Hårde tider for græske gymnasier

Den græske filosof Aristoteles sagde, før vor tidsregning, at fundamentet for enhver stat er uddannelse af de unge. Den græske stats fundament er i dag mindre solidt, end mange grækere ønsker sig. 
Det er som bekendt hårde tider i den græske økonomi, og således også i den græske gymnasieskole, der på linje med alle andre offentlige institutioner er udsat for gentagne nedskæringer og misligholdelse drevet af kreditorernes krav om nøjsomhed i statens budgetter. 
Det græske skolesystem ligner på nogle punkter det danske. Efter den obligatoriske skolegang, som varer, fra barnet er 6, til det er 15 år, kan man vælge at fortsætte sin uddannelse på enten en teknisk erhvervsuddannelse eller i det ”almindelige” gymnasium. 
I det almindelige gymnasium er der to slags fag: De fag, der giver adgang til universitetet, og de fag, der ikke gør. I 2. og 3.g bliver eleverne eksamineret i de adgangsgivende fag, og bedømmelsen danner grundlag for, om eleven kan blive optaget på en højere læreanstalt. 
Sideløbende studerer hovedparten af de græske gymnasieelever på en slags ”ekstra skoler” (frontistirio) om aftenen. Disse skoler er private og koster penge at deltage i, men de fleste har accepteret den opfattelse, at det statslige system alene ikke er godt nok til at sikre eleverne adgang til de videregående uddannelser. 
Det er blevet en så normal del af systemet, at det kun er dårligt stillede familier, som ikke sender deres børn af sted sent om eftermiddagen. Fattige børn er henvist til forskellige frivillige tutorordninger. Gymnasielærernes fagforening, OLME, organiserer hold, men indsatsen dækker ikke behovet, og fagforeningen har kun frivillig undervisning i halvdelen af landets regioner. Disse unge har en dårligere mulighed end deres klassekammerater for at komme videre i uddannelsessystemet. 
Det er en ond cirkel, hvis konsekvens kan ses på gadehjørnerne i Athen, hvor arbejdsløse unge holder hinanden med selskab. Overalt i byen er der tomme forretninger, og udstillingsvinduer er gemt bag permanent nedrullede metalpersienner pyntet med graffiti.

Reducering af lønnen 
Som alle andre offentligt ansatte er lærernes lønninger og pensioner kraftigt reduceret, siden Trojkaen, bestående af IMF, EU og Den Europæiske Centralbank, begyndte at stille krav til den græske økonomi. 
Grundlønnen for en gymnasielærer med to års anciennitet var per januar 2012 reduceret med 38 procent siden 2009 til 744 euro (5.580 kroner) om måneden. 
I den anden ende af skalaen har lærere med mere end 33 års erfaring oplevet løntilbagegang på 13,5 procent til 1.480 euro (11.100 kroner). 
Spyroula Athanassauou er gymnasielærer og underviser på 16. år i fransk. Hendes humør er på nulpunktet. 
”For det meste er jeg afhængig af min mands løn. Min indtægt dækker vores forbrug, så jeg er godt stillet, men for en familie med børn i ekstraskole kan det slet ikke hænge sammen,” siger hun. 
Stort set alle tillæg og ekstraydelser, såsom overarbejde, rejserefusioner og efteruddannelse, er så godt som væk. 
For Spyroula Athanassauou er lønnen blevet gradvist mindre inden for en kort periode. Før sommerferien blev den skåret fra de 1.480 euro i januar til 1.100 euro om måneden, fortæller hun. 
”Nedskæringerne kommer i bølger. Det er ikke ét hårdt hug, som vi så må vænne os til. Der er hele tiden nye tiltag og reduktioner. For eksempel ved vi, at der i næste måned kommer flere nedskæringer, men vi ved ikke, hvad de består af,” siger hun og tilføjer, at mange siger, at lønnen lander på 700 euro om måneden, før reduktionerne stopper.

Ansættelsesstop 
Da der knap nok er penge til at lønne den nuværende lærerstab, er der selvsagt ikke penge til at ansætte nye lærere. Dette uofficielle ansættelsesstop betyder, at mens der i perioden 2000-2009 blev ansat op mod 6.000 nye lærere om året, blev der i 2011 ansat omkring 600, og indtil nu i 2012 omkring 200. 
Da elevoptaget er uændret, tvinger det selvfølgelig lærere, der stadig har et arbejde, til at arbejde mere. En af konsekvenserne er blevet skolesammenlægninger og -lukninger. Klassekvotienterne er vokset, så de i dag ligger på 28 til 30 elever per klasse. 
Selve den praktiske drift af skolerne er heller ikke problemfri. OLME fortæller, at der med stigende oliepriser ikke bliver råd til at opvarme skolerne til vinter, og sidste år var der store problemer med at betale for bøger. 
Eleverne kom efter sommerferien i skole og kunne konstatere, at der ingen bøger var. Trykkerierne var ikke blevet betalt, og derfor blev bøgerne ikke leveret. Skolernes kopimaskiner arbejdede på højtryk for at kopiere lærernes bøger. 
”På vores skole havde vi bare det problem, at der heller ikke var penge til A4-papir,” siger Spyroula Athanassauou og trækker på skuldrene. 
Undervisningen blev reddet, da en række lokale virksomheder gik sammen om at købe kopipapir til skolen. Først i slutningen af december 2011 blev bøgerne leveret. 
Det er blevet helt normalt for skolerne at bede elevernes forældre om ekstra penge til den daglige drift, ligesom lokale virksomheder mange steder også bidrager til driften med forskellige donationer. Det kan være alt fra kopipapir og fyringsolie til kontanter eller endda skolernes ansvarsforsikring. 
Generalsekretær i gymnasielærernes fagforening, OLME, Themistoklis Kotsifakis siger: 
”Systemet virker kun ved lærernes passion for deres arbejde og familier, som har overskud til at hjælpe med at male skolerne, give gamle computere og så videre.” 
Denne vinter, forventer han, bliver kold på de græske skoler. Bogstaveligt talt. Prisen på fyringsolie stiger med 40 procent som følge af nye afgifter.

Ængstelse blandt lærerne 
Reformerne skaber uro og ængstelse, men Spyroula Athanassauou fortæller, at samarbejdet blandt lærerne er det samme, som det altid har været. Men så alligevel ikke. Hun fortæller, at skolen er som et lille samfund: 
”Nogle har ressourcer, andre har ikke. Det skaber jalousi, men selv den, der har, ved ikke hvor længe.” 
Mange ældre lærere vælger at gå på pension, for så er man da sikker på en indtægt. Det giver samtidig mulighed for at flytte væk fra byernes relativt høje boligudgifter og forbrugsregninger. 
”Før krisen pensioneredes cirka 1.500 lærere om året. De seneste år har det været mellem 3.000 og 5.000 om året,” forklarer Themistoklis Kotsifakis. 
”Folk er ængstelige, bange. Lærerne er meget bedrøvede over arbejdsforholdene og bange for fremtiden. Mange af dem har ikke penge nok til at leve for.” 
Spyroula Athanassauou er også bange, og det betyder meget at blive skåret kraftigt i løn. Hun forstår godt, at lærere mister motivationen. 
”Eleverne koncentrerer sig kun om de adgangsgivende fag, og man får ikke en skid for det (i løn, red.), så hvad er det, man kæmper for? Så kan man lige så godt lade timerne gå og så få 20 euro i timen for at undervise de interesserede elever i ekstraskolerne.” 
Alligevel mener hun, det er vigtigt ikke at beklage sig til eleverne, men videregive optimisme. Hun føler sig forpligtet til at fortsætte med at undervise, så skolen kan fungere. 
Fransk er ikke blandt de fag, som giver adgang til universitetet, og Spyroula Athanassauou oplever, at eleverne ikke længere prioriterer hendes fag. 
”Eleverne har ingen respekt for lærerne. De hører ikke efter og laver ikke lektier. Hvad kan man så gøre?” spørger hun og slår let ud med armene. 
”Jeg prøver at gøre undervisningen interessant ved for eksempel at vise dem franske film, eller malerier, men det virker ikke. De vil ikke lære,” siger hun. 
Hun understreger dog, at hun snart overflyttes til en skole med elever fra mere ressourcestærke familier, og her håber hun, interessen for at lære fransk er større.

