Artikel
Hvad skal der ske med min skole? Mattias Tesfaye forsøgte at berolige gymnasielærere
IMG_9622-scaled-aspect-ratio-348-234

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) talte på GL's repræsentantskabsmøde mandag.

Hvad skal der ske med min skole? Mattias Tesfaye forsøgte at berolige gymnasielærere

Den nye epx-uddannelse vil allerede fra næste år være begyndelsen til markante forandringer af skoler og institutioner. Der bliver dog mere undervisning, beroliger Mattias Tesfaye.

Tekst_ Johan Rasmussen
Foto_ Johan Rasmussen

Hvad med hf, hvad med htx? Skal min skole lukke, og bliver der undervisning i mit fag?

Regeringens store udspil om den nye uddannelse epx har rejst en lang række spørgsmål blandt lærere og tillidsrepræsentanter.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) havde derfor sat ekstra tid af til at fortælle og svare på spørgsmål, da han besøgte GL’s repræsentantskabsmøde 2024 i Falkoner Salen på Frederiksberg mandag formiddag.

I sin tale kaldte han den nye epx-uddannelse for en erhvervs- og professionsrettet hf.

”Det er ikke navnet på uddannelsen, som er det vigtige,” sagde han og forsøgte på den måde retorisk at berolige hf-lærerne i salen om, at epx ikke bliver enden for hf, men en forandring af hf.

”I dag er der otte procent af de unge, som begynder på hf efter grundskolen. Vi regner med at fire til fem gange så mange vil begynde på epx. Så der bliver mere undervisning for en erhvervs- og professionsrettet hf i fremtiden, mens der bliver mindre undervisning på stx, på 10 klasse og eux,” sagde han.

Færre unge i fremtiden
Han fulgte dog med det samme op på sin egen analyse og forklarede, at på grund af faldende ungdomsårgange vil der flere steder i landet blive færre unge at undervise frem mod 2035.

”Men isoleret vil der blive flere unge at undervise på grund af regeringens udspil,” sagde han.

Regeringen vil oprette den nye uddannelse epx i 2030. Uddannelsen er målrettet unge, som ikke kan eller vil gå på gymnasiet, og som heller ikke er klar til at begynde på en erhvervsuddannelse. Uddannelsen har været beskrevet som en gryderet af toårigt hf, 10. klasse, eux og grundforløb 1 på erhvervsuddannelsen.

På et lærerværelse på epx vil de fleste have en universitetsuddannelse.
Mattias Tesfaye (S)
børne- og undervisningsminister

Formand for GL Tomas Kepler havde indledt repræsentantskabsmødet med en direkte opfordring til ministeren og regeringen om hurtigst muligt at adressere den usikkerhed, udspillet har skabt ude på skolerne og blandt lærerne.

Har jeg et arbejde i 2030, på hvilken matrikel ligger det, og hvem er min arbejdsgiver?

Mattias Tesfaye ville ikke, som han sagde, sagsbehandle enkelte institutioner fra scenen i Falkonersalen, og der ligger ikke en færdig opskrift på, hvilke institutioner som skal udbyde hvilke uddannelser i 2030.

”Det er ikke sådan, at alt kører uændret frem til 2029, og så træder den nye lovgivning i kraft i 2030. Det første og det vigtigste, der skal ske, hvis vi laver en politisk aftale om epx i Folketinget, er at begynde omlægningen af institutionslandskabet, så der skal slås så lille en kolbøtte som muligt i 2030,” sagde Mattias Tesfaye.

En by en skole
I de mindre byer forestiller han sig, at der kun er én udbyder af gymnasiale uddannelser, og regeringen lægger op til dannelser af campus og fusioner. Det kan også være, at det lokale 10. klassecenter bliver lagt sammen med et gymnasium eller en erhvervsskole før 2030, så man allerede kan begynde at øve sig på epx.

”I løbet af 2025 bliver vi mere afklarede på, hvordan institutionslandskabet kommer til at se ud. Jeg kan godt forstå, at mange er utålmodige, og at det rejser en række spørgsmål. Men vi har også dårlige erfaringer med at træffe for vidtrækkende beslutninger på uddannelsesområdet for hurtigt. Jeg vil gerne være lidt forsigtigper og ikke love, at alt er på plads til næste år,” sagde Mattias Tesfaye i en efterfølgende kommentar til Gymnasieskolen.

Mange gymnasielærere på epx
Han forsikrede også om, at der på epx i høj grad skal undervises på gymnasiale niveauer.

”På et lærerværelse på epx vil de fleste have en universitetsuddannelse. Men jeg forstiller mig også et lærerværelse på mange skoler, hvor lærerne arbejder på flere forskellige uddannelser. Der vil være lærere, som har undervist i 10. klasse. Der vil være lærere fra erhvervsuddannelser og måske også undervisere med erfaring fra professionsuddannelser,” sagde Mattias Tesfaye.

Htx på stx
Regeringen og Mattias Tesfaye har detoneret lidt af en bombe på lærerværelserne på htx-gymnasierne. Kort før reformudspillet i oktober sagde Mattias Tesfaye i en artikel i Gymnasieskolen, at regeringen overvejer, om htx kan blive lagt ind under stx flere steder i landet.

Mange htx-lærere har siden været bekymrede, og sektoren advarer om, at uddannelsen bliver ødelagt.

Mattias Tesfaye holder fast i, at htx godt kan fortsætte som en selvstændig uddannelse, selv om den bliver udbudt på stx.

”Kernen i htx er, at en del af lærerkorpset har kompetencer med fra erhvervslivet, at der er en særlig fagrække, og at der er værksteder og laboratorier. Jeg synes ikke, det er et problem, at stx udbyder htx, hvis man ansætter de rigtige lærere og har de rigtige værksteder,” sagde Mattias Tesfaye.

Regeringen ønsker under alle omstændigheder at lave en samlet institutionslov for alle ungdomsuddannelser, hvilket også kan åbne for htx på stx.

Ministeren har henvist til, at overvejelserne om htx på stx først og fremmest handler om de steder i landet, hvor meget få elever i dag vælger det tekniske gymnasium.

Jeg er selv fra Vestegnen, og jeg er klar over, at ikke alle unge ønsker at drikke sig i hegnet.
Mattias Tesfaye (S)
børne- og undervisningsminister

Mattias Tesfaye kom med to tilståelser, hvor han i forløbet om den nye epx ifølge sig selv ikke har kommunikeret præcist nok.

”Mange sidder med oplevelsen af, at vi nedlægger voksenuddannelse. Jeg erkender, at pilen peger mod os og vores kommunikation. Jeg vil gerne slå fast, at vi i regeringen er enormt optaget af voksenuddannelse,” sagde Mattias Tesfaye på et spørgsmål om VUC.

Fester er ikke nok
Den anden tilståelse, børne- og undervisningsministeren kom med, var, at han i sin kommunikation har sat for stort lighedstegn mellem et godt ungdomsliv og fester.

”Jeg er selv fra Vestegnen, og jeg er klar over, at ikke alle unge ønsker at drikke sig i hegnet. Og nogle unge har brug for et mere afskærmet miljø og ønsker ikke at gå på gigantisk store skoler. Vores kommunikation har været til hovedstrømningen af de unge, men der er mange unge, som har andre behov,” sagde Mattias Tesfaye uden dog at fortælle, hvor disse unge skal placeres i fremtidens uddannelseslandskab med flere fusioner og campus.

Mattias Tesfaye livechatter og svarer på spørgsmål fra Gymnasieskolens læsere onsdag eftermiddag.

Læs her, hvordan du deltager.  

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater