I Krakow med Inger Christensen

Det var det år, jeg var i Krakow med 2p. Hvor regnen faldt uden ophør, og hvor alting opløste sig i en tung dis og afkortede programpunkter. Dét år, hvor Inger Christensens samlede digte var min eneste litterære følgesvend, og hvor jeg fyldte de våde fristunder ud med efterladte ord – ord som har mistet sin ting.

Der udgår af Inger Christensens første digte fra 1962 en strøm af ungdommelig, nærmest hovmodig forventningsfuldhed – jeg er et ur // hvordan skulle evighed / ellers finde rundt. Som 24 hf-elever på en efterårsmørk parkeringsplads, hvor alting er ved at briste af rejselyst, og hvor den kåde latter og bussens tunge dieselos tegner rammen for mødet med det ukendte, slår skriften ud på den hvide side og forankrer sig i verden. Favner verden. Og os. Maler en forventning frem om, at skriften kan fastholde tingene, omsætte dem til ord og sprog. Således forvisset læner man sig tilbage i det slidte sæde med de spraglede farver og det udrangerede askebæger og lader sig føre mod det fjerne rige, hvor digtene rejser sig som Mariakirkens umage tårne over Stary Ryneks røde, blå og grønne husgavle, den babusjkasælgende gammelmor, harmonikaspillerens tomme blik, den døende efterklang af et trompetsignal…

… men skriften slår ikke til. Efterhånden som jeg læste mig ind i Inger Christensens digte på bænke, sporvognssæder og i den alt for bløde hotelseng, blev jeg vidne til, hvordan de – hun – voksede ind i en ubønhørlig erkendelse af, at tingene og verden undviger ordene. Omkring os lagde regnen sig som et tungt forhæng mellem Krakows snirklede gader og 2p og deres lærere. Byen var lige dér, vi var i den, men i det konstante gitter af dråber flød byen over og væk fra os. Vi flød væk fra hinanden. I takt med at Krakow opløste sig i en knitrende syndflod af våde prismer, opløstes klassen i mindre grupper. Mere og mere desperat søgte de tilflugt fra det regnvåde dagslys og klamrede sig til natten, Tyskie og Okocim. Uhæmmet og utæmmet som forsøgte de at drikke alting væk: regnen, det klamme tøj, alle overflødige lag af sig selv og hinanden, ord uden mening. Desperat spejdede de på bunden af de tunge ølkrus efter netop dén by, de var rejst ud for at finde, netop dét samvær med både mennesker, bygninger og historie, der overflødiggør alle ord og opløser tiden, rummet og sproget.

Jeg lod det ske. Regnstrømmene tog mig, førte mig ind på cafeerne, ind i mig selv, ind i digtenes tørre skyggerige, hvor ordene igen og igen forsøgte at slå bro mellem den hidsige malstrøm, der deler sproget og verden. Og hvor ordene, der før var til at stave igen og igen blev udstødt. Efterladt og forvist. Deporteret. Og hvor de hjælpeløst syntes at stå foran den mægtige gitterlåge svagt anende de opløste konturer af tingene på den anden side.

Først på den næstsidste dag begyndte det at lysne. Studierejsen skulle rundes af med en tur til Auschwitz-Birkenau. I mødet med Auschwitz – Oswiecim –, Blok 10, ståcellerne, samlegalgen og gitterlågen med de sirligt formede ord – Arbeit macht frei – mægtige i deres sardoniske afvigelse fra virkeligheden, forstummede de tømmermandssprukne stemmer til en hvisken, knapt hørbar i den blafrende støj fra en israelsk skoleklasses blå og hvide faner. Da vi nåede Birkenau var der kun den store stilhed tilbage. Efter fire dage i Krakows våde, farverige middelalderkulisser stod vi nu på udryddelseslejrens sumpede jord omgivet af stenbunker, ruinhobe og rådnende jernbanesveller. Lutter reminiscenser af noget, der ikke længere er. Men vi mærkede ikke de bløde birkeblade under vores fødder. Vi så konturerne af en skygge – en ung, nøgen kvinde mellem de hvide stammer, med tilbageholdt gråd knugende sin et-årige søn ind til sig. Vi så i et flygtigt glimt den lille drengs brune øjne, betagede af birkebladenes rolige bevægelser. Og vi fornemmede råbet fra en tysk soldat, lyden af en tung dør, der blev slået op og hundreder af nøgne kvinder og børn, der langsomt rejste sig og satte i bevægelse. Vi så ikke en itusprængt trappe ved indgangen til det, der engang var Krematorium II. Vi hørte det svage ekko af de fortabtes trin en lun majmorgen 1944 og – lidt senere – en jernluge, der brutalt blev smækket i og som en fjern fjern vind: den desperate uudslukkelige kakofoni af stemmerne fra de hundreder af navnløse, der netop har erkendt, at de og deres børn skal dø. Nu. Og ekkoet fra de fortabte overdøver næsten det tilbageholdte åndedræt fra 2p’s elever; og den kollektive tavshed fra 2p overdøver næsten bladenes hvisken i vinden; bladene hvisker og overdøver næsten med stilhed himlen, himlen der lyser, og lyset der næsten fra dengang har lignet den afsindige ild fra skorstenene. Lidt.

I bussen hjem mod Krakow var der ingen ord. Det var som om, forhænget mellem sproget – os – og verden i det uudslukkelige øjeblik, der sammensmelter ord og fænomen, var blevet trukket væk. Og det vi så – og ser – ved selvsyn, spejlets nøgne, fortabte blik, er ikke bare de døde, det er døden som med egne øjne.

Efter denne rejse, der efterhånden ligger mange år tilbage i tiden, blev 2p aldrig helt sig selv igen. Birkenau havde forandret dem. Lidt, forestiller jeg mig i det mindste. Og selv da de blå studenterhuer måneder senere blev opløst i hak og fordrukne og knapt læselige løfter om evigt venskab, og bladenes hvisken druknede i danseglade rytmer, forestiller jeg mig, at en lille del af dem fortsat stod tavse mellem de hvide stammer, fornemmende et ganske svagt ekko. Dette våde efterår gav de noget af sig selv til Birkenaus sumpede jord, 2p. Lidt. Og de kom hjem en lille smule større. Det samme gjorde deres lærer – og i tilgift lærte han på fremtidige studieture altid at lade digtsamlingerne have litterær ledsagelse af en gedigen krimi.

Nicolai Rekve Eriksen er ansat på Mulernes Legatskole