Artikel
Gymnasier frustrerede over elevtrafik til og fra København
s-tog_koebenhavn

Gymnasier frustrerede over elevtrafik til og fra København

Elever fra den københavnske vestegn bliver optaget på gymnasier i København, mens elever fra København ufrivilligt bliver sendt den anden vej.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Hvis elever i København ikke tænker strategisk, når de søger gymnasium, kan de meget vel ende på et gymnasium uden for kommunen.

Hvert år modtager Hvidovre Gymnasium og andre gymnasier på den københavnske vestegn elever fra København, som havde søgt ind på tre andre gymnasier uden at komme ind på nogen af dem.

Nogle af eleverne bliver glade for at gå på Hvidovre Gymnasium, mens andre ofte ender med at stoppe igen, når der bliver en ledig plads på et gymnasium i København.

“Vi mister så taxameterkroner, vi kunne bruge til at lave god undervisning, samtidig med at det ikke er ideelt for eleven at skifte gymnasium midt i 1. g,” siger Kirsten Jensen, som er rektor på Hvidovre Gymnasium.

Samtidig med at elever fra København ufrivilligt henvises til en plads på et gymnasium på Vestegnen, bliver elever fra Vestegnen optaget på gymnasier i København.

Sådan er reglerne
Sidste år blev 136 elever fra Vestegnen optaget på skoler i Københavns centrum, mens 120 elever fra København blev henvist til skoler på Vestegnen, viser tal fra Region Hovedstaden.

Forklaringen på, at eleverne dermed passerer hinanden om morgenen på vej ind og ud af København, skal findes i optagelsesreglerne.

På stort set alle gymnasier i København er der flere ansøgere end pladser. Det betyder, at førsteprioriteten på elevens ansøgning ofte er den eneste, som reelt tæller. Hvis en elev i den ene ende af byen søger ind på et meget populært gymnasium i den anden ende af byen, vil hun sandsynligvis ikke komme ind. Det skyldes, at elever, som bor tættest på skolen målt i transporttid, først skal optages.

Eleven kommer så heller ikke ind på sin anden prioritet, fordi skolerne i København lynhurtigt bliver fulgt op af første prioritetsansøgerne, som reglerne foreskriver.

Med andre ord, nogle københavnske elever skyder sig selv i foden, hvis de ikke søger ind på et gymnasium tæt på deres bopæl.

Derefter bliver eleverne så henvist til for eksempel Hvidovre eller Høje Taastrup Gymnasium.

Fra Brøndby til Ørestad
Når elevtrafikken også går den modsatte vej – altså fra Hvidovre og den københavnske vestegn og til København – skyldes det ifølge rektor på Ørestad Gymnasium Allan Kjær Andersen igen reglerne.

Ørestad Gymnasium optager elever fra for eksempel Brøndby, Høje Taastrup og Hvidovre. Det er elever, som har søgt Ørestad Gymnasium som første prioritet.

“Når de har søgt os som første prioritet og er uddannelsesparate, måler vi efter transporttiden, og det er på den baggrund, de bliver optaget. Vi vælger ikke ud fra karakterer eller noget andet, det må vi ikke,” siger Allan Kjær Andersen.

Mister ressourcestærke elever
Mogens Andersen, som er rektor på Høje Taastrup Gymnasium, er frustreret over reglerne. Han er ked af, at flere ressourcestærke elever fra lokalområdet søger til gymnasier i København og i Roskilde, samtidig med at skolen modtager elever fra København, som ikke ønsker at gå der.

“Det er ofte et problem med henviste elever, at når der bliver en ledig plads tættere på, hvor de bor, så flytter de igen. Det skaber uro i klasserne. Samtidig er der økonomi bundet i halen på eleverne. De populære gymnasier kan altid fylde klasserne op med 28 elever, mens vi mister elever og dermed også penge,” siger Mogens Andersen.

Kirsten Jensen fra Hvidovre Gymnasium mener, at der politisk skal gøres noget, så gymnasierne på Vestegnen ikke mister elever til gymnasier i København og Roskilde.

“Vi kunne godt lave et skoledistrikt med gymnasier på Vestegnen, som eleverne kunne vælge imellem. I sidste ende er det et politisk valg, om vi skal have gymnasier på vestegnen,” siger Kirsten Jensen.

Anden prioritet er også godt
Eleverne mener heller ikke, det nuværende system er ideelt.
Formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning Martin Thing mener, reglerne i for høj grad handler om, at det er elevernes første prioritet af gymnasium, som skal opfyldes.

“Vi får gratis uddannelse, og derfor kan vi godt overveje et system, hvor eleverne ikke nødvendigvis skal have deres første prioritet opfyldt. Skolerne kunne måske fordele eleverne lidt mere hensigtsmæssigt efter elevernes anden og tredje prioritet. Vi skal undgå, at elever bliver henvist til skoler, de ikke ønsker at gå på, og som de stopper på, når der bliver en ledig plads på et andet gymnasium,” siger Martin Thing.

Meget få bliver henvist
Troels Vang Andersen er formand for Fordelingsudvalg Centrum i København. Han gør opmærksom på, at over 90 procent af eleverne i Region Hovedstaden får deres første prioritet opfyldt, når de søger ind på et gymnasium.
Cirka fire procent af eleverne bliver henvist til et andet gymnasium, end de havde søgt ind på, og af dem bliver flere henvist til gymnasier tæt på deres bopæl, understreger Troels Vang Andersen.

“Der vil nok altid være huller i et system. Det er klart, at det ikke er ideelt, når elever bliver henvist til gymnasier, de ikke ønsker at gå på, men langt de fleste elever får opfyldt deres ønsker,” siger Troels Vang Andersen.   

 

Sådan fordeles eleverne i dag

Elever bliver optaget på det gymnasium, som er deres første prioritet, hvis der er plads. Er der for få pladser i forhold til antallet af ansøgere, så er transporttiden til skolen afgørende - kortest transporttid bliver optaget først. Fra næste skoleår er det ikke transportiden, men afstanden til skolen, som er den afgørende.

 

Fordelingsudvalg

Stx og hf skal indgå i forpligtende fordelingsudvalg i et geografisk område. Hhx og htx kan deltage, men er ikke forpligtet.

Fordelingsudvalget fordeler de elever, som ikke fik deres første prioritet opfyldt. Udvalget skal så vidt muligt imødekomme elevernes næste prioritet og så videre.

 
Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater