Lærere: Tidsregistrering har ikke ændret vores job – endnu

Der er travlt på Herlev Gymnasium. Lærerværelset agerer svingdør for lærerne, der lige så hurtigt, som de er kommet ind, er videre igen med en halv kop kaffe, uspist frugt i rygsækken og en hurtig bemærkning til kollegaen.

Der er også kamp om lokalerne. Ingen står ubrugte hen. Søgende bevæger lærerne Jørgen Wind-Willassen og Ulla Stampe Jakobsen sig gennem gangene for at finde et ledigt lokale. Endelig lykkes det. Et fysiklokale kan danne rammen om en snak om skolestart med en ny overenskomst med tidsregistrering – en helt ny måde at arbejde på, som nogle har beskrevet det.

Arbejder lidt mere
De to garvede lærere har dog endnu ikke noteret sig den store forskel.

”For mit vedkommende har det ikke været anderledes. Jeg har stort set de samme arbejdsopgaver, som jeg havde sidste år. Eneste forskel er selvfølgelig, at jeg skal registrere min arbejdstid på Lectio,” fortæller Ulla Stampe Jakobsen, der underviser i matematik og idræt.
Fysik- og geografilærer Jørgen Wind-Willassen nikker samtykkende:

”Jeg laver stort set også det samme som sidste år. Jeg underviser lidt mere end tidligere – cirka et modul mere om ugen. Her tre uger inde i skoleåret, har jeg arbejdet omkring 140 timer. Jeg har til gengæld ikke rettet et eneste opgavesæt endnu, så når de dukker op, får jeg nogle endnu længere dage.” 
Ulla Stampe Jakobsens timeregnskab viser 193 – lidt mere end det plejer på dette tidspunkt af året.

”Jeg synes faktisk, at det er rimeligt, at vi også skal arbejde lidt mere ligesom alle andre på arbejdsmarkedet. Men hvorfor har man ikke bare sagt det i stedet for at camouflere det ved at kalde det kvalitetsløft,” siger Ulla Stampe Jakobsen.

Svært for de unge
Ulla Stampe Jakobsen understreger, at hun med 26 års undervisningserfaring ikke føler, at hun har noget at frygte. Men hun kan se, at mange af hendes unge kolleger har svært ved at gennemskue, om de arbejdsopgaver, som de har fået, er passende.

”Gamle rotter som os ved godt, hvad vi skal lægge i en arbejdsopgave, men det er meget forvirrende for de unge,” siger Jørgen Wind-Willassen, der er 58 år.

Sparsomt med information
Lærerne på Herlev Gymnasium har fået tildelt en leder, der løbende skal holde øje med timeregnskabet, og som skal være lærernes nærmeste leder i hverdagen. Da opgaverne blev fordelt, var det meningen, at hver lærer skulle have et møde med sin leder for at drøfte, om opgavefordelingen var rimelig.

”Idéen er jo udmærket. Problemet er bare, at man jo helst skulle have en idé inden mødet, om opgavefordelingen var passende. Men mange af de unge har simpelthen haft svært ved at gennemskue og vurdere opgaverne. Derfor har jeg hjulpet en del,” siger Ulla Stampe Jakobsen, der fortæller, at hun endnu ikke selv er blevet kaldt til samtale med sin leder for at drøfte opgavefordelingen.

”Det er jeg heller ikke. Faktisk er jeg lidt i tvivl om, hvem jeg er tilknyttet,” siger Jørgen Wind-Willassen med et grin.
Lærerne på Herlev Gymnasium har fået at vide, at de skal registrere deres arbejdstid på Lectio. De skal afrunde til nærmeste halve time og ikke registrere detaljeret, hvad de laver – blot hvor meget de arbejder. Men det har været sparsomt med informationer om, hvordan de skulle arbejde efter den nye overenskomst og med tidsregistrering. Det har manglet, synes de to lærere, men Ulla Stampe Jakobsen mener, at det delvis skyldes misforståelse mellem rektor og tillidsrepræsentanten.

Tåbeligt med øget tilstedeværelse
På Herlev Gymnasium skal lærerne ikke være på skolen i et fast tidsrum, udover når de har timer og møder.

“Her har vi ingen problemer med fordelingen af arbejdstiden, for der er stor forståelse og fleksibilitet,” siger Jørgen Wind-Willassen.
Han nævner en tidligere studiekammerat, som arbejder på et andet gymnasium, hvor de har fået besked på at være på skolen hver dag fra klokken 7.55 til 16.

“Hvis min rektor fandt på det, så var jeg væk med det samme,” siger han bestemt.
“Det ville jo være fuldstændig tåbeligt og spild af tid, hvis jeg skulle blive siddende her på skolen, efter at jeg har undervist i tre moduler. Som underviser er man jo så meget på i timerne, at man ikke bare kan fortsætte lige efter med at forberede næste timer eller rette opgaver.”   

Hvad skal tidsregistreringen bruges til?
Men hvor de to læreres skolestart har foregået stort set på samme måde som sidste år, så sidder de begge med en frygt for og usikkerhed om, hvordan det bliver i fremtiden.

“Her bliver vi jo behandlet rimeligt, og jeg har tillid til vores rektor. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad tidsregistreringen egentlig skal bruges til,” siger Ulla Stampe Jakobsen, der savner en udmelding om, hvad man vil gøre med lærernes tidsregistreringer ved enden af året.
Derfor har hun spurgt ledelsen, om det automatisk udløser overtidsbetaling, hvis man har over 2.000 timer. Men det gør det ikke, lød svaret. "For det kunne være, at læreren skulle være lidt mere effektiv.”
“Jeg spurgte også, om jeg får flere opgaver til næste år, hvis jeg nu er ekstrem effektiv og knokler, og mit timeregnskab derfor står på 1.400 timer ved årets slutning? Men det var der heller ikke noget klart svar på," siger Ulla Stampe Jakobsen og fortsætter:
“Jeg kan ikke lade være med at undre mig. Hvis man skal bruge tidsregistrering til noget seriøst, så er der vel nødt til at være en form for norm eller akkord for, hvor meget man skal nå. Jeg kan godt frygte, at mange ledere vil misbruge systemet, og kvaliteten vil falde på længere sigt.”

Men er der slet ingen fordele ved den nye overenskomst?
“Nej, det er der simpelthen ikke, hvis du spørger mig,” lyder det prompte fra Ulla Stampe Jakobsen. 

Der bliver helt stille omkring bordet. Jørgen Wind-Willassen kigger ud af vinduet:
“Jo, der må da være en eller anden fordel. Altså hvis man er en meget langsom lærer og ikke så effektiv som Ulla og jeg, så ville man vel i teorien få mindre arbejdsbelastning, fordi det nu kunne dokumenteres, hvor lang tid man brugte. Men spørgsmålet er, om man får lov til at arbejde langsommere,” siger han og fortsætter:
“Nej, det vil man nok alligevel ikke få lov til så længe – hm, så mangler jeg vist en fordel.”

Differentierede forberedelse
Til gengæld kommer Jørgen Wind-Willassen i tanke om en episode til et GL-møde på skolen for flere år tilbage, hvor han foreslog differentiering af forberedelsen alt efter fag, niveau og alder.
“Men jeg blev fuldstændig afvist dengang. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis man havde været mere fremsynet med sådan en model, så havde vi måske fået en bedre overenskomst,” siger Jørgen Wind-Willassen og smiler lidt, da Ullas Stampe Jakobsen ryster kraftigt på hovedet:
“Ja, jeg ved godt, at vi ikke er enige her, Ulla,” siger han.

Hun svarer: 
“Nej, det er vi bestemt ikke, det har vi diskuteret før. Det handler efter min mening slet ikke om fag, alder eller niveau, men mere om hvem du er. Og så handler det også om forberedelse og kvalitet. Du kan gå ind og lave en vanvittig spændende undervisning, hvor du inddrager noget aktuelt, eller du kan stå for kedelig undervisning, hvor du genbruger gammelt materiale. Jeg kan sagtens gå ind og undervise i matematik uden at forberede mig – det ville blive forfærdeligt, men jeg ville sagtens kunne.”

Ulla Stampe Jakobsen påpeger, at hun ofte deler ud af sit materiale til de nye lærere for at hjælpe dem.
“Men hvis det lige pludselig viste sig, at de unge skulle lave mindre end os andre, så kan det da godt være, at jeg ikke ville være gavmild med mit arbejde mere,” siger Ulla Stampe Jakobsen.