Artikel
”Htx kan ikke bare omplantes på stx”
Niels-Yde--aspect-ratio-348-234

Niels Yde er formand for Gymnasieudvalget i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Lederne.

”Htx kan ikke bare omplantes på stx”

Htx er en unik uddannelse, som vil være vanskelig at flytte til stx, mener erhvervsgymnasierne. Danske Gymnasier er dog klar til at tage opgaven på sig.

Tekst_ Johan Rasmussen
Foto_ Learnmark

Eleverne fravælger htx, og uddannelsen oplever en stor nedgang. Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) mener, at det tekniske gymnasium er forsvundet i 2035, hvis der ikke gøres noget.

Derfor har ministeren luftet idéen om at ændre loven, så htx også kan udbydes på de almene gymnasier i de områder af landet, hvor der bliver færre og færre unge.

Den øvelse er dog langt nemmere sagt end gjort, mener lederforeningen i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.

”Htx er den af de forskellige treårige gymnasiale uddannelser, der adskiller sig mest. Htx lykkes med at begejstre de unge inden for teknik, naturfag og design, og vi gør tingene på en meget anderledes måde. Htx lader sig ikke omplante fra et uddannelsesmiljø til et andet,” siger Niels Yde, som er formand for Gymnasieudvalget i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne.

Lærere har erhvervserfaring
Den gymnasiale uddannelse htx udbydes i dag af erhvervsskoler, hvor der også udbydes tekniske erhvervsuddannelser.

”Uddannelsen er vokset frem i erhvervsuddannelsesmiljøet, og vi har en unik, problemorienteret tilgang til undervisningen,” siger Niels Yde.

Han nævner, at der stilles krav om, at underviserne i profilfagene på htx har to års relevant erhvervserfaring. Samtidig er der ifølge ham et særligt mindset om undervisningen, der handler om en stor grad af tværfaglighed mellem alle fag.

Den unikke uddannelse skal udvikles og ikke afvikles.
Niels Yde, formand for Gymnasieudvalget
Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Lederne

Endelig nævner han, at der er store krav til faglokaler, værksteder og laboratorier, som htx ofte deler med erhvervsuddannelserne.

”Alt i alt vil det være vanskeligt at flytte htx til stx,” siger Niels Yde.

Han erkender dog, at nedgangen for htx er et problem, og Danske Erhvervsskoler og  -Gymnasier vil gerne diskutere ministerens idé.

”Den unikke uddannelse skal udvikles og ikke afvikles. Alle unge skal have muligheden for at vælge htx. Hvis der er steder i Danmark, hvor demografien betyder, at uddannelserne bliver for små, så må vi finde holdbare lokale løsninger. Der kan en løsning være et samarbejde mellem stx og den nærmeste erhvervsskole,” siger Niels Yde.

Han mener dog ikke, at det vil være en god idé at fjerne htx fra erhvervsskolerne.

”Man kan ikke bare placere en unik uddannelse på en helt anden type uddannelse,” siger han.

Danske Gymnasier er klar
Hos Danske Gymnasier, som er lederforening for stx, er man dog af en anden opfattelse.

”Htx er en rigtig god uddannelse, som de unge også skal have muligheden for at vælge i fremtiden. Hvis det kan ske ved at lægge den ind på stx nogle steder i landet, vil vi gerne være med til det,” siger formand Maja Bødtcher, som dog tager et stort forbehold for, at der endnu ikke ligger et færdigt forslag fra regeringen.

Hun understreger også, at htx er en anden uddannelse end stx.

”Htx har særlige kendetegn med meget projektarbejde og værkstedstilgang til undervisningen. Det kan vi absolut både vedligeholde og lære noget af på stx,” siger Maja Bødtcher.

 

Billede2. valg af htx
Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater