Kostgymnasium skabt med dialog og konfliktløsning som bærende idé

Mayar og Uri er ved at forberede en kunstudstilling. Hun har maling på fingrene, og de har begge knoklet et par timer med at rydde op i lokalet. 16-årige Mayar er fra den palæstinensiske by Beit Sahour på Vestbredden, og den jævnaldrende Uri er israeler med bopæl i den lille by Zichron Yaakov i den nordlige del af Israel.

De to er også klassekammerater. De er med på første årgang på det nye internationale gymnasium på Givat Haviva i det centrale Israel. Stedet har ligger der i 70 år som kursuscenter for den israelske kibbutzbevægelse, og man har altid haft mange aktiviteter for dialog og sameksistens mellem israelere og palæstinensere. For nylig satte man sig for at samle alle erfaringerne i et større projekt, og det blev til et kostgymnasium med dialog og konfliktløsning som bærende idé. Nu er de ved at kunne se tilbage på et vellykket første skoleår med 57 internationale elever.

”Vores udgangspunkt var at skabe større gensidig forståelse mellem israelere og palæstinensere, men vi mente, det ville være en ny tilgang at relatere vores lokale konflikt til andre globale problemer, så derfor valgte vi den internationale model,” siger Nurit Gery, der er skoleleder og var med i den oprindelige initiativgruppe.

Med det for øje opstillede de en model for, hvordan elevgruppen er sammensat. En fjerdedel er jødiske israelere, en anden fjerdedel er fra Israels arabiske mindretal eller palæstinensere, og de øvrige, altså halvdelen af eleverne, kommer fra resten af verden. På årgangen er der elever fra 17 forskellige lande, og der er fire religioner repræsenteret.

Eneste israeler blandt en masse palæstinensere
”Det har lige været Ramadan,” fortæller Mayar, som er muslim.

”I begyndelsen besluttede hele elevgruppen at deltage i fasten, i hvert tilfælde i den første uge. Det var vigtigt for dem at forstå, hvordan det er.”

Uri nikker bifaldende. Han er fra en ganske almindelig israelsk familie, som aldrig har været specielt involveret i fredsbevægelsen. Han lægger ikke skjul på, at han valgte Givat Haviva, fordi skolen giver ham et godt udgangspunkt for at komme videre i uddannelsessystemet, men tilføjer så også, at det har været en enorm øjenåbner.

”En weekend tog jeg med hjem til Mayar,” fortæller han.

”Jeg var ved at dø af skræk, da vi kørte ind på Vestbredden. Jeg var den eneste israeler blandt en hel masse palæstinensere. Og så blev jeg bare så godt modtaget!”

Mayar smiler:

”Jeg tror, det er første gang, vi har haft en zionist på besøg,” siger hun.

For hende har skoleopholdet også rykket ved nogle stereotype opfattelser. Generelt har palæstinensere fra de besatte områder ikke indrejsetilladelse til Israel. Hun kan komme ind, fordi hendes mor stammer fra Østjerusalem, som også er en del af Vestbredden, men som Israel annekterede i 1980. Hun gik også i grundskole i Østjerusalem, hvor standarden er bedre end på Vestbredden. 

”Jeg gik i en tysk skole, som jeg ikke kunne fordrage, og hver morgen og eftermiddag måtte jeg tage bussen og passere gennem det militære checkpoint ved Betlehem. Jeg har virkelig set besættelsens grimme sider.

Da hun besluttede sig for Givat Haviva, blev hun kritiseret af mange af sine venner hjemme i Beit Sahour. En veninde, hvis far sidder i israelsk fængsel, kunne slet ikke forstå, hvad hun ville hos ”den zionistiske fjende”.

”Men jeg har nok oplevet nogenlunde det samme som Uri,” siger hun.

”Her på Givat Haviva har jeg for første gang nogensinde mødt palæstinensere med israelsk statsborgerskab. Dem har jeg altid opfattet som ”luksus-palæstinensere”, fordi de lever fedt og godt hos israelerne, men pludselig har jeg forstået, at de også har deres vanskeligheder,” siger hun. 

Fælles mindedag
Skolen er opbygget som en toårig gymnasial uddannelse med fokus på naturfag og økonomi. Der er altså masser af traditionel klasseundervisning, men herudover lægger man stor vægt på de grænseoverskridende oplevelser. For nylig slog man således to mærkedage sammen. Hvert forår markerer palæstinenserne al Nakhba. Det betyder Katastrofen, og navnet bruges om Israels oprettelse i maj 1948, hvor 700.000 palæstinensere blev flygtninge. Nogenlunde på samme tid har Israel to mindedage, en for de faldne soldater i krigene og en for de seks millioner jøder, der omkom under Holocaust.

”Andre lande har deres katastrofer at mindes, så vi besluttede at lave en fælles dag for dem alle,” fortæller Nurit Gery.

”Det blev til, at en pige fortalte om sine bedsteforældre og al Nakhba, en anden pige sagde noget om Holocaust, vi hørte om folkedrabet i Armenien, og en dreng fra Kosovo talte som sin far, der var med i krigen mod Serbien. Det var en meget bevægende aften,” siger Nurit Gery. 

Det er oplevelser som disse, skolen ser i et videre pædagogisk perspektiv. Målet er at uddanne unge, der er deres egen identitet bevidst, men som også kan gå ud og gøre en forskel bagefter. Nurit Gery taler om eleverne som kommende ledere. Derfor sigter man også højt. Skolen er blevet etableret som en del af netværket International Baccalaureate, som har høj prestige og åbner mange døre til videregående uddannelser. 

”Men IB-skoler har en tendens til at være lidt elitære, og vi satte os lige fra starten for at gå den modsatte vej, og det er her, de udenlandske elever også kommer ind i billedet,” forklarer Nurit Gery. 

Vi møder Christina, som er en af fire elever fra Sydsudan. Hun er født i Libanon, hvor hendes forældre levede som flygtninge. Derfra rejste de videre til Egypten, og kom så til Israel. 

”Men da Sydsudan blev selvstændigt for seks år siden, blev vi deporteret,” siger hun og tilføjer:

”Men borgerkrigen tvang os til at flygte videre, til Uganda, og derfra kom jeg til Givat Haviva for et lille år siden.”

Christinas forældre er fortsat i Uganda, og flere af hendes søstre er allerede gift. Det ville hun sikkert også have været, fordi flygtningetilværelsen ikke har ret mange alternativer. Men en international organisation så potentialet i hende og fik Christina til Israel. Fra sit tidligere ophold i landet taler hun hebraisk, men hun lever også med mindet om dagene i de fattige kvarterer i det sydlige Tel Aviv, hvor hun konstant fik racistiske bemærkninger. Nu ser hun det som en reel mulighed at komme til London for at læse jura.

Identitet
Formiddagstimerne bruges på de fag, som eleverne skal bestå for at få deres studentereksamen, og om eftermiddagen er der aktiviteter, der ruster dem på andre områder. En vigtig del er det frivillige arbejde ude i det omkringliggende samfund. Et godt eksempel er engelskundervisning, der tilbydes eleverne på en af egnens almindelige grundskoler.

”Vi sender tre af vore elever, en jødisk, en arabisk og en international,” forklarer Nurit Gery.

”Udbyttet for eleverne ude på den lokale skole er naturligvis, at de får lært noget engelsk, men så ser de også tre unge med vidt forskellig kulturel baggrund, som oven i købet er gode venner. De får at se, at verden ikke behøver være så splittet, som de tit opfatter den,” siger Nurit Gery. 

Gent er fra Kosovo og har gennem hele sin opvækst haft splittelsen helt inde på livet. Han var endnu ikke født, da hans far var med i krigen mod Serbien, men han har hørt historierne talrige gange. 

”Jeg kan ikke rejse ind i Serbien og har aldrig været der,” fortæller han.

”Så naturligvis kommer jeg med en masse stereotype opfattelser af serbere.” 

Gent er muslim og ved godt, at det er grunden til, at serberne ikke bryder sig om ham. Selv har han dog et meget afslappet forhold til religionen, så det var en øjenåbner at komme og møde palæstinensiske muslimer, der faster i Ramadan og i det hele taget ser på troen med andre øjne.

”Det tvang mig til at forholde mig til min egen identitet, og fordi der er en tydelig kulturforskel mellem mig og dem, begyndte jeg også at tænke over, hvordan det kan være, at vi her kan sætte os ned og snakke sammen, mens jeg har svært ved at møde en serber,” siger han. 

Gent har i hele sin opvækst været meget fokuseret på sin personlige konflikt med serberne, og nu har han indset, at Kosovo ikke er den eneste konflikt i verden. Konflikter findes mange steder og i mange varianter. Det giver eleverne en indsigt, som også gør det nemmere at forstå den konflikt, de selv lever i.
Gent understreger også det vigtige i, at der ikke findes noget flertal blandt eleverne. Her på stedet tilhører alle på en eller anden led et mindretal, og det gør det også lettere at starte en dialog.

Ariel, som er jødisk israeler, ser det i hvert tilfælde som stærkt befordrende, at hun hele tiden må overveje, hvem hun selv er. Når hun er i en situation, hvor flertallet er som hende, tager hun mange ting for givet. Hun nævnet Lag BaOmer, som er en af de mindre jødiske helligdage. Det er en bålfest, og hun blev sat til at forklare de andre elever om baggrunden.

”Jeg er ikke sikker på, at det var sket på samme måde, hvis stort set alle eleverne havde været jødiske og kun nogle få med anden baggrund,” siger hun.

”Men pludselig gik det op for mig, at jeg egentlig aldrig har tænkt dybere over, hvorfor vi tænder bål til Lag BaOmer. Jeg måtte sætte mig grundigt ind i stoffet, og det var en god ting at lære noget om mig selv på den måde. Det er jo det, sund dialog går ud på.”