Når Jan Nøhr Christensen arbejder med en tekst og skal tage noter, har han en gammeldags bog med teksten liggende åben, han har papir og kuglepen klar til de hurtige noter, og så en lille computer, som han skriver mere udførlige noter ind på.
Anderledes forholder det sig med Jan Nøhr Christensens elever på Aalborg Handelsgymnasium. De har som udgangspunkt ikke papir og kuglepen med i skole. De er fra en anden og langt mere digital generation end deres 46-årige lærer. Men det betyder ikke, at de har styr på det der med at tage noter digitalt. Det er Jan Nøhr Christensens erfaring.
”De fleste flakser rundt imellem de forskellige vinduer, de har åbnet, og leder efter både det ene og det andet på samme computer,” siger hhx-læreren, der underviser i dansk og samtidshistorie.
Giver ro
Men løsningen er ikke at få eleverne til at tage papir og pen med i skole. Tværtimod. Jan Nøhr Christensen har oplevet, at det virker at tage flere digitale enheder i brug.
”Det kan være en mobiltelefon, hvor de har en app åben med et leksikon, en iPad, hvor de har selve læremidlet, og endelig en pc, som de skriver opgaven på. Det giver dem en form for ro,” siger Jan Nøhr Christensen og tilføjer en vigtig bonusinformation:
Når man giver eleverne en pdf-fil at arbejde med, er det vigtigt, at den er ocr-skannet, så eleverne kan tegne og sætte pile i dokumentet.
”Det er alle lærere ikke klar over, men vi er nødt til at give eleverne den mulighed, hvis vi vil have dem til at arbejde sig dybt ind i teksten,” mener Jan Nøhr Christensen.
Ingen google-svar, tak
Han synes ikke, at han har svært ved at få elevernes opmærksomhed, når deres borde er dækket med så mange digitale enheder. Det var værre, dengang eleverne – modsat i dag – kom fra folkeskolen uden trådløst netværk. Men han har en kæphest. Han er opmærksom på, at google ikke bliver misbrugt.
”Eleverne er lynhurtige til at søge på google for at finde svar, gøre det til deres egen viden og på den måde bluffe sig igennem,” siger Jan Nøhr Christensen.
”Det er et overfladisk svar, de får, når de bruger google, fordi de stadig mangler evnen til at se problemet i en sammenhæng. Deres viden kommer ikke i dybden,” mener hhx-læreren, som til gengæld oplever, at eleverne er lydhøre, når han siger, at google-svar er en skidt idé.
”Jeg synes, de har et ’bedre jeg’, som man kan appellere til,” siger Jan Nøhr Christensen.
Læs Gymnasieskolens særudgave om undervisningsmateriale, der udkommer i dag.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode