”I dag ved jeg, at jeg gjorde præcis det, jeg skulle”

Den 5. november 2015 glemmer Jonas Rasmussen aldrig.

En af handelsskolens elever blev stukket ned med en kniv i spisepausen. Overfaldet skete i en tunnel tæt på skolen, som eleverne bruger som rygested i frikvartererne. Jonas Rasmussen og hans kollega Lasse var de første lærere derude.

”Der står en stor gruppe unge, som råber og skriger. Jeg får skubbet nogle af dem væk, så jeg kan komme hen til eleven. Han er ikke en af mine elever, men jeg har set ham på skolen. Lasse ligger allerede nede ved ham. Jeg kan se, at den er helt gal. Han ligger skævt op ad væggen og har et hul i brystkassen. Vi forsøger at stoppe blødningen med en sok og få ham om i aflåst sideleje. Jeg siger til ham, at han skal trykke mig i hånden. Jeg kan mærke, at han trykker en lille smule, men så forsvinder han.”

Eleven bliver kørt til Rigshospitalet. For Jonas Rasmussen er resten af dagen kaos. I dag er der meget, han slet ikke kan huske.

”Vi prøver at samle alle de elever, der har set overfaldet. Politiet kommer for at afhøre dem. Og så får vi sat en masse kriseberedskab i gang. Eleverne får blandt andet tilbud om at snakke med en psykolog.”

Få timer senere får Jonas Rasmussen og to af skolens ledere besked om, at eleven er død.

”Jeg knækkede helt sammen og måtte sætte mig på hug. Jeg var i chok. En af mine kolleger prøvede at trøste mig. Bagefter var vi flere lærere, der sad på skolen og snakkede. Da jeg senere kørte hjem, måtte jeg stoppe på motorvejen. Der knækkede filmen bare.”

Dagen efter får hele skolen det at vide. Jonas Rasmussen og hans kollega Lasse får tilbudt at snakke med en krisepsykolog via skolens Falck Healthcare-ordning.

”Jeg havde fået talt med Lasse og min chef, så jeg talte kun med psykologen et par gange efterfølgende. Jeg tænkte, at jeg havde det okay. Det vigtigste for mig var, at skolen kom op at køre igen, og at der blev taget hånd om eleverne. I dag kan jeg se, at jeg i den proces glemte mig selv.”

Ville glemme
Jonas Rasmussen lader sig opsluge af hverdagen. For at glemme det, der er sket, undlader han at tale om det. I stedet knokler han ekstra på med sin undervisning i engelsk og markedskommunikation og begynder at læse et ekstra fag på universitetet.

”Min løsning var at arbejde mere og mere. Jeg tog alle de timer på skolen, jeg kunne få. Jeg pressede mig selv helt ekstremt og unødigt, så jeg kunne skubbe det andet væk,” fortæller Jonas Rasmussen.

Både hans kone og flere kolleger påpeger, at han arbejder meget.

”Men det var jo det, jeg vidste, at jeg kunne finde ud af. Det gør ondt ét sted, og et andet sted er det godt – hvor søger man så hen?”

Søvnproblemer og tilbagevendende mareridt får ham heller ikke til at stoppe op. Ikke engang da han lige inden familiens sommerferie ikke orker andet i to uger end at ligge på sofaen, reagerer han.

”Der har været masser af tegn. Jeg har bare gjort alt for at undgå at mærke efter, hvor det gjorde ondt,” erkender han.  

Først i september – næsten et år efter knivoverfaldet – kommer reaktionen. En aften, mens han sidder med sin kone og deres to børn ved middagsbordet, begynder han pludselig at græde.

”Dér væltede hele læsset, og jeg havde følelsen af, at jeg ikke kunne stoppe igen.”

Han indser, at han har brug for hjælp. Dagen efter går han til lægen, der kalder det en posttraumatisk stressreaktion og sygemelder ham i to uger. Siden har han gået hos en traumepsykolog.

”Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv.”

