Læge og forfatter: Gymnasier skal lave “rygeregler” for smartphones

Om nogle år vil vi kulturelt set betragte den udbredte brug af smartphonen på samme måde, som vi i dag betragter rygning. 

Det forudser speciallæge i almen medicin og forfatter Imran Rashid. 

“Den psykologiske og vanedannende effekt ved vores smartphone er på nogle måder større end rygning. For der er ingen begrænsninger på de digitale ”belønninger” på smartphonen, hvorimod du trods alt bliver nødt til at gå udenfor, når du skal ryge,” siger han.

Han sidder ved spisebordet hjemme i sin lejlighed på Frederiksberg med sin Macbook inden for rækkevidde og taler hurtigt og engageret om den kolossale hastighed og indflydelse den digitale udvikling har haft på vores samfund i de senere år.

En udvikling som blandt andet gymnasierne skal forholde sig meget alvorligt til nu, mener Imran Rashid.

“Vi skal forstå, hvor stor en påvirkning de store kommercielle techgiganter udsætter os alle for, og hvor vanedannende denne digitale påvirkning reelt set er. Vi har nu den første generation, som er født i en tid med konstant digital påvirkning, og som er vokset op uden reel beskyttelse mod den.”

Sunde vaner
Imran Rashid har netop udgivet bogen ”Sunde vaner – skabt med vilje” og har tidligere skrevet bøgerne SLUK og Offline. I sine bøger forholder han sig blandt andet til, hvordan usunde digitale vaner opstår, og hvorfor mange mennesker helt uden at tænke over det scroller ned ad skærmen på deres smartphone i en ubevidst forventning om den næste lille belønning i form af likes og underholdning, der påvirker hjernens belønningssystemer.  

Et slags digitalt ”running sushi” som Google, Facebook og andre techgiganter er suverænt dygtige til at holde i gang og skræddersy til hver enkelt forbruger.

“Det er et usynligt problem. Det er ikke tydeligt som rygning og alkohol eller luftforurening, som vi kan måle. Men påvirkningen fra det konstante digitale informationsoverload fra telefonen eller computeren ændrer over tid vores kognitive funktioner og skaber nogle utroligt stærke vaner, som er meget svære at bryde,” siger Imran Rashid og gennemgår flere powerpointsider på sin skærm, som viser illustrationer af, hvordan forskellige dele af hjernen påvirkes.

“Mange af de apps, som minder om sociale relationer, eller som giver belønninger, spænding og og fodrer din forventning, trigger typisk de mere primitive dele af hjernen, som er styret af lyst, impulser og instinkter – men ikke fornuft og behovsudskydelse. De her apps er designet til at få folk til at føle sig godt tilpas, og det er en følelse som er vanedannende. Vi ender derfor med at bruge dem uden at tænke mere over det, end når vi for eksempel klør os i nakken,” forklarer Imran Rashid.

Gymnasieelev: Ni timer på telefonen
De samme powerpoint-sider har han også vist på flere gymnasier i de senere år. Han holder mange foredrag og har også været med til at igangsætte projekter på skoler, som skal få elever, lærere og ledelse til at få bedre digitale vaner.

“Efter et foredrag sidste år kom der nogle gymnasieelever op til mig og fortalte, at de brugte deres telefon ni timer om dagen. De ville gerne være bedre til at lade være, men det var nærmest umuligt for dem, uanset hvad de gjorde. Der er sindssygt mange unge mennesker, der er vokset op i et digitalt ingenmandsland, hvor ingen har tænkt over både de kortsigtede og langsigtede konsekvenserne for deres liv i forhold til søvn, evnen til at skabe relationer, deres selvværd, angst, koncentration og så videre.”

Ubevidste vaner
Sidste år var Imran Rashid med til at indlede en proces på Nyborg Gymnasium om Sunde digitale vaner. Han lavede blandt en spørgeskemaundersøgelse blandt eleverne om deres brug af smartphone, sociale medier og spil. 

Her viser svarene blandt andet, at eleverne langtfra altid er bevidste om deres eget digitale forbrug. Over halvdelen af eleverne mente for eksempel, at deres smartphone eller computer ikke forhindrede dem i at kunne holde fokus på skolen i længere tid ad. Men langt de fleste svarede alligevel samtidigt ja til, at de tjekkede sociale medier, nyheder eller spillede spil på deres smartphone, når de sad i en kedelig eller svær undervisningstime eller lavede en svær opgave.

“Det er et mønster, som gælder for mange mennesker. Der er stor forskel på, hvad vi tror, vi gør, og hvad vi reelt set gør. Mange har derfor udviklet vaner, som de hverken er klar over eller har kontrol over,” siger Imran Rashid.

Imran Rashid starter en video på sin computer om projektet på Nyborg Gymnasium, hvor lærere og elever fortæller. Eleverne lagde telefonerne i en kasse hver skoledag i en uge, og den efterfølgende evaluering viste, at både elever og lærere mente, det var en positiv forandring, som de vil arbejde videre med. Idéen om at gøre noget ved de digitale vaner var i øvrigt kommet fra elevrådet selv, hvilket var bemærkelsesværdigt og ifølge Imran Rashid også en vigtig forudsætning for reelle forandringer.

Nødvendigt med regler
Imran Rashid anbefaler, at alle gymnasier bør lave regler eller retningslinjer for brugen af telefoner og ‘devices’ på skolen og meget gerne også støtte op om, at de unges digitale forbrug i fritiden bliver sundere. Det skal ikke være et sæt regler eller forbud, som bliver udstukket fra rektors kontor, men skal meget gerne udvikles sammen med elever og lærere, mener han.

“Man kan starte med at stille spørgsmålet: Hvad har eleverne brug for til at kunne koncentrere sig om deres uddannelse?” siger han og fortsætter:

“Man bør få skabt nogle strukturelle rammer på gymnasierne med nogle klare holdninger til, hvad vi gør hvornår, hvor og hvorfor. Der er behov for fuldstændigt klare regler. Det er som ude i trafikken, hvor vi heller ikke lader mennesker køre rundt på kryds og tværs uden at tage hensyn til hinanden.”

Han mener dog, at regler og rammer skal udvikles lokalt, og han vil ikke komme med en færdig opskrift på, hvad den enkelte skole skal gøre.

Imran Rashid mener, at samfundet og også gymnasierne er bagud i forhold til at tage de rette forholdsregler for udviklingen.

Han sammenligner den kulturelle udvikling med rygning, hvor mange jo i en ikke så fjern fortid sad og røg på arbejdspladserne eller derhjemme foran deres børn. I dag er det næsten utænkeligt at forestille sig.

“I dag er der mangel på koncentrationsfremmende miljøer i løbet af barndommen og ungdommen, og vi skal derfor hjælpe den enkelte med at skabe den indre motivation, som er så afgørende for, at man kan være selvstyrende i sit eget liv. Vi skal på alle måder støtte op om udviklingen af sunde digitale vaner, hvor man ikke bare konstant giver efter for lysten til gøre det, man har lyst til.”

På gymnasierne handler sunde digitale vaner ifølge Imran Rashid også om at fremme trivslen for eleverne. 

“Trivsel er blandt andet de følelser, som bliver frigivet i relationerne til andre mennesker, og de bliver der frigivet langt flere af, hvis du ikke sidder med hovedet nede i telefonen. Hvis du er optaget af dig selv, så får du ikke øje på andre mennesker omkring dig,” siger Imran Rashid.

Vi er ikke et digitalt samfund
Men spørgsmålet er, om udviklingen ikke er naturlig i et digitalt samfund, hvor børn og unge er digitalt indfødte? 

Den præmis køber Imran Rashid slet ikke.

“Vi er ikke et digitalt samfund. Vi er et samfund, som består af mennesker, der bruger digitale værktøjer. Hvis man giver et barn en iPad, så bliver han jo heller ikke til Einstein på fem år. De sidste 10 års digitalisering har for eksempel ikke betydet, at børnene er blevet bedre til at læse i skolerne,” siger Imran Rashid og læner sig frem i stolen og forklarer, at han mener, at begrebet ”det digitale samfund” bliver brugt ukritisk, og nogle gange helt tankeløst, som om det var et mål i sig selv.

“Vi bliver jo heller ikke et gastronomisk land, fordi vi har en shawarma-restaurant eller McDonalds på hvert gadehjørne. Meget af den digitalisering, som i dag fylder hverdagen hos mange  mennesker, er jo på mange måder mental fastfood.”