Regeringen lægger op til, at erhvervscasen på hhx udskilles fra studieområdet til en selvstændig enhed.
Det er en af de forandringer, som hhx-elever og lærere kan se frem til, hvis regeringens udspil til en gymnasiereform bliver vedtaget i sin nuværende form.
Erhvervscasen er i dag en del af studieområdet på hhx, og netop studieområdet ønsker regeringen at nytænke og forenkle.
”På hhx hilser vi velkommen, at erhvervscasen får sit eget liv uden for studieområdet, og vi ser frem til, at studieområdet skal nytænkes,” siger Knud Larsen, som er formand for GL’s områdebestyrelse for erhvervsgymnasierne og selv arbejder på Roskilde Handelsgymnasium.
Han peger på, at nogle elever er forvirrede over, hvordan erhvervscasen hænger sammen med studieområdet og bindingerne til de andre fag.
Hvad betyder ordene?
I regeringens udspil til en gymnasiereform står der, at studieområdet på hhx skal nytænkes.
”Studieområdets indhold og struktur forenkles, så det bliver lettere for skolerne at omsætte målene til konkret undervisning,” står der i regeringens oplæg.
Knud Larsen kan godt tilslutte sig ordene, men han understreger, det er meget afgørende, at politikerne lytter til lærerne, som til dagligt arbejder med studieområdet på hhx.
”Vi har muligheden for at skabe et studieområde med større klarhed for eleverne, færre bindinger og en bedre sammenhæng og progression. Men vi mangler at se, hvordan det bliver udfoldet,” siger Knud Larsen.
Knud Larsen peger på flere andre uafklarede spørgsmål. Hvad ligger der for eksempel i, at SRP bliver afskaffet og i stedet afløses af et studieområdeprojekt (SOP)?
Flere timer til økonomi og samtidshistorie
Regeringen foreslår også, at der tilføres flere timer til de obligatoriske fag økonomi B og samtidshistorie B, og regeringen ønsker, at fagene i højere grad støtter op om elevernes skriftlige kompetencer.
”Vi er tilfredse med, at fagene får flere timer, men vi er nervøse for, hvor timerne skal komme fra,” siger Knud Larsen.
Bedre fordeling af erhvervsgymnasier
Regeringen ønsker også, at den geografiske placering af hhx og htx giver lettere adgang for eleverne til uddannelserne. Det skal være muligt at få en studenterhue med blåt bånd uden at skulle ud på en længere rejse hver morgen for at komme i skole.
Erhvervsgymnasielærere er glade for den udmelding, men Knud Larsen pointerer, at det er vigtigt, at eleverne tilbydes gode faciliteter, studiemiljø og velkvalificerede lærerkræfter.
”Det må ikke blive for småt. Men vi er glade for, at regeringen vil udbrede erhvervsgymnasierne mere, så de unge får flere valgmuligheder,” siger Knud Larsen.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode