Artikel
Ledere overværer undervisning
Mikes billeder 016

Ledere overværer undervisning

Det kræver et godt kendskab til lærerne at afholde konstruktive medarbejderudviklingssamtaler. Derfor overværer pædagogisk leder Ida Diemar lærernes undervisning.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Et godt indblik i den daglige undervisning. Det er en af fordelene ved, at ledelsen overværer undervisningen, fortæller Ida Diemar, der er pædagogisk leder på Nørre Gymnasium i København.  

Bedre indblik
Sidste gang hun skulle afholde medarbejderudviklingssamtaler(MUS) for lærerne, spurgte hun dem, om hun måtte overvære deres undervisning. Hun var kommet tilbage fra barsel og tænkte, at det var en god anledning til at lære lærerne bedre at kende. 
”Jeg ville gerne møde lærerne, hvor de var. Jeg har ikke så mange timer, så det var også lærerigt at få et indblik i lærer elev-relationen,” fortæller Ida Diemar. 
”Jeg taler jo dagligt med lærere, der fortæller om forskellige nye arbejdsmetoder, som de bruger. Men jeg må indrømme, at jeg ikke helt har haft fantasi til at forestille mig, hvordan det reelt er. Men nu har jeg set, hvordan de eksperimenterer – Jeg har for eksempel set, hvordan man danser fotosyntesen,” siger hun med et grin.

Velkommen uanmeldt
Ida Diemar er taknemlig for, at lærerne var meget imødekommende over for hendes idé. Da hun ville aftale et tidspunkt med lærerne, sagde flere af dem, at hun bare kunne komme uanmeldt.
”At overvære undervisningen var en påmindelse om, hvordan lærernes hverdag ser ud helt konkret. Det giver mig en indsigt, så jeg ikke skyder forbi, når vi skal tale om lærernes udviklingsmuligheder,” siger Ida Diemar.

Fokus på undervisningen
Det er Mette Hermann enig i. Hun underviser i engelsk og tysk på Nørre Gymnasium, hvor hendes undervisning blev overværet inden sidste medarbejderudviklingssamtale. Hun mener, at det bidrog til et andet fokus ved samtalen.
”Jeg synes, at det giver et bedre afsæt for samtalen, når lederen får et reelt indblik i undervisningen. MUS kommer mere til at handle om undervisningspraksis og ikke kun efteruddannelse, og hvordan man har det,” fortæller hun.
Det virkede på Mette Hermann meget uformelt, at en ledelsesrepræsentant overværede undervisningen. Som en flue på væggen, heller ikke eleverne reagerede på det, men opførte sig som de plejede.

Åben dør til undervisning
Ida Diemar føler også, at det bedre kendskab til lærerne bidrager til at afholde nogle bedre MUS. Samtalerne bør nemlig efter hendes mening handle om den enkelte lærers strategi for egen udvikling, som derefter matches med skolens udviklingsstrategi. Der skal være fokus på udvikling og udviklingsmål. Og så skal der følges op på samtalerne.

Mette Hermann mener, at det at overvære hinandens undervisning ikke kun er relevant i forbindelse med MUS.
”I gymnasiet er der ikke tradition for at videndele eller åbne døren til undervisningen. Det er en skam, for det er ikke kun ledelsen, der ville kunne få noget ud af det. Jeg tror, at det vil være meget lærerigt at få indblik i kollegers undervisning. Både kolleger på ens egen skole, men også på andre skoler,” siger hun. 

Skolens ledelse vil arbejde videre med de gode erfaringer med at overvære undervisning inden medarbejdsudviklingssamtalerne.

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater