”Jeg hader bare gruppearbejde”

Gruppearbejde kan være fantastisk. Når det fungerer, mærker mange elever, hvordan de lærer mere, føler sig godt tilpas i klassen og samtidig udvikler deres evner for at samarbejde.

Når gruppearbejde ikke fungerer, er det pinsomt. Eleverne kan nemt komme til at føle sig forkerte eller komme til at tænke, at de andre er forkerte: Hvis bare ham der ville lade være med at tale hele tiden! Hvis bare hende der ville deltage!

Vi mener, at det er vigtigt at tale om udfordringerne ved gruppearbejde. Forsker i projektarbejde Gerd Christensen formulerer det sådan, at grupper ikke kun er ”uskyldige fora for vækst”, men også er ”arenaer for magtkampe og personlig positionering”[1]. Hver gang man kommer i en ny gruppe, er der en ny gruppedynamik, og det skal vi lærere give grupperne viden om og redskaber til at tackle.

Alle er nervøse
Som udgangspunkt skal man efter vores mening opfatte elever på et hold som nervøse. Det er svært for de fleste at gå i gang med at lære mennesker i en ny gruppe at kende. Hvad gør man som lærer? Der er så meget, der skal gå op: gruppedannelsen, gruppedynamikken, læringen med mere.

For at minimere nervøsiteten står vi for gruppedannelsen. Det skal eleverne ikke have ansvaret for. Vi danner grupperne, inden vi kender holdet, fordeler dem bare, for eksempel efter køn. Grupper på fire er godt, for så kan alle komme til at orde. Vi minimerer også nervøsiteten ved at undervise i gruppedynamikker og samtaleteknikker, for det gør udfordringer i grupper til noget, der er normalt. På et nyt hold begynder vi med at stille opgaver, som gør det muligt at afprøve, observere og lære hinanden at kende. Fokus er på at tale og lytte i gruppen. Eleverne skal lære at samtale, så de på længere sigt kan få læringsudbytte af gruppearbejdet. Det gælder både dem på 16 år og de voksne på VUC’erne.

Hvad siger eleverne selv?
For mange elever er det en hadeting. Gruppearbejde. Åh! Når vi har spurgt dem, hvorfor de hader gruppearbejde, så siger de, at det er for tilfældigt, hvem der arbejder og siger noget, og at det kan være svært at arbejde sammen med de samme mennesker i lang tid. I vores optik mangler de viden om og redskaber til det gode gruppearbejde, og de har behov for, at det er gennemskueligt, ikke bare hvad de skal arbejde med, men også hvordan. Den der med ”vend jer lige rundt, og snak sammen i 20 minutter” er vi ikke tilhængere af, for den er for tilfældig og kan meget vel betyde, at den tyndhudede bliver væk efter pausen. Og man forstår det jo godt. For nogle er det bare for meget oven i nervøsiteten. For andre er det simpelthen utilfredsstillende. De er klar til både samtale, konstruktivt samarbejde og fremlæggelse med efterfølgende feedback.

Efterhånden som vi kender vores elever, mikser vi grupperne, så de fungerer efter læringsmål og progression. Hurtige læsere kommer for eksempel i gruppe med ordblinde, mundtligt stærke kommer sammen om at forberede og fremlægge et oplæg, tosprogede arbejder sammen (for eksempel i matematik), uforberedte arbejder sammen med flittige elever og så videre.

Når eksamen nærmer sig, er eleverne klar til selv at danne grupperne. Nogle fag har særlige udfordringer her, fordi der skal produceres til eksamen, for eksempel musik, drama og mediefag. Jo mere eleverne ved om gruppedynamikker og samtaleteknikker, jo bedre.

Angst og relationer
På VUC’erne og i gymnasierne er der mange unge mennesker, som har det svært. Der er også mange, der har det godt, og som er mere end klar til at lære. Men altså, som lærer kender alle til, at der kan være en håndfuld, der helst går ud og ind af lokalet, pakker sig ind i huer, ikke vil slippe mobilen og så videre. Med andre ord, mennesker der har det svært, og som er svære at undervise. Man kan godt blive opfordret af SPS’ere, ledelse eller forældre til at frede nogle. ”Lad dem nu sidde i et hjørne, lad dem sidde ved døren, så de kan gå ud, når de er fyldt op.” Det er et dilemma. Alle skal jo være med i grupperne, da gruppearbejde er et vigtigt didaktisk element.

Tryghed og relationer er nøglen her. Dilemmaet kan ikke løses helt, men det er vores påstand, at gode grupper, der er sammensat og planlagt af læreren, og som har redskaber til at få gruppearbejde til at fungere, vil hjælpe alle til at lære mere. Det er godt, hvis alle kan lide hinanden på et hold, men det skal ikke være grunden til, at der skal arbejdes i grupper. Det sociale er ikke et mål i sig selv. Det skal hellere være et mål, at alle har en viden om og redskaber til at samarbejde i grupper. Vores erfaring er, at de stærkere elever er gode til at rumme dem, der har det svært, når de har haft lejlighed til at tale med hinanden om samarbejde.

Samtaler eller snakkekultur
Helt centralt er det altså, at eleverne skal lære noget om samtaler, især at samtaler handler om at skiftes til at tale og lytte. Da nogle mennesker taler, mens de tænker, og andre gerne vil tænke, før de taler, så bliver det tit sådan, at nogle kommer til at styre et gruppearbejde. De, der taler, mens de tænker, kan meget let komme til at dominere og derved passivisere dem, der lige skal tænke.

For at fordele tale- og lyttetiden nogenlunde ligeligt kan eleverne bruge nogle forskellige samtaleteknikker[2], som sikrer, at der kommer en vekselvirkning mellem at tale og lytte. De kan især have gavn af at lære to samtaleteknikker:

Lynrunde: Hvert enkelt medlem af gruppen har ordet i kort tid, for eksempel 30 sekunder. Gruppen aftaler for eksempel, at hvert medlem skal have ordet to gange. Så i en gruppe på fire varer lynrunden fire minutter. Lynrunden er for eksempel egnet, hvis en gruppe skal få ideer, eller den kan gå forud for, at gruppen skal træffe en beslutning om, hvordan den vil arbejde med en opgave.

En-to-team: Gruppen arbejder i tre runder. Først tænker alle individuelt, for eksempel over svaret på nogle spørgsmål, som læreren har stillet (to minutter). Dernæst taler gruppens medlemmer sammen to og to, hvor de skiftes til at have ordet og lytte (to x to minutter). Til sidst er ordet frit i hele gruppen (10 minutter).

Uden opmærksomheden på, hvordan de taler og lytter, risikerer grupperne at få problemer med snakkekultur. Når snakkekulturen hersker, er der ingen, der føler sig berettiget til at holde samtalen fokuseret og sikre et resultat af gruppearbejdet. Tiden går bare med at tale lidt i øst og i vest.

Samtale og retorik
Vi oplever, at elevernes arbejde med samtaleteknik gør dem mere modige rent kommunikativt. Vi tager ikke for givet, at de ved, hvordan man samtaler i grupper, og det beroliger mange af de meget nervøse elever. De får en ny chance med hensyn til at lære noget af gruppearbejde. Stille og roligt får de erfaring med at tage ordet, indgå i dialog og interessere sig for hinandens ytringer. Desuden får de forståelse for de krav, der er til dem i forskellige kommunikationssituationer. Ved at undervise dem i at samtale giver vi dem retoriske redskaber, som de ikke kendte eksistensen af.