Hvad er sandheden om uddannelsessystemet – og hvor skal vi hen?

Overskriften på denne kronik er inspireret af titlen på uddannelsesredaktør på Politiken Jacob Fuglsangs bog Den store løgn om uddannelse (jævnfør næste afsnit). Også jeg er nemlig på jagt efter sandheder og ikke mindst løgne på uddannelsesområdet i form af skønsang og newspeak leveret af eksundervisningsminister Christine Antorini og co. – læs: tidligere finansminister Bjarne Corydon, Moderniseringsstyrelsen og især “Danmarks pædagogiske oligarki”(I): Et lille netværk af folk, som lever af et opgør med dansk og europæisk pædagogisk tradition i et enøjet syn på pædagogik og (ud)dannelse.

Den store løgn om uddannelses­systemet
Ifølge Fuglsang siger vi ét og gør noget andet, når sagen drejer sig om børns skolegang og unges uddannelse. Her kommer hans eksempler: Når forældre siger, at skolen er vigtig, men alligevel tager deres børn ud, hvis de kan få en billigere skiferie. Når lærere, der siger, at de gerne vil være sammen med børnene, skynder sig ind på lærerværelset i frikvarteret. Når skoleledere taler højstemt om faglighed, men aflyser timer. Når kommuner siger, at de prioriterer skole og undervisning højt, mens udgifterne per elev falder.

Fuglsang opfordrer til selvransagelse for forældre, lærere, ledere, politikere og administratorer og til at lade handling følge ord. Hans analyser er stort set velgørende præcise, men når Fuglsang kommer til løsningerne, skilles vores veje ofte. Fordi han mangler dannelses­aspektet. Det vender jeg tilbage til, men først skal to andre nye bøger om uddannelsespolitik omtales. Det er nemlig ikke tilfældigt, at det sprøjter ud med kritisk litteratur om uddannelsessystemets forfald: Ulykkerne har vokset sig så store, at de ikke mere kan fejes ind under gulvtæppet.

Først lederskribent på Politiken Poul Aarøe Pedersens Tænk på et tal.

Ned med tal
Tænk på et tal sætter spørgsmålstegn ved talrytteriet i det danske uddannelsessystem. Regneark og økonomiske modeller har fået en alt for fremtrædende placering i dansk uddannelsespolitik. Bogen er et opråb til de politikere, der er i fuld gang med at erstatte krav om læring med krav om præstationer og performance, men også til de ledere og lærere, som bare følger trop.

Elever, der forlader folkeskolen i disse år, tilhører den første generation af børn, der har udsigt til at blive dummere end deres forældre, for faglighed er efterhånden reduceret til et spørgsmål om testresultater – den direkte vej til en mindre alsidig undervisning. Test, manglende tillid og øget tilsyn har været styrende i de politiske skoleforlig, men når målet er gode testresultater, er midlet målrettet undervisning. Test tager opmærksomheden, rammer svage elever på selvværdet og får lærerne til at snyde på vægten. Erhvervsskolerne er et trist kapitel for sig, og det stærkeste aktuelle udtryk for nedprioriteringen er manglen på praktikpladser.

Forfatteren skal have ros for at sige de grimme sandheder (der er forskel på elever, danske studerende er for dovne), men ærgerligt, at han fravælger at stille skarpt på forældresvigt som hovedårsagen til miseren.

Pædagogik i statens tjeneste
Brian Degn Mårtensson er sammen med Thomas Aastrup Rømer blandt de få pædagogiske forskere, der giver den dominerende diskurs på bjerget modspil. Også han er aktuel med en ny bog, Konkurrencestatens pædagogik – En kritik og et alternativ, som går i flæsket på folkeskole-, læreruddannelses- og gymnasiereformer og viser, hvordan en pædagogik, hvis mål – at tilskynde den opvoksende borger til at være omstillingsparat, effektiv, lærevillig og anvendelsesorienteret – er ødelæggende for såvel eleven som demokratiet.

Og her kommer så sørgesangen igen: Konkurrencestaten tromler en pædagogik igennem, der skal fremme statens politiske målsætninger, og hvor menneskers værdi måles ud fra deres evne til at præstere.

Forfatteren gennemgår omhyggeligt denne pædagogiks udvikling og sætter også navne på de vigtigste ophavsmænd (gentagelsens uglæde!) til ulykkerne: Jens Rasmussen og Lars Qvortrup plus Claus Holm. De tre har tydeligvis ikke blik for for eksempel en K.E. Løgstrups opfattelse af skolens formål som tilværelsesoplysning og dannelse, men fokuserer snævert på erhvervelse af “anvendelsesorienterede kompetencer”.

To forskellige pædagogiske positioner står skarpt over for hinanden: en såkaldt evidensbaseret, instrumentelt orienteret, postmoderne inspireret pædagogik over for en mere klassisk filosofisk, almen pædagogik. Den sidste tager afsæt i, at eftersom vi ikke kan forudse fremtiden, så kan vi heller ikke eksakt påvise, hvad et barn får brug for at vide og kunne og mestre.

Mårtenssons verdensborgeralternativ har jeg ikke rigtigt fidus til, men stor applaus til det præcise signalement af pædagogikkens udvikling i konkurrencestaten: Effektivitet frem for dannelse og målstyring frem for faglig fordybelse.

Hvor skal vi hen?
Det sidste tiårs reformer på alle niveauer i uddannelsessystemet – kulminationen på en lang udvikling – lider af en række principielle fejl, som har fået omfattende og massivt dokumenterede negative konsekvenser:
1. Det faglige niveau er faldet markant.
2. Tværfaglighed hviler ikke på solid faglighed.
3. Metodefriheden er sat under pres. Der lægges for meget vægt på form på bekostning af indhold.
4. Taxametersystemet fremmer økonomisk tænkning ved at optage uegnede og umotiverede elever/studerende, som gennemfører uanset deres faglige niveau.
5. Karaktersystemet er misvisende og upålideligt.

Dertil kommer det bevidstløse knæfald for digitaliseringen. It og de digitale medier er kommet for at blive, men jeg efterlyser besindelse og omtanke på et langt mere kvalificeret niveau end det aktuelle, hvor alle bomme sænkes. Lad mig erindre om professor Jørn Lunds kloge ord formuleret for en del år siden, men stadig lige sande: ”Vejen til fordummelse er brolagt med computere, hvis man indfører dem på bekostning af andre nødvendige initiativer uden at sikre det nødvendige fundament af grundlæggende faglige kundskaber og færdigheder.”

Rønshovedgruppen
Den såkaldte Rønshovedgruppe(II) har sammen med en række mennesker med erfaring fra undervisningsverdenen(III) taget initiativ til at udarbejde forslag til motiverede ændringer af det danske uddannelsessystem, både principielt og praktisk. Af pladshensyn må jeg her indskrænke mig til det helt centrale dannelsesbegreb og nogle mere overordnede betragtninger.

Dannelsen skal i højsædet
Dannelsesaspektet skal styrkes. Det er afgørende, at et mere differentieret uddannelsessystem genindføres, hvor ikke alle skal (kunne) det samme. Konsekvensen skal være, at der optages færre elever og studerende på gymnasium og universitet. Først når antallet af studerende er skåret ned til det, der fagligt-realistisk er basis for, vil det være muligt at hæve det faglige niveau og geninsistere på dannelsesaspektet, som også omfatter praktiske færdigheder.

Omlægningen af uddannelsernes indhold må følges med en delvis omlægning af undervisningens form. At undervisning primært skulle være en kritisk diskuterende proces, er et synspunkt, som bygger på den holdning, at alle mennesker er eller skal være fuldstændig ligestillede i forudsætninger, evner og omstændigheder. Ingen må vide mere end andre, og ingen kan eller må derfor fortælle andre, hvad de skal. Men hvis ingen sagkyndige fastsætter, hvad det væsentligste er, vil det altid blive en politisk ideologi eller den laveste fællesnævner, som får det sidste ord. Sandhedssøgen fordrer vidensmæssige forudsætninger (dannelse) og erkendelsen af, at nogen ved mere end andre, at noget er mere værdifuldt end andet, at ingen er dannet fra fødsel eller af natur, og at en dannelsesproces under vejledning af en kyndigere person ikke blot er noget ønskeligt, men en nødvendighed. Nogen må vove at tage en autoritet på sig, der muliggør, at nogle kan lære noget af andre.

Det er et vigtigt dannelsesmål at gøre eleverne til myndige, kritiske og demokratiske borgere. Dog ligger der i det nuværende uddannelsessystem en misforståelse af, hvad demokrati er. Demokrati er først og fremmest en styreform og ikke en livsfilosofi. Ej heller betyder demokrati, at alle er og skal være ens, og at ingen på baggrund af deres fagmæssige, uddannelsesmæssige, menneskelige eller dannelsesmæssige overskud har lov, ja, pligt til at vejlede andre. I

Danmark er demokratibegrebet maltrakteret til ukendelighed som nivellering, forskelsløshed og laveste fællesnævner. Men demokrati er ikke mindst den lige ret til at være forskellige.

En omlægning af uddannelsessystemet må bygge på dannelse og en konstatering af, at ganske vist ved intet menneske alt, men nogle mennesker ved mere om noget end andre.

Undervisningsministeriet må træde i karakter
Folkeskolereformen, gymnasiereformen, den ny karakterskala, selvejemodellen og taxameterordningen har hver for sig og tilsammen betydet en sænkning af det faglige niveau, en markedsgørelse af uddannelserne og en reduktion af hele uddannelsessystemets rolle som dannelses- og kulturinstitution.

Tendensen er, at politikerne lader uddannelsessystemet oversvømme med teknisk-bureaukratiske krav, samtidig med at de reelt spiller sig væsentlige uddannelsespolitiske beslutninger af hænde. I stedet er der brug for en styrket politisk detailforståelse af og handlekraft over for ministeriers og uddannelseseksperters udmøntning af lovene i bekendtgørelser og studieordninger.

Undervisningsministeriet må træde i karakter og tage et reelt ansvar for skolernes funktion og for undervisningens kvalitet. Den faglige styring er alt for svag, og det faglige tilsyn er næsten ikkeeksisterende efter den stærke reduktion af fagkonsulentkorpset og ændring af deres funktionsbeskrivelse.