Lærerforeningers styrke svækker reformer

Der var mange blandt tilhørerne, der i første omgang ikke helt vidste, om de skulle grine eller græde, eller bare være vrede, da danske Susanne Wiborg, ph.d. og leder af masteruddannelsen i komparative studier af uddannelsespolitik ved University College London, i september var oplægsholder på en stor nordisk konference i Oslo om fremtidens lærerroller.

Susanne Wiborg præsenterede nemlig resultaterne af et stort forskningsprojekt, som hun sammen med den amerikanske Stanford-professor Terry Moe har stået i spidsen for, omhandlende dynamikkerne i forholdet mellem lærerforeningerne og myndighederne i 12 forskellige lande – altså: Hvor meget indflydelse har lærerorganisationerne egentlig?

Nogle steder en hel del, viser det sig. Nu skulle man jo umiddelbart mene, at det er en god ting. Men forskningsstudiet viser også, at lærerforeningernes magt og indflydelse blokerer for succesfuld implementering af reformer. Det budskab fik de mange fagforeningsrepræsentanter blandt konferencedeltagerne i Oslo op af stolene. Ikke mindst de danske, der jo med Lars Løkkes og Helle Thornings regeringer nærmest har været hjemsøgt af reformer. Så kan det lyde provokerende, at det kooperative system i de nordiske lande styrker lærernes interesser på bekostning af eleverne.

”Når foreningerne er under pres for at indgå kompromis, vil de forsøge at indgå aftaler, som er så tæt på status quo som muligt,” lød det blandt andet fra Susanne Wiborg.

Men, gentager hun på en Teams-forbindelse fra London et par uger senere, der er tale om en analytisk pointe. For lærerforeningernes ageren er både forståelig, rigtig og legitim. Og mens regeringer skifter – med nye dagsordener og nye reformer – er interesserne hos foreningerne de samme: at presse på for anordninger, der øger medlemmernes indkomst eller letter deres arbejde. Og at modsætte sig ændringer i systemet, hvis reformerne sigter mod eksempelvis at gøre skolen mere effektiv. Det kan være omlægning af arbejdsmønstre, frit skolevalg og andet, der truer de materielle interesser eller ændringer, der sætter lys på lærernes præstationer.

”Vores forskning tager ikke stilling til, hvorvidt det er godt eller skidt. Vi undersøger dynamik og relationer mellem myndigheder og lærerforeninger. Vi problematiserer, at foreningerne siger, at de vil eleverne det bedste. Det er vi også sikre på, de vil – i hvert fald som individer og professionelle lærere. Men foreningerne er en interessegruppe, og medlemmernes interesser kommer i første række; det er derfor, de eksisterer. Men nogle gange giver det konflikt i forhold til politiske ønsker om øget læring,” siger Susanne Wiborg.

“Det er for simpelt”
Det omtalte forskningsprojekt er sådan set ikke helt nyt, men udkom i 2017. En slags opfølgning på visse dele er på trapperne i en bogudgivelse i det nye år. Resultaterne her er ifølge Susanne Wiborg i tråd med forløberen, der placerede Danmark, Norge og Sverige i midten af spektret, hvor Frankrig og Finland ligger yderst i den ene ende – altså hvor reformer er næsten umulige at gennemføre på grund af lærerforeningernes magt – mens England, hvor der ikke er kollektiv forhandlingsret, og USA befinder sig i den anden ende. Det skal dog nævnes, at der i et land som USA er gigantiske regionale forskelle. For eksempel er det i New York så godt som umuligt at afskedige en lærer – i stedet placeres lærere, der ikke lever op til kravene, i såkaldte ‘rubber rooms’. Således sidder op til 1.500 lærere i otte tomme varehuse og strikker, surfer på nettet, og hvad de ellers kan få tiden til at gå med, mens de hæver løn. Omvendt er der stater, hvor fagforeninger slet ikke er tilladt.

I Frankrig har situationen medført en langvarig tilstand af uløste problemer og et væld af fejlslagne skoler, forklarer Susanne Wiborg.

”Det er nemt at drage normative konklusioner, især i et land med voldsomme problemer og lærerforeninger, der strejker ved hvert forsøg på at indføre reformer eller lave ændringer. Men man skal ikke skyde skylden på lærerforeningerne, det er for simpelt. Vi kan dog se, at hvis man erkender, at stærke ledere og autonomi på skoler – også for underviserne – er forudsætningen for succes, er det næsten umuligt at opnå i Frankrig. Lærerforeningerne kæmper typisk for centralisme og har opnået en stor magt, som de ikke vil afgive.

”Hvor de i Frankrig opnår mål ved at blokere, er den store finske lærerforening OAJ dybt integreret i det politiske system og har blandt andet formået at forhindre skoletilsyn og ekstern evaluering af lærerne. De er med til at formulere reformerne gennem repræsentation i kommissorier, udvalg, ministerielle grupper etcetera. Derfor bliver det stort set i overensstemmelse med lærernes interesser – og det er status quo!

”Derfor er der fantastiske forhold for lærerne i Finland, og det er helt naturligt, at de ikke vil give køb på dem. Derfor har vi set ganske få ændringer over tid i det finske system. Og hvorfor ændre et system, der klarer sig så godt i PISA-undersøgelser? Der er ingen incitamenter. Men den dag det sker, vil regeringen møde voldsom modstand,” mener Susanne Wiborg.

Manglende evidens bag reformer
Mere tumultarisk har situationen historisk været i Danmark, lyder skudsmålet. Måske fordi politikken traditionelt har været meget blokorienteret. Når borgerlige regeringer er ved magten, sættes organisationerne i højere grad udenfor, end når centrum-venstre har roret. Det ændrede sig dog, da Helle Thorning og Socialdemokratiet blev mere New Labour-inspirerede. Men eksempelvis under Nyrup-regeringen blev der taget færre initiativer til ændringer af skolesystemet end i de borgerlige regeringer – hvilket i øvrigt er et typisk mønster, forklarer forskeren, fordi de borgerlige ikke er allieret, heller ikke uformelt, med lærerforeninger og derfor er mere frit stillet til at indføre de reformer, de ønsker.

”Problemet med status quo er, hvis der er problemer, der skal løses. Dybgående ændringer af skolesystemet er mere i overensstemmelse med befolkningens ønsker end med lærernes. Tiltag, der skal hjælpe udsatte børn, forhindres ofte i lande, hvor lærerforeningerne har stærk magt. At erkende konflikten er en ting, at gøre noget ved den er noget andet,” siger Susanne Wiborg.

Hvad kan man så gøre? Forskningslitteraturen peger på forskellige muligheder. Et radikalt forslag er at forbyde lærerforeningerne, hvilket jo er både dumt og urealistisk, medgiver Wiborg.

Et andet forslag går på kun at involvere foreningerne i overenskomstforhandlingerne, altså ingen deltagelse i reformarbejde og uddannelsespolitik. Nogle politikere mener, det er en god løsning, fordi fagforeningerne ikke ses som repræsentanter for almenvellets interesser, men for særinteresser.

En tredje strømning foreslår mere pragmatiske tilgange fra fagforeningerne i spørgsmålet om lærernes særinteresser.

”Lærerne vil ikke evalueres. Derfor er det ikke i foreningernes interesse, selvom det er i elevernes og forældrenes. Vel er lærere ej lige dygtige, det er en illusion, som i sidste ende også skader lærere selv.”

Den fjerde strømning handler om at høre lærernes stemme – men fri af fagforeningshensyn.

”Det er ikke tilstrækkeligt for politikerne at have adgang til forskning, OECD og såkaldt ekspertviden. De skal have oplysninger inde fra skolerne, fra lærerprofessionen, men ikke kun fra foreningerne, for de er farvet af særinteresser,” forklarer Susanne Wiborg rationalet bag den ‘skole’.

Man kan uden at komme galt afsted nok godt påstå, at vi i de nordiske lande generelt har en demokratisk og konsensussøgende etos, hvad beslutninger i uddannelsesspørgsmål angår.

Kan man ikke også sige, at den nyfundne enighed i det danske uddannelseslandskab om fejlslagne reformer med overdreven detailstyring netop er et skridt mod pragmatisme og mere autonomi med løsninger til elevernes bedste?

”Jo. I Norden har vi tradition for at inddrage interessegrupper, især under venstreorienterede regeringer. Lærerne er eksperter og ved meget, men de ved jo ikke alt. Lærerforeningerne alene kan ikke stå for ekspertviden i forhold til reformer. De lærerpolitiske forhold er et af flere aspekter, der skal tages hensyn til. Forskning og evidens er andre,” siger Susanne Wiborg og gør i samme ombæring – inden alt for mange læsere bliver vrede over pointer, der her kan forekomme kontroversielle – opmærksom på, at forskerne i det omtalte komparative studie ikke har forholdt sig til kvaliteten af reformerne, og om de har løst problemer.

”Så det skal man naturligvis sætte spørgsmålstegn ved. Reformerne er ikke altid lavet ordentligt og oftere baseret på politikernes ideologi og værdier end på evidens eller vælgernes interesser. Det er en del af den politiske retorik. Men jeg vil mene, der er behov for en mere løsningsorienteret debat med mere pragmatisme og mindre ideologi. Man kan så diskutere, hvem der skal være med til at løse problemerne og huske, at der står andet på spil end uddannelse: job, offentlige midler og arbejdsforhold.”