To slags lærere 
17-årige Olga Karamida oplever den pædagogiske udvikling fra den anden side af katederet. Hun skal i gang med sit andet år på et gymnasium i Athen og drømmer om at læse fysik på universitetet. Hun er engageret i skolens elevråd, går i ekstraskole og læser lektier tre-fire timer om dagen. Længere, hvis der er prøver eller eksaminer på vej. Hun betegner sig selv som en typisk studerende. Der er to slags lærere, mener hun, og deler dem op i unge og gamle. Som eksempel nævner hun faget historie: 
”Nogle undervisere vil have, at man skal lære alting udenad. Andre vil have dig til at undersøge, hvordan det kan være, at historien er skrevet, som den er. Det er typisk de unge lærere, som sætter eleverne til at finde svarene selv.” 
Et andet eksempel er it, som Olga mener mange i de ældre generationer er bange for ødelægger læringen. 
”De er ikke bange for teknikken i sig selv, men deres opfattelse er, at det at finde viden er noget, man gør langsomt og besværligt i et leksikon, ikke med et klik på en computer,” siger Olga Karamida. 
Den unge elev oplever, at de nyuddannede lærer i højere grad inddrager internettet i undervisningen og ikke er bange for at eksperimentere. Hun fortæller også, at hun ved denne gruppe lærere fornemmer, at de gerne vil være der. At de, i krisens tegn, er på en mission og har et formål. De har rigtig meget motivation, og det smitter af på eleverne. 
Under krisen med de manglende bøger sidste år blev de ”ældre lærere” dog tvunget til at inddrage internettet mere, og det har rykket nogle af dem, mener hun. Hun synes også, at lærerne generelt er positive. 
”De er optimistiske, men prøver at forberede os på, at vi kommer til at møde en masse lukkede døre. At vi skal blive ved, selv om tingene ikke lykkes første gang.” 
Olga vender hele tiden tilbage til vigtigheden af at lære at finde og sammenligne informationer i en tid, som hun mener medierne dominerer negativt med usande historier. Derfor ser hun også op til de undervisere, som prøver at lære hende netop det. 
”Mange, som mig, prøver at undersøge, om det, man får ind via medierne, er sandt. Og så prøver vi at bruge færre penge, uden at vores forældre skal sige det til os. Andre lukker sig inde i sig selv – og venter på udlandet, mens nogle reagerer med vrede og aggressivitet. Jeg tror, de tager mediernes udtryk i stedet for selv at tænke og vurdere og analysere. Det er en lille gruppe, men det er dem, der taler højest, og som man er bange for at støde ind i. For man er bange for at miste optimismen,” siger Olga Karamida. 
Hun fortæller også, at nogle af de få med penge er ”lukket inde i et bur af deres forældre og forstår ikke, hvad der foregår”. De forskellige elevgrupperinger kommer i konflikt med hinanden. For tiden diskuterer hendes klasse, hvor man skal hen på 3.g-rejse. Mange har foreslået, at man mod traditionen dropper udlandsrejsen og vælger en græsk destination for at spare penge. Flere unge med rige forældre har foreslået, at man rejser til Schweiz, selvom alting der er enormt dyrt efter græske forhold. 
”Holdningen er, ’at vi har penge’, og så må de andre jo bare selv finde nogle,” siger Olga Karamida.

Fagforeningskamp mod Trojkaen 
Og det er netop det, det hele i praksis handler om: Penge. 
Fagforeningens generalsekretær, Themistoklis Kotsifakis, en lille kraftig mand med stort overskæg, er vred. Vred på Trojkaen og vred på den græske regering, der, siger han, går finansfyrsternes ærinde på bekostning af Grækenlands befolkning. 
”Vi prøver at organisere folket til offentlige manifestationer og kamp mod den førte politik. Vores krav er klar og gennemskuelig politik,” siger han. 
OLME er, som sine medlemmer, træt af kontinuerlige forringelser med kort varsel. Ofte ved man end ikke, hvilke konkrete nedskæringer der diskuteres i regeringskontorerne, før de er vedtaget. Man ved kun, at det bliver dårligere om lidt. 
Sidste år besatte OLME sammen med andre fagforeninger regeringskontorer over hele Athen i flere uger. I perioden var der demonstrationer næsten hver anden dag. Det høje antal demonstrationer tydeliggøres af de mange bannere, sammenrullet omkring lange træpinde, og skilte med trojkafjendtlige slogans, som står i hjørnerne af opgangen til OLMEs hovedkontor på fjerde sal i hjertet af Athen. Et kontor, som er beklædt med opfordringer til sammenhold, solidaritet og kamp mod kyniske politikere og finansfolk. 
Men Themistoklis Kotsifakis har indset, at det næppe hjælper: 
”Som tingene er nu, kan vi ikke få bedre løn, en bedre situation, bedre forhold. Når vi diskuterer problemerne med ministrene, siger de ’no money!’ Lærere og arbejdere er sikre på, at der er penge, men regeringen giver dem til bankerne for at afvikle gæld. Men arbejderne skabte ikke gælden! Vi prøver at påvirke regeringen til ikke at fortsætte med foranstaltninger mod arbejdere og mod velfærd,” siger Themistoklis Kotsifakis. 
Vi må kæmpe og stå sammen og kræve, at man lægger kursen om, siger han, selv om det ikke helt lyder, som om han selv tror, det vil ske. 
Han ønsker, at landets kreditorer får at vide, at deres penge er tabt, og at regeringen begynder at bruge de mange hjælpepakker på at hjælpe sin befolkning i stedet for, som han siger, at give dem til udenlandske kapitalister. 
Mens den græske regering og Trojkaen presser på med tilbageholdenhedspolitikken, kan de passende have Aristoteles’ læresætninger i tankerne: Fattigdom er ophav til revolution og kriminalitet, og uddannelse er den bedste proviant på rejsen mod alderdom.