Fjern presset
Jonas Rasmussen har sagt ja til at fortælle om den tragiske dag for godt et år siden – og tiden efter. Ikke fordi han har behov for at fortælle om sig selv. Tværtimod. Men fordi andre lærere måske kan bruge hans erfaringer, hvis de en dag selv kommer ud for en traumatisk hændelse eller har kolleger, der gør.  

”Måske kan de blive bedre til at mærke efter, hvordan de egentlig har det, end jeg har været,” siger han.

Hans råd er, at man som skole først og fremmest skal sørge for at have et kriseberedskab, og så skal man som leder og kollega huske at se de medarbejdere, der har været involveret i hændelsen. Ikke bare de første dage, men også når hverdagen indfinder sig.

”Kig folk i øjnene og spørg, om de er okay, eller om de har brug for at snakke. Også selvom de umiddelbart ser ud til at være kommet videre,” anbefaler Jonas Rasmussen og fortsætter:

”Jeg har selv været rigtig god til at skjule, hvordan jeg faktisk havde det.”

Som leder er det også vigtigt, at man giver de ramte medarbejdere ro til at komme ovenpå igen, påpeger han. Det var præcis det, hans egen chef gjorde.

”Jeg kan ikke sætte en finger på den måde, min chef, Jesper, har kørt det hele på i forhold til mig. Det har været en kæmpe støtte at have en leder, der lyttede og hverken pressede eller stillede en masse spørgsmål. Han accepterede fuldstændig min sygemelding og sagde: ’Du skal ikke tænke på noget, vi ordner det. Nu finder du en psykolog, og så holder du fri i to uger og passer på dig selv.’ Det lyder banalt, men det er så vigtigt.”

I dag kan han ikke forstå, hvorfor han ikke stoppede op noget før.

”Som tillidsrepræsentant kender jeg alle de ting, man skal sige og gøre, hvis en kollega er i krise. Og så kunne jeg ikke finde ud af, hvad jeg skulle gøre med mig selv,” siger han og smiler.

En snoet vej
I dag har han det bedre og er tilbage på fuld tid. Det har han været siden slutningen af oktober. Han har stadig problemer med at koncentrere sig og huske. Men samtalerne og mindfulnessøvelserne med traumepsykologen har hjulpet ham.

”Hun har virkelig fat i mig. Jeg har fået behandlet selve hændelsen, men hun har også åbnet mine øjne for, at der er en masse andre ting i mit liv, jeg nok ikke har fået bearbejdet og lukket helt, og at det er en af årsagerne til, at min reaktion på knivoverfaldet blev så slem,” fortæller Jonas Rasmussen.

Men der ligger stadig meget arbejde foran ham.

”Det er en snoet vej, og jeg ved ikke, om der er én løsning. Jeg har erkendt, at jeg har en skrøbelighed i mig, men også at det er helt okay. Jeg behøver ikke at vise, at jeg kan redde hele verden og arbejde solen sort. Og jeg ved efterhånden, hvad der gør mig glad. De andre ting må komme hen ad vejen.”

Psykologen har også hjulpet ham med at få bearbejdet de følelser, han har haft i forhold til nogle af sine kolleger og deres reaktion den dag, overfaldet fandt sted.

”Min fornemmelse var, at flere bare kiggede på den dag i tunnellen, og det har jeg haft temmelig svært ved at forstå og håndtere. Det er blevet bedre, efter psykologen har fortalt mig, at mennesker reagerer forskelligt. Nogle handler, andre går i chok og ved ikke, hvad de skal gøre.”

På årsdagen for knivdrabet skrev han til elevens mor på Facebook, og kort tid efter mødtes de.

”Jeg havde behov for at sige, at jeg tænkte på hende, og at vi havde gjort, hvad vi kunne. Det lyder måske som et egoistisk behov, men det var bare rigtig vigtigt at få lukket den del. Jeg har tænkt igennem en milliard gange, om jeg nu lagde ham rigtigt. Skulle jeg have lagt hans arm anderledes eller taget hans hoved længere ned? Men i dag ved jeg, at jeg gjorde præcis det, jeg skulle.”