen. Det er meget mere abstrakt,” forklarer Signe Gry Clemmensen.

Det sker, at den tidligere madmor vågner af et mareridt, hvor hun arbejder i et køkken. Det bekræfter hende i, at et karriereskift var det rigtige.

”Kokke brænder ud, det er en hård branche, hvor man forventer det umulige. Når jeg så de kokke, tænkte jeg, at sådan skal jeg aldrig arbejde. Jeg vil meget hellere sætte mig selv i spil i undervisningen,” siger Signe Gry Clemmensen.
 

Signe Gry Clemmensen

NAVN: Signe Gry Clemmensen
SKOLE: HF og VUC Fyn
FAG: Dansk og religion
TIDLIGERE JOB: Økologisk madmor

"Det har altid været oplagt for mig at blive akademiker. Jeg skulle bare først ud at bruge mine hænder."

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater